Medlemsforslag: Julepakker 2016 - udvidelse
Indstilling
Formanden foreslår Vesterbro Lokaludvalg
1. at beslutte om julepakker 2016 skal udvides og om der skal afsættes yderligere midler til dette
2. at afsætte 20.000 kr. af puljemidlerne til udvidelsen af julepakker 2016
Problemstilling
Projektet er et samarbejdsprojekt mellem Lokaludvalget og foreningen Vesterbro Julehjælp.
Foreningen står for at kontakte lokale handlende og relevante større firmaer, der kontaktes med henblik på sponsorat. Sponsoratet kan enten være i form af produkter eller som penge. Foreningen står for at indkøbe madvarer m.m. for de indkomne sponsorater, og Lokaludvalget står for at indkøbe madvarer m.m. for de midler Lokaludvalget afsætter hertil.
Det hele gives videre til de familier m.m., der er blevet visiteret til os.
Der laves en julehilsen fra Lokaludvalget – en annonce i de to aviser. I den takkes de firmaer, der har bidraget til julehjælpen.
Målgruppen for projektet er 120 familier på Vesterbro, der modtager en julepakke, bestående af madvarer og julegaver til børnene. Arbejdet med jullepakkerne i 2016 har vist at der reelt er et stigende behov.
De familier der får julepakker indstilles via projektets samarbejdspartnere; Settlementet, Familietilbuddet, værestedet i Valdemarsgade og Fisken.
Løsning
Lokaludvalget skal beslutte om projektet julepakker 2016 skal udvides og om der skal afsættes yderligere midler til det. Såfremt Lokaludvalget ønsker dette, skal der afsættes 20.000 kr. af puljemidlerne til dette.
Økonomi
Vesterbro Lokaludvalg har i 2016 fået udlagt 1.505.000 kr. til selvstændig varetagelse. Lokaludvalget har brugt 774.448 kr. til uddeling gennem Vesterbropuljen og har disponeret 575.974 kr. til egne projekter. Dermed er der disponeret over 1.350.422 kr. og der er 154.578 kr. til rest. De 20.000 kr. til udvidelsen af julepakkeprojektet kan bevilges af disse udisponerede midler.
Beslutning
Der blev stillet et ændringsforslag om at afsætte 45.000 kr i stedet for 20.000 kr. Ændringsforslaget blev vedtaget efter afstemning. For forslaget stemte 9 (Svend Erik Gimm, Carsten Clausen, Jimmy Sindahl, Mikael Stenstrup, Knud Holt Nielsen, Heidi Bjerg Gregersen, Kristian Malling Granov, Ole Rindtoft, Annemette W. Nielsen), mod forslaget stemte 3 (Thomas Egholm, Thomas Warburg, Frans Luja Madsen).
Derefter blev indstillingen tiltrådt.