Mødedato: 09.12.2015, kl. 18:00
Mødested: Lyrskovsgade 4, 3. sal, lokale 5

Plan for Miljøarbejdet i Vesterbro Lokaludvalg 2016

Se alle bilag
Som en del af varetagelsen af miljøopgaven, skal Lokaludvalgene hvert år informere Teknik- og Miljøforvaltningen om, hvordan udvalget vil varetage opgaven det kommende år.

INDSTILLING OG BESLUTNING

Formanden foreslår Vesterbro Lokaludvalg 

  1. at drøfte planens indhold
  2. at godkende planen med evt. ændringer og kommentarer

PROBLEMSTILLING

Sekretariatet har udarbejdet et forslag til fokusområder for miljømedarbejdernes arbejde, som både vil have selvstændig karakter og være i direkte samarbejde med Lokaludvalgets medlemmer. Miljømedarbejderne refererer løbende til Lokaludvalget og udvalgets teknik- og miljøudvalg, bl.a. i form af projektskabeloner, evalueringer og drøftelser. Planen ligger som bilag.

Lokaludvalgets Teknik- og miljøudvalg havde planen på sit møde d. 25. november.
Det blev blandt andet foreslået, at man kan undersøge muligheden for en nærgenbrugsstation på den del af baneområdet, der har indkørsel på Enghavevej ca. overfor AFUK.

Planen blev godkendt af Teknik- og Miljøudvalget. 

Lokaludvalget bedes særligt drøfte om udvalget vil prioritere at lave aktiviteter på den søndag, som Borgerrepræsentationen har vedtaget skal være bilfri dag.

Bilfri søndag vil blive enten d. 18. eller d. 25. september 2016 i forbindelse med den europæiske mobilitetsuge, hvilket gør det oplagt at bruge anledningen til at have fokus på grøn mobilitet. Tidspunktet er imidlertid temmelig kort tid efter det tidspunkt, hvor Lokalstival plejer at ligge (første søndag i september i 2016 hedder d. 4.).

Sekretariatet vil ikke have mulighed for at løfte en aktivitet på bilfri søndag alene, så spørgsmålet er, dels om Lokaludvalget er interesseret i at muligheden for at lave aktiviteter på f.eks. en aflukket Istedgade, og dels om der er medlemmer, der har lyst til at gå med i arbejdet.

Sandsynligvis vil Kgs.Enghave Lokaludvalg beslutte at afholde bilfri dag og lave et arrangement på Enghavevej. Man vil i givet fald kunne lave f.eks. rulleskøjte/cykel/xxx-løb mellem de to arrangementer, hvilket både kan gøre arrangementet større og betyde et samarbejde om arbejdsopgaverne.

Borgerrepræsentationen har endnu ikke besluttet, hvor stor en del af byen, der vil blive lukket af, og man vil måske kunne påvirke den beslutning ved at tilkendegive interesse for at lave et arrangement.

LØSNING

  1. Vesterbro Lokaludvalg  drøfter årsplanens indhold 
  2. Vesterbro Lokaludvalg godkender planen med evt. ændringer og kommentarer

Beslutning

Lokaludvalget drøftede planens indhold

Lokaludvalget godkendte planen med følgende bemærkninger:

  • Kan man tilføje noget omkr. byttestationer under affald og ressourcer - fx nærgenbrugsstation lokalt - i kødbyen eller på Carlsberg
  • Bilfri dag skal drøftes på det ordinære møde i januar, hvor forskellige muligheder drøftes: skal LU lave en aktivitet, der tager udgangspunkt i bevægelse og færdselsårer, eller LU skal lave en viral kampagne, hvor vesterbroerne opfordres til at indtage byrummet - evt. kan lokalstival danne ramme om en kampagne.
  • Drøftelser omkring projekt Sluk Lyset kan komme på det ordinære møde i januar.

 

Til top