Mødedato: 25.01.2024, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Vanløse Lokaludvalgs prioriteter til overførselssag 2023/24

Se alle bilag
Vanløse Lokaludvalg beslutter prioriteringer til indmeldelse i overførselssagen for Københavns Kommunes 2023-budgetmidler og orienteres om kommunens budgetårshjul.

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Vanløse Lokaludvalg godkender prioriteringer til overførselssagen for Københavns Kommunes 2023-budgetmidler.

Problemstilling

Hvert år, efter kommunens regnskabsafslutning, forhandler de politiske partier i Borgerrepræsentationen om udmøntning af det foregående års ubrugte budgetmidler.
Forhandlingerne foregår mellem de partier, som stod bag budgetaftalen for det forgange år.

I overførselssagen gives der kun 1-årige bevillinger.

De politiske forhandlinger om overførselsmidlerne fra 2023 foregår i marts.

Lokaludvalget kan med fordel sende lokale budgetønsker til BR-medlemmerne til overførselssagen allerede midt januar. 

Forslag til punkter til indmeldelse til overførselssagen:

  • Afsætning af midler til Natur og Miljøstation
  • Afsætning af ekstra midler til Jyllingevej
  • Afsætning af midler til helhedsplan for Bellahøjmarken.

Borgerrepræsentationens sekretariat har lavet en oversigt over den samlede forudgående budgetproces inkl. fagudvalgenes budgetseminarer, overførselssagen mv.

Budgettidslinjen og budgetprocessens forskellige trin synliggør de åbne vinduer, hvor lokaludvalgene kan spille budgetbidrag ind. Oversigten, der er et arbejdsredskab til lokaludvalgene, kan ses som bilag på internetdagsorden. 

Løsning

Vanløse Lokaludvalg drøfter og beslutter prioritering af Natur og Naturmiljøstation, ekstra midler til Jyllingevej og helhedsplan for Bellahøjmarken, der indmeldes til overførselssagen for Københavns Kommunes 2023-budgetmidler, jf. det vedhæftede bilag, udkast til Vanløse Lokaludvalgs prioriteter for overførselssag 2023/24.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalgets puljemidler.

Videre proces

Sekretariatet indsender lokaludvalgets ønsker til overførselssagen til Borgerrepræsentationens medlemmer. 

 

/Jan Lindboe

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg godkendte prioriteringer til overførselssag, dog således at Jyllingevej præciseres til ønske om en foranalyse/screening af mulighed for Rødovremodel.
Til top