B-sag: Godkendelse af høringssvar vedr. Udkast til Københavns Kommunes retningslinjer for lokale trafikplaner
Indstilling
Forpersonen indstiller,
- at Vanløse Lokaludvalg godkender udkast til høringssvar vedr. Udkast til Københavns Kommunes retningslinjer for lokale trafikplaner jf. løsningsafsnittet.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har bedt lokaludvalget om et høringssvar vedr. udkast til Københavns Kommunes retningslinjer for lokale trafikplaner, med svarfrist den 25. oktober 2024.
Retningslinjerne skal sætte rammen for, hvordan lokale trafikplaner for Københavns bydele skal udarbejdes. Retningslinjerne skal sikre, at udformningen af de lokale trafikplaner tager højde for mobiliteten og byudviklingen på tværs af bydelene, og at de understøtter Københavns Kommunes øvrige målsætninger og planer.
Høringsbrev og udkast til Københavns Kommunes retningslinjer for lokale trafikplaner er vedlagt som bilag i internetdagsordenen.
Hvad er en lokal trafikplan?
Uddrag af udkastet til retningslinjer for lokale trafikplaner:
”En lokal trafikplan for et område i København er en plan, der udpeger tiltag til de behov, interesser og udfordringer, der er for udviklingen af trafikken og vejinfrastrukturen i området. Dette skal foretages indenfor de rammer og bindinger, som præsenteres i retningslinjerne.
En lokal trafikplan vil give et overblik over de trafikale forhold i et område samt vise hvilke trafikale udfordringer, der er behov for at finde tiltag til på kort og længere sigt.
Tiltagene vil efterfølgende typisk kræve yderligere detailundersøgelser, inden de implementeres i området. Når en trafikplan er udarbejdet, skal den indstilles til vedtagelse af Teknik- og Miljøudvalget og af Økonomiudvalget, hvis der indgår beslutning om kollektiv trafik eller hvis planen vedrører den overordnede trafikplanlægning i København. Samtidig skal det afklares, om den også skal behandles af Borgerrepræsentationen.
Med politisk vedtagelse anses det som en politisk tilkendegivelse af, at planen efterfølgende vil være udgangspunktet for, hvordan området skal udvikles trafikalt, og at tiltagene kan implementeres løbende derefter, når og hvis der afsættes midler i efterfølgende budgetforhandlinger.”
Løsning
Udkastet til retningslinjerne har kort været behandlet i temagruppen Trafikken i Vanløse den 02. oktober 2024. Her var man positive overfor de præsenterede retningslinjer og foreslår følgende høringssvar:
Vanløse Lokaludvalg takker for muligheden for at komme med input til høring om Retningslinjer for lokale trafikplaner i København.
Vanløse Lokaludvalg har behandlet høringen i lokaludvalget og i lokaludvalgets temagruppe Trafikken i Vanløse.
Vanløse Lokaludvalg er positive overfor de præsenterede retningslinjer for lokale trafikplaner i København, der udpeger tiltag til de behov, interesser og udfordringer, der er for udviklingen af trafikken og vejinfrastrukturen i området.
Der er fundet økonomi til at finansiere en lokal trafikplan for Amager. Vanløse Lokaludvalg har et ønske om, at der i de kommende år også findes finansiering til en lokal trafikplan for Vanløse.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.
Videre proces
Sekretariatet indsender lokaludvalgets høringssvar med frist den 25. oktober 2024.