Mødedato: 13.06.2018, kl. 18:00
Mødested: Apostelkirkens mødelokale, Saxogade 13, 1662 København V

Orientering om holdningsundersøgelse på parkeringsområdet

Se alle bilag
Vesterbro Lokaludvalg orienteres om holdningsundersøgelse på parkeringsområdet.

Indstilling

Formanden foreslår Vesterbro Lokaludvalg,

  1. at tage orientering om holdningsundersøgelse på parkeringsområdet til efterretning.

Problemstilling

COWI har i efteråret 2017 på vegne af Teknik- og Miljøforvaltningen en holdningsundersøgelse på parkeringsområdet. Uundersøgelsen bygger på over 8.400 besvarelser. Langt de fleste besvarelser (ca. 8.000) indhentet via fire lokaludvalgs borgerpaneler (Østerbro, Christianshavn, Bispebjerg og Brøshøj-Husum) samt KK borgerpanel, der dækker hele byen. De sidste 400 besvarelser er indhentet via gadeinterviews fra forskellige områder i København, herunder Indre By.
 
Til forskel fra en lignende holdningsundersøgelse på parkeringsområdet fra 2013 har det været målet med den nye undersøgelse at undersøge holdninger blandt alle borgere og ikke kun dem, som har bil. Endvidere fokuserer denne undersøgelse både på bil – og cykelparkering. Resultaterne i rapporten fokuserer ikke på enkelte områder, men er i stedet baseret på fem grupperinger, der hver især repræsenterer typer af borgere i København. De fem persontyper er sammensat på baggrund af boligtype (parcelhus eller lejlighed), om respondentens husstand har rådighed over bil, samt om respondenten bor inden for eller uden for betalingszonen.
 
Konklusioner
Set på tværs af spørgeundersøgelsen og gadeinterviews er der en række interessante resultater. Herunder oplever en stor andel af respondenterne, at antallet af bilparkeringspladser er passende. De, der oplever at der er for få pladser, er respondenter i lejlighed med bil til rådighed især inden for betalingszonen. Samtidig oplever respondenter uden bil til rådighed, at der er for mange parkeringspladser til bil. 
 
Til spørgsmål om borgernes holdning til prioritering af byens rum, prioriterer alle persontyper ”træer og grønne områder” højest på spørgsmålet ”hvad er vigtigst, at der er plads til i byens rum?”. Cykelstier har den næsthøjeste prioritet.  Der henvises til den vedhæfte rapports ”Sammenfatning af resultater” for overblik over alle overordnede konklusioner.
 
Supplerende beregninger med vægtning i forhold til bilrådighed
I undersøgelsen har godt halvdelen af respondenterne rådighed over en eller flere biler i husstanden. Antallet af borgere med rådighed over bil er dermed overrepræsenteret blandt de 8.400 besvarelser, der indgår i undersøgelsen. Teknik- og Miljøforvaltningen har derfor fået COWI til at supplere undersøgelsen med beregninger af svarresultaterne vedrørende spørgsmål om ”Brug af cykel” (A.2 i undersøgelsen) og ”Konkrete forhold” (A.3 i undersøgelsen), som er vægtet i forhold til, at det ifølge Danmarks Statistik kun er 29% af familierne i København, der i 2017 havde rådighed over mindst en bil.
 
Denne vægtning ændrer ikke på de overordnede konklusioner fra COWI rapporten, men medfører eksempelvis, at der er færre, der synes biler er tegn på en dynamisk by. Samtidig synes flere, at det er en god idé at erstatte bilparkering med cykelparkering, jf. vedhæftede supplerende beregninger fra COWI.

Undersøgelsen ligger kun som bilag online. Hvis man ønsker et printet eksemplar, kan man kontakte sekretariatet.

Løsning

Vesterbro Lokaludvalg tager orienteringen vedr. holdningsundersøgelse på parkeringsområdet til efterretning.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalget.

Videre proces

-

 

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top