A-sag: Beslutning om Vanløse Saloner: EU-debatmøde
Tidligere beslutninger
På Vanløse Lokaludvalgs ordinære møde den 22. november 2018 besluttede Vanløse Lokaludvalg at bevilge 58.000 kr. i 2019-puljemidler til Vanløse Saloner 2019. Vanløse Lokaludvalg besluttede, at de enkelte temaer skal til godkendelse i lokaludvalget, efterhånden som de planlægges eller i et mere samlet program.
Læs indstillingen og beslutningen her: https://www.kk.dk/indhold/vanlose-lokaludvalgs-modemateriale/22112018/edoc-agenda/b10a1de0-05ab-44be-9873-14b03608961d/74470e10-ffe4-4d9d-a22d-9c07524d724c
Indstilling
Formanden indstiller,
- at Vanløse Lokaludvalg drøfter og godkender arrangementet Vanløse Saloner: EU-debatmøde
Problemstilling
Vanløse Saloner er navnet på en række lokale debataftener, som skal skabe debat og dialog i Vanløse ved at introducere vanløseborgere for forskellige emner og holdninger efterfulgt af en fælles debat. Salonerne skal være med til at pirre vanløseborgernes nysgerrighed, og en stor del af projektet er at fremme netværk og gensidig forståelse blandt bydelens borgere. Tidligere har Vanløse Saloner afholdt debataftener om bl.a. bæredygtigt landbrug, kommunalvalg 2017, demens og brobygning.
Ad hoc-gruppen bag Vanløse Saloner ønsker den 29. april 2019 at afholde et debatmøde i forbindelse med det kommende Europa-parlamentsvalg søndag den 26. maj 2019. Til debatmødet inviteres kandidater fra alle opstillingsberettigede partier til at indgå i et debatpanel. Paneldeltagerne skal under debatmødet gå i dialog med hinanden og publikum. Til debatmødet vil der blive hyret en moderator, som på bedste vis kan styre debatten.
Arrangementet skal være et klassisk paneldebat møde i den forstand, at det er vanløseborgerne, der skal stille spørgsmål til politikerne om, hvad politikerne/partierne står for, og hvorfor man skal stemme på dem til Europaparlamentsvalget. Debatmødet afholdes i Café Oasen den 29. april 2019 kl. 19.00-21.00. Inden valgmødet vil det være muligt at købe mad og drikkevarer i caféen.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg drøfter og godkender arrangementet Vanløse Saloner: EU-Debatmøde
Økonomi
Vanløse Lokaludvalg har afsat 58.000 kr. til Vanløse Saloner 2019. Der er indtil nu brugt 2.557,6 kr. Til denne salon forventes et budget på 17.300 kr.
Lydmand | 2.100 kr. |
Flyers | 4.000 kr. |
Moderator | 7.500 kr. |
Forplejning | 1.000 kr. |
Annonce og Facebook | 2.700 kr. |
I alt | 17.300 kr. |
Videre proces
Ad hoc-gruppen og sekretariatet går videre med planlægning af arrangementet.