A-sag: Høring vedr. Distriktsændringer for skoleåret 2024-2025
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Vanløse Lokaludvalg godkender udkast til internt høringssvar vedr. distriktsændringer for skoleåret 2024-2025, jf. løsningsafsnittet.
Problemstilling
Der er et forslag i høring om distriktsændringer for skoleåret 2024-2025. Af relevans for Vanløse, er at Tagensbo Skole vokser, og der er behov for at flytte roder herfra til andre skoler. Dette medfører, at to roder skal flyttes fra Grøndalsvænget Skole til Rødkildeskole: Rode 282 Genforeningspladsen og rode 288, der er området på den modsatte side af Borups Allé.
Høringssvar skal senest afgives den 9. juni 2023 via kommunens høringsportal Bliv Hørt, hvor høringsmaterialet også kan ses: Distriktsændringer for skoleåret 2024/2025 (kk.dk)
Løsning
På baggrund af en drøftelse i lokaludvalgets temagruppe Trafikken i Vanløse samt dialog med Rødkilde Skole foreslås at indsende følgende høringssvar:
Vanløse Lokaludvalg takker for muligheden for at komme med bemærkninger til forslag til distriktsændringer for skoleåret 2024-2025. Høringssvaret er udarbejdet på baggrund af drøftelser i Vanløse Lokaludvalgs temagruppe Trafikken i Vanløse, dialog med Rødkilde skole og på ordinært lokaludvalgsmøde i maj 2023.
Lokaludvalget er positive over for forslaget om distriktsændringer, der vil medføre en udvidelse af Rødkilde Skoles skoledistrikt, hvor to roder flyttes fra Grøndalsvængets Skole - ikke mindst set i lyset af, at Bellahøjhusene skal renoveres, og elevtallet i skoledistriktet af den grund vil falde.
Sikre skoleveje er en prioriteret indsats i Lokaludvalgets bydelsplan for 2022-2026, og vi vil derfor minde om vigtigheden af at indtænke sikre skoleveje for eleverne, der skal krydse både Borups Allé og Hulgårdsvej.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.
Videre proces
Sekretariatet indsender høringssvar inden høringsfristen den 9. april og lægger det på hjemmesiden.