Mødedato: 06.12.2007, kl. 18:00

Ansøgning om støtte til NLHspace 'Hele Rum'

Ansøgning om støtte til NLHspace 'Hele Rum'

Vesterbro Lokaludvalg

 

DAGSORDEN

fra Ordinært Lokaludvalgsmøde torsdag den 6. december 2007

 

 

Åbne punkter

 

5.      Ansøgning om støtte til NLHspace 'Hele Rum'

VES 107/2007

BESLUTNING

Formanden indstiller til Vesterbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget beslutter om de vil støtte udstillingerne Hele Rum i NLHspace med 17.500 kr.

2. at der afsættes 17.500 kr. af puljemidlerne for 2008

 

Vesterbro Lokaludvalg besluttede på mødet den 6. dec. 2007, at støtte NLHspace med op til 17.500 kr. afhængigt af om der opnås støtte andetsteds fra, i så fald modregnes den støtte i Vesterbro Lokaludvalgs støttebeløb.

 

 

PROBLEMSTILLING

Udstillingsstedet NLHspace har søgt Vesterbro lokaludvalg om støtte på 17.500 kr. til at gennemføre 5 udstillinger i perioden januar-juli 2008 under fællesoverskriften 'Hele Rum'.

 

NLHspace er et udstillingssted for kunstnere, som arbejder med rum og ideer omkring det steds-specifikke. NLHspace er altid lukket – men eftersom kunsten kan opleves fra gaden døgnet rundt er NLHspace altid åbent. Udstillende kunstnere på NLHspace integrerer deres arbejde i/omkring rummet In Situ, således at arbejde, rum og beskuer tilsammen danner værkET.

Kunsten opstår omkring den ca. 2 x 2 m. vinduesrude på NLHspace. Der arbejdes med forholdet mellem det "private rum" og det "offentlige rum", kunst og beskuer. Kun i forbindelse med ferniseringer/events kan offentligheden (fysisk) bevæge sig ind i NLHspace. Udstillende kunstnere på NLHspace forholder sig til at udstille i denne kontekst. NLHspace har eksisteret i lidt over et år og har i denne periode haft ca. 11 udstillinger.

 

N LHspace henvender sig, gennem udstillinger, til den almene Vesterbroborger og til kunstinteresserede med særlig interesse i utraditionelle udstillingsrum. Målet er at nå ud til mennesker, som ikke selv opsøger kunstudstillinger, og derved berige kulturlivet for den almene Vesterbroborger, der tilfældigt kommer forbi.

 

NLHspace drives ulønnet af Nanna Lysholt-Hansen, som pt. er studerende ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i København.

 

Det konkrete projekt er 5 steds-specifikke udstillinger af kunstnere eller kunstnerpar, som ca. udstiller ca. en måned hver. Fælles for de i alt syv kunstnere er, at de alle interesserer sig for stedets koncept: udfordringen at skulle forholde sig til det specifikke rum og beskueren (på gaden/dag og nat). Det konkrete projekt med de fem udstillinger hedder 'Hele Rum', og bygger på ideen om at bygge bro mellem Vesterbros offentlige rum/identitet og det private rum der opstår i mødet med kunsten. Hver udstilling vil have sin egen undertitel.

 

Ansøgningen har været drøftet i forretningsudvalget på deres møde den 14. november, og forretningsudvalget anbefaler Lokaludvalget at støtte projektet med op til 17.500 kr. Således at eventuel anden støtte modregnes i tilskuddet. (Hvis Kunststyrelsen (som også er søgt) fx bevilger 10.000 kr. til projektet, støtter Vesterbro Lokaludvalg med de resterende 7.500 kr.).

 

LØSNING

Vesterbro Lokaludvalg beslutter om de vil støtte udstillingerne Hele Rum i NLHspace med 17.500 kr., og om pengene skal gives i form af en tilskudsgaranti som anbefalet af forretningsudvalget.

 

ØKONOMI

Hvis Vesterbro Lokaludvalg beslutter at støtte udstillingerne Hele Rum i NLHspace med 17.500 kr., kan pengene tages af puljemidlerne.

 

Projektet finder først sted i 2008 og derfor er det puljemidlerne for 2008 der skal bruges såfremt lokaludvalget vælger at støtte ansøger.

 

Der er af Københavns Borgerrepræsentation bevilget 2.446.000 kr. til Vesterbro Lokaludvalg i puljemidler i 2008. Lokaludvalget har endnu ikke bevilget nogle af disse penge – dog skal denne sag ses i sammen hæng med punkt 7 på lokaludvalgets dagsorden den 6. december 2007; Budget 2008.

 

Af 2007 puljemidlerne har Lokaludvalget hidtil bevilget i alt 825.004 kr., og der er altså 959.996 kr. tilbage i puljen, som søges overført til 2008. (se punkt 7).

 

BILAG

·      Ansøgningsskema, projektbeskrivelsesskema, uddybende projektbeskrivelse samt budget

(Projektbeskrivelse til hvert enkelt kunstprojekt forefindes i sekretariatet til gennemlæsning og vil blive medbragt på Lokaludvalgsmødet den 6. dec. 2007).

 



 

Til top