Høring: Ændring af vejnavnet Fadet til Ølfadet
Vejnavnenævnet behandlede sagen om tre vejnavn og et pladsnavn til Carlsberg Byen på deres møde den 31. oktober 2016. Tre navne blev af nævnet anbefalet til at gå videre.
Det fjerde navn blev imidlertid ændret. Det er navnet Fadet, der er ændret til Ølfadet. Ændringen af navnet er så væsentlig, at det skal i fornyet høring.
Indstilling
Formanden foreslår Vesterbro Lokaludvalg
1. at fremsende et høringssvar hvoraf det fremgår, at Lokaludvalget ikke har bemærkninger til navneændringen
Problemstilling
Fire nye vejnavne til Carlsberg har været i høring. Der indkom et enkelt høringssvar med bemærkninger. Det var fra Carlsberg Byen. Vesterbro Lokaludvalg havde ingen bemærkninger til navnene.
Carlsberg Byens høringssvar blev forelagt for Vejnavnenævnet den 31. oktober 2016. På baggrund heraf besluttede nævnet, at indstille tre af navnene, Paulas Passage, Kedelpladsen og Kapselgade, til godkendelse i Teknik- og Miljøudvalget.
Herudover besluttede Vejnavnenævnet at ændre det fjerde navn Fadet til Ølfadet. Dette imødekommer delvis ønskerne fra Carlsberg Byen om, at vejnavnet bør falde ind under temaet, som præger den øvrige del af området. Navnet Ølfadet har direkte reference til ølbrygning.
Navnet Ølfadet er en så væsentlig ændring af det oprindelige navneforslag, at det skal i ny høring.
Løsning
Høringsmaterialet har været udsendt til kommentering hos Lokaludvalgets Teknik- og Miljøudvalg med anmodning om indsendelse af bemærkninger inden den 7. dec. 2016. Selvom der kom flere vittige indslag fra udvalgsmedlemmerne, kom der ingen indvendinger mod den foreslåede navneændring, men derimod en tilslutning til, at Ølfadet er et bedre navn end Fadet. Derfor foreslås det, at Vesterbro Lokaludvalg indsender at høringssvar, hvoraf det fremgår at udvalget ingen bemærkninger har.