Orientering om resultaterne af borgerpanelundersøgelsen om byrum og grønne områder
Indstilling
Formanden indstiller,
- at Vanløse Lokaludvalg tager orientering om resultaterne af borgerpanelundersøgelsen vedr. byrum og grønne områder til efterretning.
Problemstilling
1.712 vanløseborgere gennemførte Vanløse Lokaludvalgs seneste borgerpanelundersøgelse, der blev sendt ud i april med fokus på borgernes brug af Vanløses byrum og grønne områder. Undersøgelsen tog udgangspunkt i udvalgte indsatsområder, der er beskrevet i lokaludvalgets Bydelsplan for Vanløse 2017-2020.
Borgerpanelundersøgelsen viser, at respondenterne er generelt tilfredse med byrummene (som i undersøgelsen blev defineret som torve og pladser) i Vanløse. 7 % af respondenterne er meget tilfredse, 57 % af respondenterne er tilfredse og 14 % af respondenterne er hverken eller. I forhold til byrum udtrykker 54 % af respondenterne et ønske om flere byhaver, planter og træer i byrummene og 49 % af respondenterne efterspørger flere bænke og borde i byrummene.
Besvarelserne på undersøgelserne viser desuden, at flertallet af respondenterne er tilfredse med bydelens grønne områder (parker, sø og eng). 14 % af respondenterne er meget tilfredse, 66 % af respondenterne er tilfredse og 10 % af respondenterne er hverken eller. I forhold til byrum udtrykker 57 % af respondenterne et ønske om bevaring af større frie naturområder og 41 % af respondenterne efterspørger flere bænke og borde.
Udover bydelens byrum og grønne områder spurgte undersøgelsen om, hvorvidt respondenterne har læst eller set Vanløse Lokaludvalgs bydelsplan, og hertil svarede 15 % (264) nej og 80 % (1.403) svarede ja.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg tager orientering om resultaterne af borgerpanelundersøgelsen vedr. byrum og grønne områder til efterretning.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs midler.
Videre proces
Besvarelserne vil blive brugt i lokaludvalgets fremadrettede arbejde.
Beslutning
1. Vanløse Lokaludvalg tog orientering om borgerpanelundersøgelse til efterretning
2. Vanløse Lokaludvalg besluttede, at arbejdsgruppen kommer med et oplæg til et kommende møde om udbredelse af borgerpanelet.
3. Vanløse Lokaludvalg besluttede at medsende opsamlingen til internt høringssvar for Kommuneplanstrategi.