Mødedato: 30.01.2025, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Beslutning om lokalt klimafolkemøde

Se alle bilag

Vanløse Lokaludvalg skal træffe beslutning om at afsætte puljemidler til et lokalt klimafolkemøde i Grøndal MultiCenter, som skal finde sted i efteråret. Klimafolkemødet skal have fokus på, hvad vi og kommunen selv kan gøre for at nedbringe de forbrugsbaserede udledninger.
Klimafolkemødet planlægges og afholdes i samarbejde med Brønshøj-Husum og Bispebjerg Lokaludvalg.

Indstilling

Forpersonen indstiller,

  1. at Vanløse Lokaludvalg beslutter at afsætte 50.000 kr. i 2025-puljemidler til gennemførsel af et lokalt klimafolkemøde i efteråret i samarbejde med Brønshøj-Husum- og Bispebjerg Lokaludvalg.

Problemstilling

I forlængelse af Vanløse Lokaludvalgs drøftelser om at holde et lokalt klimatopmøde i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen tilbage i 2023, blev der i den sammenhæng nedsat en arbejdsgruppe bestående af Jan Lindboe, Mie Borg Sirich, Poul Hviid og Peter Haahr. Denne arbejdsgruppe (dog uden Mie) har efterfølgende holdt flere møder med repræsentanter fra Bispebjerg- og Brønshøj-Husum Lokaludvalg og er blevet enige om at arbejde videre med et at planlægge et lokalt klimafolkemøde i Grøndal MultiCenter (GMC) i efteråret 2025. Placeringen er valgt, fordi GMC ligger centralt for alle tre bydele.

Vi står alle over for en presserende, udfordrende og spændende opgave med at indrette os, så vores forbrug er i balance med klodens bæreevne, hvorfor den tværgående arbejdsgruppe har besluttet, at det overordnede tema for klimafolkemødet bliver forbrugsbaserede udledninger med fokus på, hvad den enkelte borger selv kan gøre og hvad kommunen kan gøre for at reducere disse. 

Et lokalt klimafolkemøde giver mening, da netop det lokale niveau er en vigtig nøgle til at skabe bæredygtige forandringer i vores hverdag.

Planen er, at arrangementet bl.a. kommer til at byde på politikerdebat, forskellige oplæg, pop-up Repair Café, pop-up byttemarked, markedsplads og fællesspisning - alle elementer der kan inspirere og motivere deltagerne i deres forbrugsvalg.  

Løsning

Vanløse Lokaludvalg beslutter at afsætte 50.000 kr. i 2025-puljemidler til gennemførsel af et lokalt klimafolkemøde i efteråret i samarbejde med Brønshøj-Husum- og Bispebjerg Lokaludvalg.

Økonomi

50.000 kr. til bl.a. lokaleleje, oplægsholdere, forplejning og praktisk hjælp.

Alle 3 lokaludvalg afsætter 50.000 kr. til projektet.

Videre proces

Den nedsatte tværgående arbejdsgruppe arbejder videre med projektet og senere i forløbet vil lokale foreninger og netværk blive inddraget i projektet.

/Jan Lindboe

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg besluttede at afsætte 50.000 kr. i 2025-puljemidler til gennemførsel af et lokalt klimafolkemøde i samarbejde med Brønshøj-Husum og Bispebjerg Lokaludvalg.
Til top