B-sag: Orientering om regnskab for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler 2020
Indstilling
Formanden indstiller:
- at Vanløse Lokaludvalg tager regnskab for puljemidler 2020 til efterretning.
Problemstilling
Vanløse Lokaludvalg har af Københavns Borgerrepræsentation fået til opgave at udmønte en pulje til tværgående, bydelsrelaterede, dialogskabende og netværksdannende aktiviteter for borgere og brugere i lokalområdet. Puljemidler tildeles byens 12 lokaludvalg efter en fordelingsnøgle baseret på det aktuelle indbyggertal og justeres løbende.
Regnskab for lokaludvalgets puljemidler
Vanløse Lokaludvalg havde i 2020 et samlet puljebudget på 1.430.000 kr. Lokaludvalget har samlet udbetalt 926.495 kr.
Lokaludvalget har i 2020 anvendt en del af puljemidlerne til egne projekter. Den resterende del af puljemidlerne er blevet administreret i en Vanløsepulje, hvor borgere, foreninger mv. har kunnet søge om midler til projekter, der gavnede bydelen. Lokaludvalget er løbende blevet orienteret om puljedisponeringen for både interne og eksterne projekter.
Bilag 1-3 viser forbruget af puljemidler i 2020; en oversigt over fordelingen af puljemidler i hhv. Vanløsepuljen og lokaludvalgets egne projekter, en oversigt over budget og endeligt forbrug for alle lokaludvalgets egne projekter, en oversigt over ansøgninger, der fik bevilget støtte fra Vanløsepuljen i 2020, hvoraf der fremgår bevilget beløb og endeligt forbrugt beløb for disse.
Sekretariatets løbende økonomistyring
Når lokaludvalget godkender en indstilling og projektbeskrivelse og afsætter midler til et projekt, har sekretariatet, medmindre andet eksplicit er aftalt, ansvar for løbende at holde styr på, at det godkendte budget overholdes, og at alle regninger betales. Der aflægges ikke direkte regnskaber til lokaludvalget for de enkelte projekter, men typisk bliver det endelige forbrug på det enkelte projekt drøftet med den relevante projekt- eller arbejdsgruppe i forbindelse med en evaluering.
Københavns kommunes godkendelse af regnskabet og krav til løbende økonomistyring
Som en del af Københavns Kommune er lokaludvalgets puljemidler underlagt kommunens revision. Økonomiforvaltningen stiller desuden en række løbende krav til sekretariatets kontrol og arbejde med puljemidlerne, herunder skal minimum 10 % af de projekter, der får bevilget midler fra Vanløsepuljen, indkaldes til stikprøvekontrol. Derudover stilles der, i forbindelse med indkøb til interne projekter, krav om, at lokaludvalget overholder Københavns Kommunes forpligtende indkøbsaftaler på områder, hvor disse er indgået.
Bilag 4-5 er en redegørelse til Økonomiforvaltningen for sekretariatets proces for behandling af puljeansøgninger samt den løbende kontrol af puljemidler (stikprøvekontrol) for 2020.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg tager regnskab for puljemidler 2020 til efterretning.
Økonomi
Regnskabet for Vanløse Lokaludvalgs brug af puljemidler indgår som en del af Københavns Kommunes samlede regnskab, og overskydende midler indgår i Borgerrepræsentationens forhandlinger om fordeling af overskydende midler fra 2020, den såkaldte overførselssag.
Vanløse Lokaludvalg havde i 2020 et samlet puljebudget på 1.430.000 kr. Lokaludvalget har samlet udbetalt 926.495 kr. og sender 503.505 kr. tilbage til overførselssagen.
Videre proces
Regnskabet er indsendt til Center for Økonomi, Økonomiforvaltningen til gennemgang.