Mødedato: 25.06.2015, kl. 18:30
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Orientering om trafikprojekt Randbølvej - samarbejde med TMF om evaluering

Se alle bilag
Lokaludvalget orienteres om den kommende evaluering af trafikprojekt Randbølvej.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
  1. at lokaludvalget tager orientering om evaluering af trafikprojektet Randbølvej til efterretning.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har kontaktet Vanløse Lokaludvalg for at drøfte lokaludvalgets deltagelse i en kommende evalueringen af trafikprojektet Randbølvej. Det handler bl.a. om de konsekvenser, der har været ved en delvis lukning  af Randbølvej. TMF deltog på sidste møde i lokaludvalgets arbejdsgruppe for Trafik og Plan, hvor lokaludvalgets deltagelse i en kommende evaluering blev drøftet.

Vedhæftet indstillingen er det bilagsmateriale lokaludvalgets arbejdsgruppe drøftede på sit møde. Den vedlagte trafiktælling fra ViaTrafiks har desværre en fejl i optællingen, som vil blive rettet inden den endelige evaluering af projektet.

Vedhæftet er ligeledes udkast til spørgeskema fra beboerne i området, og resultatet af Movias evaluering af busprojektet omkr. Flintholm St. Begge dokumentet indgår i forvaltningens arbejde med at udforme den endelige evaluering, en proces hvor forvaltningen også vil inddrage beboerne i området.

Lokaludvalget skal, når den rettede trafiktælling og beboernes evaluering af de nuværende trafikale forhold foreligger, evaluere trafikprojektet.

Løsning

Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning, og drøfte om den giver anledning til bemærkninger.

Lokaludvalget vil få den endelige evaluering tilsendt til kommentering fra Teknik- og Miljøforvaltningen på udvalgets møde i august eller i september. Lokaludvalgets bemærkninger vil, sammen med evalueringen, blive forelagt TMU.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser forbundet med indstillingen.

Videre proces

Lokaludvalget vil få forelagt den endelige evaluering til kommentering, når den foreligger.

Hvis lokaludvalget vælger at afgive bemærkninger til Teknik- og Miljøforvaltningen i forbindelse med godkendelse af nærværende indstilling, vil disse blive tilsendt forvaltningen efter lokaludvalgets møde.
/Bent Christensen

Beslutning

Lokaludvalget tog orientering om evaluering af trafikprojektet Randbølvej til efterretning.
Til top