Mødedato: 31.01.2019, kl. 18:30
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Temadrøftelse om lokaludvalgets digitale borgerpanel

Se alle bilag
Lokaludvalget har en temadrøftelse om lokaludvalgets digitale borgerpanel.

Indstilling

Formanden indstiller,

  1. at Vanløse Lokaludvalg drøfter visionen for det digitale borgerpanel.
  2. at Vanløse Lokaludvalg drøfter, hvordan arbejdsgrupper kan gøre brug af det digitale borgerpanel.
  3. at Vanløse Lokaludvalg drøfter, hvordan det digitale borgerpanel kan anvendes i forbindelse med høringer.
  4. at Vanløse Lokaludvalg drøfter, hvornår og hvordan lokaludvalget kan samarbejde med Københavns Kommunes forvaltninger omkring borgerpanelsundersøgelser. 

Problemstilling

På baggrund af en drøftelse i lokaludvalgsmødet den 17. november 2016, besluttede Vanløse Lokaludvalg i sit møde den 15. december 2016 at afsætte puljemidler til etablering af et digitalt borgerpanel.

I drøftelsen om etableringen af det digitale borgerpanel blev det fremhævet, at man med et digitalt borgerpanel kan nå bredere ud til vanløseborgere i forbindelse med aktuelle emner i bydelen.  

Vanløse Lokaludvalg har indtil nu udsendt fem undersøgelser med ca. 1400-1600 besvarelser pr. gang ud af ca. 3500 medlemmer af borgerpanelet. Vanløse Lokaludvalg har nedsat en ad hoc-gruppe, som rådgiver og drøfter sager omkring det digitale borgerpanel.

Ved tilmelding til det digitale borgerpanel oplyses vanløseborgerne om, at man kan forvente 2-3 borgerpanelsundersøgelser om året, og at man bliver hørt om aktuelle emner i bydelen. Vanløseborgere kan på lokaludvalgets hjemmeside læse mere om, tilmelde sig samt orientere sig i tidligere undersøgelser: http://www.vanloeselokaludvalg.kk.dk/borgerpanel/ 

Vanløse Lokaludvalg har besluttet, at alle forslag til borgerpanelsundersøgelser skal godkendes i lokaludvalget ved en præsentation af formålet med undersøgelsen og, hvad undersøgelsen skal bruges til efterfølgende. Forslag til kommende borgerpanelundersøgelser kan komme både fra Vanløse Lokaludvalgs medlemmer, arbejdsgrupper og sekretariatet.

Vision for det digitale borgerpanel

Vanløse Lokaludvalg etablerede det digitale borgerpanel for at tilføje et nyt værktøj til at styrke dialog mellem lokaludvalget og vanløseborgere vedr. aktuelle emner i bydelen. Borgerpanelet giver lokaludvalget mulighed for at komme i dialog med en stor og mangfoldig skare af bydelens borgere – herunder også borgere, der ikke deltager i lokaludvalgets traditionelle borgermøder.

Ved etableringen af det digitale borgerpanel blev det pointeret, at borgerpanelet bør bruges med omhu. Spørgsmålene skal give mening for og respektere modtageren, være lødige og neutrale samt formuleres, så det er muligt at lave konklusioner på besvarelserne, som lokaludvalget kan bruge i deres virke.

På baggrund af de erfaringer, lokaludvalget har gjort sig indtil nu, ønsker ad hoc-gruppen at drøfte, hvorvidt det digitale borgerpanel har levet op til lokaludvalgets visioner, og hvorvidt nye visioner bør italesættes.

Hvordan kan arbejdsgrupperne bruge det digitale borgerpanel?

Arbejdsgrupperne under Vanløse Lokaludvalg har mulighed for at komme med forslag til borgerpanelsundersøgelser til nytte for arbejdsgruppens videre arbejde. Eksempelvis har Kultur- og Fritidsarbejdsgruppen i samarbejde med sekretariatet gennemført en undersøgelse om vanløseborgernes idræts- og motionsvaner.

Forslag til borgerpanelsundersøgelser skal godkendes af lokaludvalget ved en præsentation af formålet med undersøgelsen, og hvad undersøgelsen skal bruges til efterfølgende. Efterfølgende vil sekretariatet udarbejde spørgsmål og behandle data i samarbejde med pågældende arbejdsgruppe. Ligeledes tilbyder ad hoc-gruppen for borgerpanelet rådgivning og sparring.

