Mødedato: 24.04.2025, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Beslutning om informationsbod til Kids Tour 2025

Vanløse Lokaludvalg skal tage stilling til at deltage i Kids Tour den 23. august 2025 med en informationsbod. Kids Tour er et stort cykelløb for børn i alderen 3-10 år med fokus på trafiksikkerhed og sunde værdier. 

Indstilling

Forpersonen indstiller, 

  1. at Vanløse Lokaludvalg tager beslutning om at deltage ved Kids Tour 2025 med en informationsbod og afsætter 1.000 kr. i 2025-puljemidler hertil, jf. økonomiafsnit. 

Problemstilling

Kids Tour, der er et stort cykelløb for børn i alderen 3-10 år, kommer til Vanløse (Grøndal Multicenter) den 23. august 2025 kl. 10-15. Kids Tour er et landsdækkende arrangement arrangeret af Børneulykkesfonden og har fokus på trafiksikkerhed og sunde værdier.

Læs mere om Kids Tour her: 
https://borneulykkesfonden.safeticket.dk/103699/Kids_Tour_i_Vanloese&nb…;

Lokaludvalgets temagrupper har drøftet, hvorvidt man ønsker at deltage på dagen med en informationsbod, så man kan komme i kontakt med børnefamilier og fortælle om f.eks. det kommende lokaludvalgsvalg, lokaludvalgets bydelsplan og generelle arbejde. Indtil videre har Anne Fausbøll, Jan Lindboe og Betina Nørskov meldt sig, men der kan bruges flere hænder, så giv sekretariatet besked, hvis der er flere som gerne vil deltage et par timer på dagen.

På grund af begrænsede midler tilbage i puljen for egne projekter afsættes der kun midler til forplejning. Hvis der skulle komme flere penge tilbage i puljen, foreslår projektgruppen en ekstrabevilling til bolsjer eller andet, som kan uddeles til børnefamilierne på dagen.

Lokaludvalget har fået lov af arrangøren til at sætte sin lokaludvalgspavillon op. Sekretariatet deltager som udgangspunkt ikke på dagen, og de tilmeldte lokaludvalgsmedlemmer skal derfor sørge for at hente, opsætte og nedtage lokaludvalgets pavillon. 

Løsning

Vanløse Lokaludvalg tager beslutning om at deltage ved Kids Tour 2025 med en informationsbod og afsætter 1.000 kr. i 2025-puljemidler hertil, jf. økonomiafsnit. 

Økonomi

Forplejning - 1.000 kr. 

Videre proces

De tilmeldte lokaludvalgsmedlemmer koordinerer dagen i samarbejde med sekretariatet. 

/Jan Lindboe
Til top