Gennemgang af Lokaludvalgets egne projekter
Tidligere beslutninger
Indstilling
Formanden foreslår Vesterbro Lokaludvalg
1. at drøfte de enkelte projekters fremdrift og status efter en indledende mundtlig status fra den projektansvarlige
Problemstilling
BORGERMØDE VEDR. STOFPROBLEMATIKKER, 23.000 KR.
Vesterbro Lokaludvalg har besluttet at holde et borgmestermøde med Jesper Christensen omkr. Stofproblematikker. Formålet er at skabe dialog om udviklingen af stofpolitikken i København, herunder at Halmtorvet 17 åbner, Fixelancens bevilling udløber ved næste årsskifte og det midlertidige stofrum ved det gamle Dugnad lukker.
Mødet blev afholdt den 4. februar 2016.
UDDELING AF PRIS TIL ÅRETS ILDSJÆL, 15.000 KR.
Projektet går ud på at lokaludvalget belønner en lokal ildsjæl. Via annoncer reklameres der for, at man i efteråret 2016 kan indstille en lokal ildsjæl til lokaludvalgets pris. Forretningsudvalget står for udvælgelsen af tre kandidater, som lokaludvalget så kan vælge imellem.
Afvikles i løbet af efteråret.
PROJEKT: UD AF ØVEREN, 99.000 KR.
Kultur, Fritids og Børneudvalget har taget initiativ til projektet og ønsker at afholde projekt ud af øveren med Johan Olsen og Michel Belli. Projektet skal synliggøre alle de bands, der er er på Vesterbro og give kendskab til den store unge musikmasse, der findes rundt omkring i de lokale øvelokaler. Projektet vil give lokaludvalget adgang til en målgruppe, der generelt er svær at nå og derved kunne starte et netværkssamarbejde med bydelens unge.
Arrangementet afholdes lørdag den 13. august 2016
BORGERMØDE OM POSTGRUNDEN, 10.000 KR.
Postgrunden er under udvikling, og Vesterbro Lokaludvalg har sammen med Indre By Lokaludvalg været involveret i udviklingen siden foråret 2015. Nu er der en forudgående offentlighed om projektet vedr. udførelse af VVM for projektet samt udarbejdelse af et kommuneplanstillæg. Forvaltningerne og bygherre har ønsket at involvere borgerne løbende i processen med at udvikle postgrunden, så input og ideer kan komme i spil fra starten af. Vesterbro Lokaludvalg ved Thomas Warburg og Indre By Lokaludvalg er løbende blevet involveret i processen, og det er nu blevet relevant med endnu et borgermøde om grunden. Borgermødet vil rumme oplæg om projektet, samt temaworkshops, hvor borgerne kan komme med input m.v.
Borgermødet blev afholdt den 3. februar 2016
VESTERBRO LOKALSTIVAL, 138.000 KR.
Vesterbro Lokaludvalg har besluttet at afholde Lokalstival på Otto Krabbes plads søndag d. 4. september 2016 (første søndag i september). Lokalstival har vist sig, at være en god mulighed for mødet mellem Vesterbro Lokaludvalg og borgerne på Vesterbro.
Formålet med festivalen er at inddrage vesterbroerne i lokaludvalgets arbejde. I år med særligt fokus på bydelsplanen. Tanken er at bruge et af teltene til at give vesterbroerne muligheden for møde Lokaludvalget.
I forbindelse med evalueringen af Lokalstival 2015 besluttede Lokaludvalget følgende anbefalinger:
- At der fra starten øremærkes penge til aktiviteter i teltet.
- At arbejdet med hvad Lokaludvalgets telt skal indeholde starter tidligere.
- At der nedsættes en særskilt arbejdsgruppe til at drøfte, hvad teltet skal indeholde. F.eks. hvilke Lokaludvalgs-projekter man ønsker bliver præsenteret og drøftet med de besøgende.
- At gruppen også kan arbejde med kommunikationen i fht. Lokaludvalgets synlighed på dagen.
- At der laves en PR-køreplan, hvor det tidligt bliver afklaret, hvem der står for hvad, hvilken strategi man har mv.
Arrangementet afholdes søndag den 4. september 2016
PROJEKTTRÆF, 10.000 KR.
Vesterbro Lokaludvalg afholder sammen med Kulturanstalten og Frivilligcenter VSV Projekttræf som et fyraftensmøde på mellem 2-3 timer, som vi har gjort de sidste to år. Projektet har vist sig, at være en god mulighed for at udbrede budskabet om vores Vesterbropulje samt kvalificere fremtidige ansøgninger ved at klæde ansøgerne bedre på og tilbyde dem flere projektværktøjer.
Arrangementet blev afholdt den 13. april 2016
BORGERMØDE OM SKOLEUDVIDELSE, 10.000 KR.
