Mødedato: 27.05.2021, kl. 18:30
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

A-sag: Medlemsforslag vedr. henvendelse om Boligpolitik - Bypolitik

Vanløse Lokaludvalg skal tage stilling til medlemsforslag vedr. henvendelse om Boligpolitik - Bypolitik fra Christianshavns Lokaludvalg.

Indstilling

Det foreslås,

1. at Vanløse Lokaludvalg beslutter ikke at besvare henvendelse vedr. Boligpolitik - Bypolitik

Medlemsforslag stillet af Bent Christensen, repræsentant for Socialdemokratiet

Motivation og Løsning

Som udgangspunkt mener jeg ikke lokaludvalgets skal svare på henvendelsen, men er ellers indstillet på at sende nedenstående begrundelse.

Oplægget fra Christianshavns lokaludvalg om by- og boligpolitik er nok ikke det mest nærliggende sted for Vanløse lokaludgang at tage udgangspunkt i en boligpolitik for Københavns kommune. Jeg vil prøve at skitsere nogle punkter , som også kan sige noget om mulighederne for en kommunal indsats, som også kan have relevans i Vanløse.

Store dele af boligmarkedet, både det eksisterende og formentlig også det kommende, kører på markedsvilkår eller markedslignende vilkår, f. eks villaer og andelsboliger, som der er mange af i Vanløse, og også ejerlejligheder - og derfor uden for kommunens “rækkevidde”.

Selv om der er og har været corona, er der stadig netto set flere indbyggere i København årligt, og derfor brug for flere boliger. Det, man kan se på, er derfor muligheder for at øve indflydelse på private og almene ejendomme, evt. også ved sammen med Folketinget (lovgivning og regering) at skabe billigere alternativer for nybyggeri i København.

Der er mulighed for, at kommunen kan sætte andelen af almene boliger til 25% i nybyggeri, måske er der basis for at arbejde frem mod 33% i stedet. Det virker til, at der i flere nye kvarterer fra entreprenør-side satses på den del, der ikke er almene boliger. Kommunen skulle måske have mulighed for gennem bygge tilladelser at sikre en ligestilling, så almene boliger kan etableres tidligere.

Et lignende problem ses, for så vidt angår ungdoms- og studieboliger, hvor priserne er så høje, at der reelt ikke er tale om, at unge mennesker kan betale disse huslejer.

Der kan også være anledning til tage gamle lokalplaner op, der ikke er blevet gennemført, herom har lokaludvalget allerede skrevet til pågældende minister.

En mulighed kunne også være at tilbyde flere ungdoms- og ældreegnede boliger eller kollektiver at blive bygget som alment byggeri. Endeligt kan nævnes et voksende behov for skæve boliger, særlige plejetilbud for specielle grupper.

 

Bent Christensen, Medlem af Vanløse Lokaludvalg for Socialdemokratiet.

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg behandlede dagsordenspunkterne 8, 9 og 10 som et samlet punkt og stemte om, hvorvidt man ikke skulle besvare henvendelsen fra Christianshavns Lokaludvalg

For: 11 stemmer
Imod: 4 stemmer
Undlod: 2 stemmer

Vanløse Lokaludvalg besluttede ikke at kommentere på Christianshavns Lokaludvalgs henvendelse.

 
Til top