Mødedato: 26.09.2019, kl. 18:30
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

A-sag: Orientering om resultaterne af borgerpanelundersøgelsen om Copenhagen Historic Grand Prix

Se alle bilag
Vanløse Lokaludvalg orienteres om resultaterne af borgerpanelundersøgelsen om Copenhagen Historic Grand Prix på Bellahøj.

Tidligere beslutninger

Vanløse Lokaludvalg besluttede på det ordinære møde den 20. juni 2019 at benytte borgerpanelet til at undersøge borgernes holdning til den årlige afholdelse af det historiske motorløb rundt om Bellahøjmarken:
https://www.kk.dk/indhold/vanlose-lokaludvalgs-modemateriale/20062019/edoc-agenda/e308938e-4d30-4a43-8575-b247ef29e4ed/e119d92d-325f-42e6-b82e-20110bca9957

 

Indstilling

Formanden indstiller,

  1. at Vanløse Lokaludvalg drøfter borgerpanelundersøgelsen vedr. Copenhagen Historic Grand Prix på Bellahøj.
  2. at Vanløse Lokaludvalg beslutter at sende rapporten vedr. Copenhagen Historic Grand Prix på Bellahøj, herunder arbejdsgruppens viderebearbejdning til opfølgning i Trafik og Plan.

Problemstilling

Vanløse Lokaludvalg gennemførte borgerpanelundersøgelsen i umiddelbar forlængelse af årets afholdelse af Copenhagen Historic Grand Prix 2019.

Vanløse Borgerpanel fordeler sig over alle aldersgrupper og bydele, men med en vis underrepræsentation blandt de yngre og beboere i området Grøndal. I forbindelse med denne undersøgelse blev der gjort en særlig indsats i forhold til at få flere deltagere i panelet fra Grøndal, og borgerpanelet er i undersøgelsesperioden øget med 161 nye medlemmer, hvoraf de 133 bor i Grøndal.

1667 ud af borgerpanelets 3669 medlemmer har deltaget i undersøgelsen, og heraf har 1635 gennemført hele undersøgelsen. 
Den geografiske fordeling af besvarelserne fordeler sig med 45% i Vanløse Midt, 21% i Grøndal, 18% i Vanløse Vest og 17% i Vanløse Nord. 19% af respondenterne har besøgt Copenhagen Historic Grand Prix en eller flere gange.

Lokaludvalget har spurgt til, om man vurderer, at arrangementet giver værdi for hhv. Vanløse og/eller København. For Vanløse gælder, at 39% samlet set mener, det har en eller anden form for værdi, mens 44 % ikke mener, det giver værdi, og 17% ved ikke. For København gælder, at 50% mener, det giver en eller anden form for værdi, mens 32% ikke mener, det giver værdi, og 18% ved ikke.
Fordelt på områder gælder, at 58% af beboerne i Grøndal ikke mener, det giver værdi for Vanløse, og 48% mener, at det ikke giver værdi for København, mens de tilsvarende tal for resten af Vanløse er noget mindre.
Af de respondenter, der mener arrangementet giver værdi, mener flest, at værdierne for Vanløse er aktivitet i bydelen (31,1%) og dernæst turisme (21,5%) og kulturel værdi i form af motorlyd og fart (16,8%), mens det for København gælder spredning af events fra det centrale København (38,2%), turisme (31,3%) og større kendskab til de københavnske bydele: Vanløse, Bispebjerg og Brønshøj (24,2%). Der er rimelig enighed blandt Vanløses områder, om hvilke værdier arrangementet tillægges.

Lokaludvalgt har også spurgt ind til eventuelle gener: 49% af respondenterne oplever en eller anden form for gener, 44% oplever ingen gener, og 6% ved ikke i Vanløse. 
Grøndal, der ligger i området hvor arrangementet afholdes, skiller sig ud ved, at 73% af respondenterne fra Grøndal mener at opleve gener, og kun 23% ikke oplever gener.
De største gener, som generelt opleves i forbindelse med arrangementet, er dårlig fremkommelighed (89%) og støj (79,9%), hvor den mindste er skrald (35,2%). For Grøndal gælder dog, at den største gene er støj (95,4%) og generelt, at generne opleves af en noget større andel end i resten af Vanløse.

Ved en fejl blev alle borgerpanelets medlemmer inviteret to gange, ligesom hver invitation har resulteret i en rykker, også selvom borgeren svarede på den anden af invitationerne. Sekretariatet har derfor fået Rambøll Management til at gennemføre en oprensning af besvarelserne, således at hver respondent kun er medtaget en gang.

Der er vedhæftet to rapporter, dels en standard rapport fra systemet med krydstjek i forhold til dem, der har besvaret undersøgelsens bopælsområde i Vanløse, dels en viderebearbejdning af materialet fra borgerpanel arbejdsgruppen.

Løsning

Vanløse Lokaludvalg drøfter borgerpanelundersøgelsen vedr. Copenhagen Historic Grand Prix på Bellahøj og beslutter at sende den og arbejdsgruppens viderebearbejdning til opfølgning i Trafik og Plan arbejdsgruppen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs midler.

Videre proces

Borgerpanelundersøgelsen vil blive brugt i lokaludvalgets fremadrettede arbejde, og rapporten bliver sendt til orientering til Teknik- og Miljøforvaltningen.

 

/Bent Christensen

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg drøftede borgerpanelundersøgelsen vedr. Copenhagen Historic Grand Prix

2. Vanløse Lokaludvalg besluttede at sende undersøgelsen til videre behandling i Trafik og Plan arbejdsgruppen.

Til top