Vesterbro Lokaludvalg havde i november 2015 besøg af projektlederne for skoleudvidelsen på Oehlenschlægersgade skole fra hhv. Økonomiforvaltningen og Børne- og Ungeforvaltningen, hvor bl.a. muligheden for at afholde et borgermøde i forbindelse med skoleudvidelsen blev drøftet.
Forretningsudvalget havde på sit møde 1. februar 2016 besøg af projektleder Niels Brockenhuus-Schack fra Byggeri København i Økonomiforvaltningen, som fortalte om den kommende proces med skoleudvidelsen. På lokaludvalgsmødet i november blev ideen om et borgermøde også drøftet.
Et borgermøde kan afholdes i samarbejde mellem Lokaludvalget, Byggeri København/ Økonomiforvaltningen og Børne- og Ungeforvaltningen, med lokaludvalget som tovholder.
Formålet med mødet er, at borgere m.fl. kan komme input til behov og ønsker for, hvad der skal skrives i programmet. Mødet skal holdes i første halvdel af marts, for at nå at få borgernes input med i den videre proces.
Afholdelsesdato endnu ikke fastsat
SOCIAL VICEVÆRT, 35.000 KR.
Siden 2014 har det været drøftet, hvordan man kan skabe et bedre byrumsmiljø omkring Maria Kirkeplads, for beboere, erhvervsdrivende, socialt udsatte m.fl. så det bliver et gaderum med færre konflikter, der kan rumme Vesterbros mangfoldighed og blive et gaderum der er rart at færdes i for alle. For at kunne skabe et bedre rum, skal der arbejdes kontinuerligt med relationerne blandt brugerne af byrummet. En social vicevært kan være med til at skabe relationer og forståelse for de forskellige aktører, og være med til at skabe et mere trygt byrum. Derfor er Vesterbro Lokaludvalg gået sammen med Maria Tjenesten, Vesterbro Sogn og Mændenes hjem i et pilotprojekt, hvor der i et ½ år ansættes en social vicevært. Mændenes hjem vil stå for ansættelsen af en social vicevært og lokaludvalget vil sammen med Maria Tjenesten stå for betalingen til Mændenes hjem.
Projektet er igang og kører.
CYKELKORT, 10.000 KR.
Nye cykelruter er fastlagt og tilhørende lydfiler er indspillet, men kortet skal layoutes. Inspireret af bl.a. kortet ’Sydhavnsruten’ arbejder lokaludvalgsmedlemmerne Malene Mørkbak Bruun og Knud Holt Nielsen og sekretariatet på at tilføje flere elementer til kortet, som derved kan få flere funktioner.
Det nye kort vil være aktuelt i årene 2016-2018, og derfor vil det kun blive trykt i et oplag på 2.000. Kortene vil blive uddelt i forbindelse med indvielsen af den kommende cykelrute Havneringen, hvilket vil give kortet stor udbredelse. Der vil også blive uddelt trykte kort til større uddannelsesinstitutioner og virksomheder på Vesterbro og i Kgs. Enghave.
Cykelruterne og de tilhørende lydfiler vil endvidere blive tilgængelige til direkte aflytning på Lokaludvalgets hjemmeside, og vil blive lagt som download via app-en Tales & Tours, ligesom Grøn Audiowalk allerede er det: http://www.vesterbrolokaludvalg.kk.dk/gron-audiowalk-pa-vesterbro/.
Cykelkortene er trykt.
BLOMSTRENDE BY, 25.000 KR.
Vesterbro Lokaludvalg har besluttet, at der skal arbejdes for, at det fortsat skal være en mulighed for vesterbroerne at adoptere et gadebed i bydelen. Samtidig skal projektet udvides med mere løbende hjælp og idéer til at passe bedene, uanset om man ønsker et homogent og plejet eller et mere vildt udseende bed. Der udover skal den digitale platform videreudvikles, så borgere kan adoptere bede mv., fra deres mobiltelefoner.
Dette års Blomstrende By er planlagt med henblik på at arbejde med en forankring af projektet og at styrke netværket af dem, der adopterer og passer bedene. Der er skruet ned for opstartseventen, og i stedet kan interesserede løbende gennem sæsonen mødes, låne redskaber, adoptere bede og få vejledning.
Projektet forankres i Byhaven på Enghave Plads, hvor der vil være åbent en række weekenddage i maj/juni måned med henblik på udlån af redskaber, frø, vejledning og afhentning af vand. En af Byhavens frivillige får et honorar for både dette arbejde, for løbende at følge med i bedenes udvikling og kontakte ”adoptivforældrene”, hvis der er brug for det, og for løbende opdateringer på facebook mv. I fællesskab med denne person opsamles erfaringer, der skal indgå i det videre arbejde med forankring af projektet.
Opstartsevent blev afholdt lørdag den 30. maj 2016, der sker løbende opfølgning.
FORSØG MED BYTTESTATIONER, 15.000 KR.
Teknik- og Miljøforvaltningen og Områdefornyelsen har afsat hver 35.000 kr. til etablering af byttestationer og til kommunikationsindsatsen i den forbindelse.
