Høring: Forslag til Handlingsplan for Vejstøj 2018-2023
’Handlingsplan for Vejstøj 2018-2023’ er Københavns Kommunes tredje lovpligtige støjhandlingsplan og afløser den nuværende plan for perioden 2013-2018. Handlingsplanen sætter rammen for, hvordan der i den kommende planperiode vil blive arbejdet med at reducere støj fra vejtrafikken i København.
Der er ikke krav om handlepligt, hvorfor planens indsatser implementeres i det omfang, der tildeles midler i kommende budgetaftaler eller tilvejebringes midler via andre budgetmæssige beslutninger.
Tidligere beslutninger
Indstilling
Formanden indstiller,
- at Vesterbro Lokaludvalg beslutter, hvilke lokaludvalgsmedlemmer, der skal udarbejde høringssvar vedrørende forslag til 'Handlingsplan for Vejstøj 2018-2023'.
Problemstilling
Støj fra vejtrafik er et miljøproblem og udgør en helbredsrisiko for de mennesker, som hver dag udsættes for støjen. I Teknik- og Miljøforvaltningens vision Fællesskab København er målet at antallet af stærkt støjbelastede boliger over 68 dB skal være halveret inden udgangen af 2025. For at nå målet skal der gennemføres særlige støjreducerende foranstaltninger, som er beskrevet i handlingsplanen.
Handlingsplanen for vejstøj fokuserer på syv indsatser:
- Støjreducerende vejbelægning
- Støjsvage dæk til kommunale køretøjer
- Nedsættelse af hastighed på større veje,
- Lokalplanlægning i støjbelastede og støjfrie miljøer
- Støjreduktion i byfornyelsesprojekter
- Innovative vinduesløsninger
- Vedligeholdelse af skoler og daginstitutioner
Lidt over halvdelen af boligerne i Vesterbro-Kgs. Enghave er støjbelastede, dvs. støjen er 58dB eller derover, målt på facaden.
Høringsmaterialet kan findes på Københavns Kommunes digitale høringsportal Bliv Hørt: https://blivhoert.kk.dk/hoering/handlingsplan-vejstoj-2018-2023-forslag.
I forbindelse med den nuværende 'Handlingsplan for Vejstøj 2013-2018' indgav Vesterbro Lokaludvalg et høringssvar. Det høringssvar fremgår af indstillingens bilag.
Løsning
Vesterbro Lokaludvalg beslutter, hvem der skal udarbejde høringssvar på vegne af lokaludvalget.
Økonomi
Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser for Vesterbro Lokaludvalg.
Videre proces
Vesterbro Lokaludvalg beslutter det endelige høringssvar på det ordinære møde den 16. maj 2018, hvorefter det indsendes inden høringsfristen den 18. maj 2018.