A-sag: Beslutning om lokaludvalgets deltagelse i Vanløse på den 2. ende 2023
Vanløse Lokaludvalg skal træffe beslutning om deltagelse i Vanløse på den 2. ende lørdag den 10. juni 2023.
Tidligere beslutninger
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Vanløse Lokaludvalg beslutter at afsætte 9.000 kr. til lokaludvalgets deltagelse i "Vanløse på den 2. ende", jf. økonomiafsnit.
Problemstilling
Byfesten "Vanløse på den 2. ende" afholdes lørdag den 10. juni 2023.
På lokaludvalgsmødet i marts forhørte forpersonen sig om medlemmernes interesse for at deltage i Vanløse på den 2. ende og evt. i en ny og mere fleksibel form, hvor lokaludvalgsmedlemmerne deltager som mobil enhed/aktivitet frem for at stå i en bod/telt kl.10-16 som tidligere år.
På mødet tilkendegav følgende 6 lokaludvalgsmedlemmer en foreløbig interesse for at deltage Bent Christensen, Hanna Feddersen, Rikke Skovgaard Andersen, Anne Fausbøll, Jørn Kofod og Jan Lindboe, se evt. nye meddelelser fra sidste møde den 16. marts 2023: Meddelelser | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)
På grund af kalendertravlhed hos alle parter, har det ikke været muligt at samle de 6 medlemmer til et afklarende møde, hvorfor det endnu ikke er besluttet, hvordan deltagelsesformen bliver. Med denne indstilling vil det være muligt at købe en bod til byfesten, hvis det viser sig at være den model, de deltagende lokaludvalgsmedlemmer vælger.
Hvis man beslutter, at deltage med en bod, er det vigtigt at huske, at det kræver, at minimum to lokaludvalgsmedlemmer er til stede i teltet i hele tidsrummet kl. 10-16.
Formålet med at deltage i Vanløse på den 2. ende kan dels være at være synlige i gadebilledet og formidle og igangsætte dialog om Vanløse Lokaludvalg og udvalgets arbejde, dels at lave borgerinddragelse i forbindelse med aktuelle og relevante projekter og indsatser.
Byfesten er velbesøgt af mange forskellige vanløseborgere, særligt børnefamilier, som lokaludvalget har en begrænset dialog med. Byfesten danner på den baggrund en vigtig ramme, hvor lokaludvalgets bod kan være en platform for medlemmerne til at udbrede kendskabet til Vanløse Lokaludvalg til en travl målgruppe, der kan være svær at nå. Udover at udbrede kendskab til lokaludvalget og dets arbejde, er det en ambition at få flere borgere involveret og engageret i og omkring lokaludvalget. Dette ønske skal forstås i sammenhæng med en generel motivation om, at lokaludvalget skal være mangfoldigt og bestræbe sig på at inddrage relevante samarbejdspartnere i dets egne projekter, herunder ikke mindst den aktuelle bydelsplan.
Det skal dog samtidig understreges, at erfaring fra tidligere byfester viser, at det kan være svært at komme i kontakt med borgerne denne dag, da de typisk deltager med et festligt og underholdende formål for øje. På baggrund af lokaludvalgets deltagelse i byfesterne de tidligere år er følgende betragtninger og opmærksomhedspunkter blevet fremhævet:
- Der skal være en konkret anledning til at gå i dialog med borgerne
- Det er begrænset, hvad lokaludvalget får ud af at deltage mhp. tilbagemeldinger fra borgerne
- Det kan give mening at være til stede ift. synlighed
- Festen er en oplagt mulighed for nye lokaludvalgsmedlemmer til at møde de borgere, de repræsenterer
- Vigtigt, at de medlemmer der deltager på dagen, er opsøgende
- Alle arbejdsgrupper bør være repræsenteret
- Lokaludvalget bør have et trækplaster (børneunderholdning, kaffevogn, etc.)
Løsning
1. Vanløse Lokaludvalg beslutter at afsætte 9.000 kr. til lokaludvalgets deltagelse i "Vanløse på den 2. ende" - jf. økonomiafsnit.
Økonomi
Bod - 3.000 kr.
Forplejning - 1.000 kr.
Opstilling og nedtagning af telt - 2.000 kr.
Evt. underholdning - 3.000 kr.
I alt - 9.000 kr.
Videre proces
Sekretariatet indkalder til et planlægningsmøde.