Mødedato: 11.12.2013, kl. 18:00

Drøftelse af frister for puljeansøgninger til hhv. 2013 og 2014

Se alle bilag
Medlem af Lokaludvalget Bettina Porsild har bedt om at Lokaludvalget drøfter puljeansøgningsfrister for 2013 og 2014 og sekretariatets udmelding af disse.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Vesterbro Lokaludvalg

1. at drøfte frister for puljeansøgningsfrister i hhv. 2013 og 2014 og sekretariatets udmelding omkring disse frister på Lokaludvalgets hjemmeside

Problemstilling

Medlem af Vesterbro Lokaludvalg Bettina Porsild har rettet henvendelse til Lokaludvalgets sekretariat og har påpeget at der på Lokaludvalgets hjemmeside har stået (stod da hun henvendte sig, men er efterfølgende rettet), at der var ansøgningsfrist til Vesterbropuljen for 2014 midler den 1. dec. 2013.
Imidlertid var der inden ansøgningsfristen den 1. sept. kommet tre ansøgninger, der vedrørte projekter i 2014. Sekretariatet valgte på det tidspunkt, at lægge dem frem for Lokaludvalget, og Lokaludvalget behandlede dem på mødet den 18. september 2013 sammen med de øvrige puljeansøgninger, der vedrørte 2013.
Derefter var der en ansøgningsrunde tilbage i 2013, nemlig den 1. december, og sekretariatet skrev derfor på hjemmesiden, at ansøgninger om støtte til 2014 kunne søges fra den 1. dec. 2013.
Sekretariatet skrev også på hjemmesiden at de øvrige frister i 2014 ville være den 1. marts, den 1. juni og den 1. september. Det burde sekretariatet ikke have gjort, da Vesterbro Lokaludvalg ikke har truffet nogen afgørelse om budget eller ansøgningsfrister i 2014. Det beklager sekretariatet og det er selvfølgelig nu blevet rettet.

I begyndelsen af oktober 2013 traf Lokaludvalgets formand en 'uopsættelig' beslutning, om at indføre en ekstra ansøgningsrunde med frist den 1. nov. 2013, da der var flere midler tilbage i Vesterbropuljen. Der blev ikke samtidig truffet beslutning om hvorvidt denne frist gjaldt 2014-projekter. Men da der på Lokaludvalgsmødet den 20. november 2013 blev påpeget, at der på hjemmesiden figurerede en frist for ansøgninger til 2014, der hed den 1. dec. 2013, besluttede Lokaludvalget at udskyde behandlingen af en enkelt 2014-ansøgning til december-mødet, så den kunne behandles med de øvrige ansøgninger.

Løsning

Lokaludvalget drøfter redegørelsen om forløbet med frister og behandling af puljeansøgninger.

Sekretariatet vil fremadrettet være mere obs på udmeldingen af frister på hjemmesiden

Beslutning

Da sekretariatet skrev dagsordenens punkt 11 vedr. drøftelse af puljeansøgningsfrister, var det lige op over deadline, og derfor fik Bettina Porsild ikke reel mulighed for at tjekke, om dagsordenspunktet nu også svarede til det, hun egentlig havde bedt om. Derfor har Bettina Porsild skrevet en supplerende tekst til dagsordenspunktet, der uddyber, hvad det er hun gerne vil drøfte på lokaludvalgsmødet. Teksten er vedhæftet som bilag.

Den supplerende tekst blev udsendt per mail til lokaludvalgsmedlemmer inden lokaludvalgsmødet.

Lokaludvalget drøftede punktet.
Til top