Der arbejdes på, at lokale kræfter kan indgå i arbejdet med at drive byttestationerne i projektperioden, men opgaven vil sandsynligvis stadig afføde driftsomkostninger i form af mandetimer og til evt. reparationer.
Der er indvielse af byttestationerne fredag den 17. juni 2016 kl. 15-17 på trekanten v Dybbølsgade, Sdr. Boulevard, Saxogade
BORGERMØDE OM KALVEBOD BRYGGE VEST (IKEA), 8.000 KR.
I starten af maj 2016 kommer et lokalplanforslag i høring, der omfatter området Kalvebod Brygge Vest. Lokalplanen skal bl.a. muliggøre opførelsen af en Ikea. Lokaludvalget står for at afholde et borgermøde i samarbejde med Ikea og Teknik- og Miljøforvaltningen
Borgermødet blev afholdt den 10. maj 2016
UDLÅN OG VEDLIGEHOLD AF LADCYKLER, 6.000 KR.
Lokaludvalget har to ladcykler, hvis formål det er at kunne lånes af borgere, foreninger mv. til grøn, lokal transport.
Vesterbro Bibliotek har i en periode stået for udlånet, men hverken biblioteket eller Lokaludvalgets sekretariat har ressourcer til at tage sig af opgaven. Derfor er sekretariatet i færd med i stedet at indgå samarbejde med Settlementet om opgaven, og foreslår i den forbindelse, at der afsættes et rammebeløb til ladcykeludlån.
BORGERINDDRAGELSE - BYDELSPLANEN, 25.000 KR.
Lokaludvalget vil gerne starte med en åben borgerinddragende proces i forbindelse med udarbejdelsen af bydelsplan i løbet af 2016 og den første halvdel af 2017, hvor borgerne spørges om deres forslag og prioriteter inden Lokaludvalget beslutter at lægge sig fast på nogle projekter.
Der er endnu ikke fastlagt nogle arrangementer.
BORGERHØRING: FREMTIDENS KOMMUNALE KULTURTILBUD, 30.000 KR.
Lokaludvalgets Kultur- Fritids- og Børneudvalg har foreslået, at der afholdes en borgerhøring på Vesterbro, så der kommer en bred debat om, hvilke kommunale fritids- og kulturtilbud der bør være i bydelen mm.
Borgerhøringen afholdes den 14. juni 2016
BORGERMØDE: SUNDEVEDSGADEKARREEN, 9.500 KR
Lokaludvalget afholder et borgermøde i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen i forbindelse med høringen af lokalplanforslaget for Sundevedsgadekarreen.
Borgermødet afholdes den 8. juni 2016
Løsning
Vesterbro Lokaludvalg drøfter projekterne efter en mundtlig status for hver enkelt projekt af den projektansvarlige.
Økonomi
Vesterbro Lokaludvalg har i alt afsat 468.500 kr af puljemidlerne til ovenstående projekter.
Beslutning
Til næste Social- og Sundhedsudvalgsmøde:
- Opfølgning på borgermøde om stofproblematikker. Det blev foreslået, at der skulle tages initiativ til at tage fat i landspolitikerne og have en dialog med dem.
- der skal følges op på dialogen med Nørrebro Lokaludvalg om placering af fixelancen
Det blev drøftet hvordan Årets Ildsjæl kan sættes i gang og om det kan knyttes til Lokalstival.
Ud af Øveren
Projektet kører på skinner. Men arrangørgruppen står ikke for indholdet på Lokaludvalgets stand, det skal bydelsplangruppen stå for.
Vesterbro Lokalstival
Projektet kører på skinner. Men arrangørgruppen står ikke for indholdet på Lokaludvalgets stand, det skal bydelsplangruppen stå for.
Borgermøde om skoleudvidelse
Er endnu ikke planlagt og afventer planerne for skolen
Social vicevært
Der er mindre uro på pladsen foran Mariakirken. Der er efterhånden en god relation, men det er svært at arbejde konflikthåndterende med gruppen, da der er store sprogbarrierer. Hvis projektet skal fortsætte efter forsøgsperioden er det en af de ting, der skal adresseres. Der er stadig slagsmål og konflikter på pladsen, men det er ofte efter at den sociale vicevært og Mariatjenesten lukker, efter kl. 23 om aftenen. Der er drøftelser om, hvorvidt en ordning skal være mere kvarterrettet end rettet mod et så snævert område som en plads.
Istedgade 100 lukker til efteråret til fordel for et migranthus, som Kirkens Korshær vil åbne i nordvest.
Der kommer en afrapportering til efteråret.
Borgermøde om Kalvebod Brygge Vest
Ikea har indkaldt til et møde på grunden, så man kan se det dernede. Tirsdag den 21. juni kl. 16-18
Borgermøde: Sundevedsgade
Mødet har været afholdt, og der er skrevet om det i Vesterbrobladet