B-sag: Beslutning om henvendelse vedr. ejerforhold og vedligeholdelsespligt af granitsteler på privat fællesvej
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Vanløse Lokaludvalg beslutter at sende en henvendelse til TMU-borgmesteren vedr. ejerforhold og evt. vedligeholdelsespligt for granitsteler opsat i kryds ved Vanløse Allé og Bangsbovej.
Problemstilling
På Vanløse Allé og Bangsbovej er der opsat granitsteler rundt om vejbump op til krydset som trafikdæmpende foranstaltning. Det er Københavns Kommune, formentlig et sikker skolevejsprojekt, der har opsat granitstelerne, der er placeret på privat fællesvej. Problemstillingen med granitsteler er, at de med jævne mellemrum påkøres/væltes, og kommunen har på den baggrund bedt grundejerforeningen om at genetablere stelerne.
Grundejerforeningen har henvendt sig til Vanløse Lokaludvalg, da man er usikker på, hvorvidt grundejerforeningen efter gentagne påkørsler kan forvente en løbende bekostning til genetablering af stelerne, som kommunen har opsat.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg beslutter at sende en henvendelse til Teknik- og Miljøborgmesteren, hvori man spørger borgmesteren, hvem der ejer de pågældende granitsteler, og om grundejerforeningerne kan pålægges vedligeholdelsespligt ved gentagne påkørsler, eller man evt. kan bede om at få dem nedlagt på grund af de mange påkørsler.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs midler.
Videre proces
Sekretariatet for Vanløse Lokaludvalg sender henvendelsen til Teknik- og Miljøborgmesteren.