A-sag: Beslutning om henvendelse til Kultur- og Fritidsudvalget vedr. bemanding af Vanløsehallerne
Tidligere beslutninger
På Vanløse Lokaludvalgs ordinære møde den 28. februar 2019 drøftede Vanløse Lokaludvalg Vanløsehallerne som bemandingsfrit anlæg. Vanløse Lokaludvalg besluttede at tage sagen op på det ordinære møde den 28. marts, og at Jens Andersen til dagordenspunktet skal præsentere et udkast til en henvendelse/udtalelse til Kultur- og Fritidsudvalget.
https://www.kk.dk/indhold/vanlose-lokaludvalgs-modemateriale/28022019/edoc-agenda/da553c24-8e7e-4921-a744-058af80556e1/78b1929c-5f44-4bb7-93bf-f7a14f2b6739
Indstilling
Formanden indstiller,
- at Vanløse Lokaludvalg drøfter og godkender henvendelse til Kultur- og Fritidsudvalget vedr. bemanding af Vanløsehallerne jf. løsningsafsnittet.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen, der står for Vanløsehallerne, har opsagt den aftale om bemanding og opsyn, man har haft, pr. 01.07.2019. Baggrunden er en politisk beslutning om, at alle byens idrætsanlæg så vidt muligt skal overgå til såkaldte bemandingsfrie anlæg på linje med selvbetjeningsløsningerne i Biblioteker og Kulturhuse.
Frem til nu har bestyreren af cafeteriaet haft en aftale om at have opsyn med anlægget, og det er opsynsaftalen, der er opsagt. Selve forpagtningsaftalen vedr. cafeteriet er ikke opsagt.
De bemandingsfrie faciliteter har givet anledning til en utryghed blandt trænere, børn og forældre på baggrund af uheldige eksempler andre steder i byen. Forvaltningen oplyser, at man har et kørende team, der dels har løbende opsyn med alle hallerne i byen, dels har man mulighed for at lave en særlig aftale med Rådhusservice, hvis der i en periode skulle være behov for ekstra opsyn på baggrund af hændelser med uønsket brug af faciliteterne.
Vanløse Lokaludvalg drøftede sagen på det ordinære møde i februar 2019, hvor lokaludvalget blev enige om, at Jens Andersen, tovholder for Kultur- og fritidsarbejdsgruppen, skulle udarbejde et udkast på en henvendelse til Kultur- og Fritidsudvalget med udgangspunkt i lokaludvalgets drøftelse. Lokaludvalgets kultur- og fritidsarbejdsgruppe har fået udkastet sendt på mail til gennemsyn, og medlemmerne af arbejdsgruppen, der har kommenteret på udkastet, har erklæret sig enige med udkastet.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg drøfter og godkender henvendelse til Kultur- og Fritidsudvalget vedr. bemanding af Vanløsehallerne:
Til Kultur- og Fritidsudvalget
Siden 1996 har Ole Leonhardt (OL) været forpagter af cafeteriaet i Vanløsehallerne. I forbindelse med besparelser på kultur- og fritidsområdet overtog OL i 2005 opgaven som vagtmand i de to haller. Den 19.12.2018 har Kultur V meddelt, at vagtmandsaftalen opsiges pr. 01.07.2019.
For brugerne af hallerne kommer dette som lyn fra en klar himmel, da dette emne på intet tidspunkt har været på dagsordenen i brugerbestyrelsen siden, Kultur V ved den sidste omstrukturering i starten af 2019 overtog ansvaret for anlægget.
OL er omdrejningspunktet for den sociale del af foreningernes liv (Vanløse Badmintonklub, Vanløse Floorball og håndboldklubben VHC/Vidar). Han tilstedeværelse skaber tryghed og danner basis for livet før og efter træning, hvilket er et helt centralt punkt i forhold til at kunne have den ”hele” forening.
OL har gennem årene oparbejdet et godt kendskab til områdets mere utilpassede unge og har et virkelig godt samarbejde med SSP, Gadeplansmedarbejderne og det lokale politi. Når vi samtidig hører, hvordan situationen er på andre ubemandede anlæg med øget hærværk og store problemer med udefrakommende besøg af utilpassede unge, hjemløse, hashsalg m.m., så er vores bekymring på vegne af idrætsforeningerne stor.
Vi er i den heldige situation, at vi har tre velfungerende foreninger, der gennem de seneste år har oplevet en stor medlemsfremgang, men vi frygter, at opsigelsen af vagtmandsaftalen vil ødelægge det store arbejde foreningerne gør i lokalområdet, hvis børn, unge og forældre føler sig utrygge ved at være på anlægget.
Lokaludvalget anbefaler, at der findes en løsning, der kan tilfredsstille brugerne af Vanløsehallerne.
Med venlig hilsen
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs midler.
Videre proces
Sekretariatet sørger for at sende henvendelsen til Kultur og Fritidsudvalget.