Mødedato: 30.01.2020, kl. 18:30
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

A-sag: Orientering om erfaringsmøde om brugerinddragelse på kulturhusene

Vanløse Lokaludvalg tager orientering vedr. erfaringsmøde om brugerinddragelse på kulturhusene til efterretning. 

Indstilling

Formanden indstiller, 

1. at Vanløse Lokaludvalg tager orientering vedr. et erfaringsmøde om brugerinddragelse på kulturhusene til efterretning. 

Problemstilling

Kultur- og Fritidsgruppen under Vanløse Lokaludvalg vil indkalde til et netværksmøde på tværs af lokaludvalgene, der hører under Kultur V, om vilkårene for at skabe kultur- og fritidstilbud på kulturhusene i Københavns Kommune.

Mødet skal give anledning til erfarings- og vidensudveksling om, hvordan lokaludvalgene kan støtte op om kulturhusenes brugeres (frivillige og foreninger) muligheder for at lave kultur- og fritidstilbud på kulturhusene, få medindflydelse på kulturhusenes udvikling og etablering af godt samarbejde med Kultur V. Hertil er det planen også at diskutere konkrete initiativer, der skal sætte kulturhusenes udvikling på en politiske dagsorden.

Vanløse Lokaludvalg har i det seneste år oplevet, at muligheden for inddragelse for foreninger og frivillige er blevet svær på Kulturstationen Vanløse. Det er blandt andet blevet sværere at komme i kontakt med personale, og lokaludvalget oplever et fald i serviceniveauet omkring de praktiske forhold på Kulturstationen. Ligeledes har kultur- og fritidsarbejdsgruppen efterspurgt en konkret plan eller vision for, hvordan Kulturstationen Vanløse skal drives i fremtiden.

Det er planen, at netværksmødet skal foregå en hverdag i uge 9 kl. 17.30-19.30 med en sandwich og pause. Der er i alt fire lokaludvalg under Kultur V, og som udgangspunkt inviteres op til fire medlemmer fra hvert lokaludvalg for at sikre en god og konstruktiv dialog på tværs.
Arbejdsgruppen tager stilling, til hvilke 4 personer der deltager fra Vanløse på arbejdsgruppemødet den 4.februar 2020.

Med netværksmødet skal der etableres en dialog på tværs af lokaludvalgene, således at lokaludvalgene kan være med til at støtte op om brugerinddragelse og medindflydelse på kulturhusene i Københavns Kommune (Kultur V). Idéer og planer, der kommer frem på mødet, vil efterfølgende blive drøftet i de enkelte lokaludvalg. 

Løsning

Vanløse Lokaludvalg tager orientering vedr. et erfaringsmøde om brugerinddragelse på kulturhusene til efterretning. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler. 

Videre proces

Sekretariatet udarbejder et program for mødet og sender invitationer ud til de nævnte lokaludvalg i samarbejde med arbejdsgruppen.
/Bent Christensen

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg tog orientering vedr. erfaringsmøde om brugerinddragelse på kulturhusene til efterretning.
Til top