Beslutning om deltagelse i dialog- og følgegruppemøde om Botilbuddet Linde Allé 40
Vanløse Lokaludvalg vælger op til 4 medlemmer til deltagelse i følgegruppemøde den 28. maj 2024, hvor Socialborgmesteren og forvaltningen har inviteret til dialog og følgegruppemøde om botilbudspladser på Linde Allé. Forvaltningen åbner 1. september 2024 et nyt botilbud i Vanløse på Linde Allé 40 med 20 pladser til udsatte borgere. Botilbuddet var planlagt til at huse udsatte borgere med plejebehov og aktivt misbrug af alkohol og/eller stoffer. Pga. ændringer i behovet har Socialudvalget godkendt at botilbuddet åbnes for en anden målgruppe af yngre, udsatte borgere.
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Vanløse Lokaludvalg vælger op til fire medlemmer der kan deltage i følgegruppemøde om botilbudspladserne på Linde Allé
Problemstilling
Socialforvaltningens Borgercenter Voksne åbner 1. september 2024 et nyt botilbud i Vanløse på Linde Allé 40 med 20 pladser til udsatte borgere. Botilbuddet var oprindeligt planlagt til at huse udsatte borgere med plejebehov og aktivt misbrug af alkohol og/eller stoffer. Behovet er ændret over de senere år, og forvaltningen ønsker på den baggrund, at målgruppen skal være yngre, udsatte borgere.
Socialudvalget har på sit møde den 24.04 2024 godkendt ændring af målgruppen, og sagen er sendt til endelig godkendelse i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen: Ændring af målgruppe på botilbuddet Linde Allé til udsatte voksne | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)
Beskrivelse af ny målgruppe
Den nye målgruppe for Linde Allé vil være udsatte unge på 18-35 år (mulighed for op til 45 år) med komplekse sociale problematikker som misbrug og hjemløshed, men som ikke er endelig udredt i forhold til f.eks. psykiatri, bo-evne, uddannelse, arbejde eller kognitiv formåen. På et ophold på et midlertidigt botilbud (§ 107) vil forvaltningen kunne hjælpe dem videre gennem udredning, afklaring og ved at opbygge sociale færdigheder og bo-kompetencer, der støtter dem mod et selvstændigt liv, så de kan komme i egen bolig og få en uddannelse eller job.
De unge forventes ikke at være synlige i kvarteret på samme måde som den tidligere planlagte målgruppe. Dels er de unge ikke synligt præget af et langt liv i udsathed, og dels er de unge mere mobile og vil bevæge sig i en langt større radius end ældre udsatte borgere, der ikke kommer så langt omkring.
Dialog med lokalområdet
Placeringen af botilbuddet har fra start været mødt af lokal bekymring. Bekymringen gik særligt på, at tilbuddet blev nærmeste nabo til Vanløse Privatskole samt Behandlingsskolerne og to daginstitutioner. Som delvist udfald af bekymringen blev det i Overførselssagen 2018/19 besluttet at nedskalere projektet fra 40 pladser til 20 pladser.
I 2019 blev der holdt et borgermøde, hvor også et medlem af Socialudvalget deltog. For at fortsætte dialogen blev der nedsat en følgegruppe i samarbejde med Vanløse Lokaludvalg bestående af repræsentanter fra de omkringliggende institutioner samt boligforeninger. Socialforvaltningen har løbende afholdt en række møder med følgegruppen.
Videre proces
Socialforvaltningen har indkaldt følgegruppen til et dialogmøde om den 28. maj kl. 17:30-19:00. Her vil det være muligt at danne sig et et indtryk af, hvordan tilbuddet kommer til at tage sig ud. Hensigten med mødet er at skabe åbenhed om det nye botilbud, for at skabe grobund for det fremadrettede samarbejde og give tryghed for lokalmiljøet. Peter Haahr er en del af følgegruppen og inviteret til mødet. Socialforvaltningen har tilbudt, at lokaludvalget er velkommen til deltage med yderligere medlemmer til dette møde, hvor også borgemesteren vil deltage.
Socialforvaltningen har også tilbudt at vise lokaludvalget rundt på botilbuddet i august, hvor det er indrettet. Her vil forvaltningen også kunne fortælle om den nye målgruppe.
Lokaludvalget kan også vælge at invitere Socialforvaltningen til at fortælle om tilbuddet og den ændret målgruppe på et kommende lokaludvalgsmøde.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg drøfter en kommende dialog med Socialforvaltningen og evt. Socialudvalget vedr. ændring af målgruppe på Linde Allé 40
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.
Videre proces
Sekretariatet meddeler Socialforvaltningen lokaludvalgets beslutning.