Mødedato: 26.10.2017, kl. 18:30
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Drøftelse vedr. evalueringsseminar den 2. nov. 2017

Vanløse Lokaludvalg drøfter indholdet i oplægget til evalueringsseminar torsdag den 2. november 2017.

Tidligere beslutninger

Vanløse Lokaludvalgs beslutning i møde den 23. februar 2017:

1. Lokaludvalget tog orientering fra seminaret den 9. februar til efterretning, og slettede de to projekter vedr. hhv. lektiecafé og fredagscafé på Lønstrupgård, da de ikke er projekter under Børn og Unge arbejdsgruppen, men de kan være samarbejdspartnere.

2. Lokaludvalget besluttede at afholde et evalueringsseminar torsdag den 2. november kl. 17-21

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Vanløse Lokaludvalg drøfter oplæg til evalueringsseminar den 2. november 2017

Problemstilling

Vanløse Lokaludvalg afholdt seminar den 9. februar 2017 på Hyltebjerggård, med det formål at drøfte arbejdskadencen i 2017 samt samarbejdet på tværs af arbejdsgrupper.

Aftenen startede med oplæg fra arbejdsgrupperne, der fortalte, hvad de vil arbejde med i 2017.

Forskellige elementer vedrørende samarbejde omkring lokaludvalgets egne projekter blev drøftet. Bl.a. blev det drøftet, hvorvidt det er muligt at skabe større opbakning til lokaludvalgets egne projekter, således at lokaludvalget fremstår mere synligt, og ressourcerne kan bruges anderledes. Inddragelse af nye samarbejdspartnere, tidlig planlægning og evt. kobling af projekter, så der kommer færre i antal og derved flere ressourcer til de enkelte projekter blev også drøftet. Lokaludvalget drøftede også kort, hvordan projekterne kan kobles til både kommunalvalget i efteråret og det efterfølgende valg til lokaludvalg i starten af 2018.

Vanløse Lokaludvalg har ikke tidligere holdt et evalueringsseminar, hvor projekternes formål evalueres og vurderes i forhold til formål med lokaludvalg og lokaludvalgets egne visioner. Da 
2017 er denne samlings sidste, kan en evaluering af lokaludvalgets virke give god mening, således at der både laves en status af, hvad denne samling har opnået, samt anbefalinger i forhold til den næste samling, herunder overlevering af Bydelsplanen til det kommende lokaludvalg.

 

Løsning

Vanløse Lokaludvalg drøfter indhold til evalueringsseminaret, der afholdes på Hyltebjerggård..

Program:

17.00 - 17.15 Velkomst og præsentation af programmet

17.15 - 18.00 Evaluering af arbejdsgrupper

18.00 - 19.00 Evaluering af lokaludvalgets projekter

19.00 -19.15 Pause

19.15 - 20.00 Overlevering til det nye lokaludvalg, herunder af Bydelsplan

20.00 - 21.00 Middag 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalgets puljemidler.

Udgifter til seminaret afholdes for sekretariatsmidler.

Videre proces

Sekretariatet laver program og proces for evalueringsseminaret.

 

/Bent Christensen

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg drøftede oplæg til evalueringsseminaret den 2. november 2017.
Til top