Siden etablering af borgerpanelet har arbejdsgrupperne foreslået de to første af de i alt fem borgerpanelsundersøgelser i forbindelse med sit arbejde. Ad hoc-gruppen for borgerpanelet ønsker derfor en generel drøftelse af, hvordan arbejdsgrupperne i højere grad kan tænke borgerpanelet ind som et aktivt redskab i deres arbejde.

Hvordan kan det digitale borgerpanel komme i spil i forbindelse med høringer?

I forbindelse med afgivelse af høringssvar kan lokaludvalget vælge at høre det digitale borgerpanel omkring den pågældende sag, således at borgernes holdninger og viden kan kvalificere lokaludvalgets høringssvar. Borgerpanelet kan f.eks. bruges ved høringer, der har et vist format og en bred relevans for vanløseborgerne, eller hvis høringen direkte omhandler Vanløse. Det vil samtidig sende et signal om en bred borgerinddragelse, der yderligere kan styrke og underbygge lokaludvalgets høringssvar.

Ad hoc-gruppen for borgerpanelet ønsker at drøfte, hvornår og hvordan lokaludvalget kan bruge det digitale borgerpanel i forbindelse med høringer.

Samarbejde mellem lokaludvalget og forvaltninger om borgerpanelsundersøgelser

Københavns Kommunes forvaltninger har af flere omgange vist interesse for lokaludvalgenes borgerpanel i forhold til at indsamle borgernes holdninger og viden på udvalgte områder. Interessen skyldes bl.a. at lokaludvalgene har mange flere medlemmer i deres digitale bydels borgerpanel, end hvad der er tilmeldt i Københavns Kommune eget bydækkende borgerpanel.  

I 2018 blev Vanløse Lokaludvalg kontaktet af forvaltninger vedr. samarbejde om borgerpanelsundersøgelser om københavnerdialog, stofmisbrugere/stofindtagelssrum, kommuneplansstrategi m.m. Lokaludvalget valgte at sende borgerpanelundersøgelserne om københavnerdialog og kommuneplansstrategi ud til det digitale borgerpanel, hvor førstnævnte undersøgelse blev suppleret med tre af lokaludvalgets egne spørgsmål. Ved de øvrige forespørgsler har lokaludvalget via lokaludvalgets hjemmeside og sociale medier reklameret for undersøgelserne, der kunne besvares via Købehavns Kommune eget borgerpanel. 

Ad hoc-gruppen ønsker en fælles drøftelse af, hvornår det giver mening at samarbejde med forvaltninger om borgerpanelsundersøgelser. Hertil ønskes desuden en drøftelse af henvendelser fra Borgerrepræsentationen om hjælp fra lokaludvalgene til at belyse bestemte emner vha. borgerpanelsundersøgelser. Dernæst ønsker ad hoc-gruppen at drøfte muligheden for at opsætte en række kriterier for borgerpanelsundersøgelser, der sendes ud via lokaludvalgets digitale panel f.eks. bydelsrelevante emner, antal af spørgsmål, åbne spørgsmål lokaludvalgets mulighed for at få del i evaluering og opsamling på undersøgelser mv.

Løsning

Vanløse Lokaludvalg drøfter visionen for det digitale borgerpanel.
 
Vanløse Lokaludvalg drøfter, hvordan arbejdsgrupper kan gøre brug af det digitale borgerpanel.

Vanløse Lokaludvalg drøfter, hvordan det digitale borgerpanel kan anvendes i forbindelse med høringer.

Vanløse Lokaludvalg drøfter, hvornår og hvordan lokaludvalget kan samarbejde med Københavns Kommunes fagforvaltninger i forbindelse med borgerpanelsundersøgelser. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs midler.

Videre proces

Ad hoc-gruppen for borgerpanelet tager lokaludvalgets drøftelser til efterretning.

/Bent Christensen

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg drøftede visionen for det digitale borgerpanel.

2. Vanløse Lokaludvalg drøftede, hvordan arbejdsgrupperne kan gøre brug af det digitale borgerpanel, og at arbejdsgrupperne bør tage en drøftelse i deres næstkommende møder.

3. Vanløse Lokaludvalg drøftede, hvordan det digitale borgerpanel kan anvendes i høringer

4. Vanløse Lokaludvalg drøftede, hvornår og hvordan lokaludvalget kan samarbejde med Københavns Kommunes forvaltninger omkring borgerpanelundersøgelser.

Til top