Mødedato: 23.02.2023, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

B-sag: Godkendelse af flytning af Københavnerpicnic 2023 fra Genforeningsplads til Kulturstationen

Vanløse Lokaludvalg deltager i planlægningen af Københavnerpicnic i Vanløse i forbindelse med Arkitekturåret 2023. Det er ifølge Kultur- og Fritidsforvaltningen (KKF) alligevel ikke muligt at holde arrangementet som planlagt på Genforeningspladsen med Grøndal Multicenter som regnvejrslokation. Vanløse Lokaludvalg skal godkende KFFs forslag om at flytte arrangementet til terrassen på Kulturstationen med Café Oasen som regnvejrslokation. 

Tidligere beslutninger

Vanløse Lokaludvalg besluttede den 15.9.2022 at deltage i planlægning af Københavnerpicnic på Genforeningspladsen i 2023 og valgte Jan Lindboe til planlægningsgruppen: A-sag: Beslutning om deltagelse i planlægsgruppe vedr. Københavnerpicnic 2023 | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)

Indstilling

Forpersonen indstiller,

  1. at Vanløse Lokaludvalg godkender at flytte Københavnerpicnic 2023 fra Genforeningspladsen til Kulturstationen Vanløse.

Problemstilling

I 2023 er der Arkitekturår i København, hvilket fejres med en række arrangementer og borgerevents året igennem. Læs mere om programmet på www.copenhagenincommon.kk.dk og på www.brugbyen.nu.

En af aktiviteterne i forbindelse med arkitekturåret er afholdelse af Københavnerpicnic søndag den 11. juni kl. 16-19. Københavnerpicnic vil blive afholdt i alle 12 bydele + havnen. Det er muligt at arrangere bydelsgåture, foredrag eller andet før middagen, hvor lokale steder, arkitektur eller aktiviteter vises frem.

I Vanløse deltager Jan Lindboe som repræsentant for lokaludvalget i den lokale planlægningsgruppe, hvor Kultur- og Fritidsforvaltningen er tovholder på projektet. Her var det planen at afholde arrangementet på Genforeningspladsen, men Kultur og Fritidsforvaltningen har i processen oplevet en del praktiske udfordringer med en gennemførsel på Genforeningspladsen med Grøndal MultiCenter som alternativ regnvejrslokation. 

På den baggrund vil Kultur- og Fritidsforvaltningen flytte københavnerpicnic til terrassen på Kulturstationen Vanløse med Café Oasen som regnvejrslokation.

Lokaludvalget skal tage stilling til at flytte arrangementet og forsætte i den nedsatte planlægningsgruppe. 

Løsning

Vanløse Lokaludvalg godkender flytning af Københavnerpicnic 2023 fra Genforeningspladsen til Kulturstationen Vanløse.

Økonomi

Vanløse Lokaludvalg har ikke afsat midler til projektet, og denne indstilling har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalgets puljemidler.

Videre proces

Godkender lokaludvalget indstillingen, vil Jan Lindboe som repræsentant for lokaludvalget arbejde videre med planlægningen af arrangementet i samarbejde med den øvrige planlægningsgruppe. Arrangementet afholdes den 11. juni 2023. 
/Jan Lindboe

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top