Mødedato: 23.01.2014, kl. 18:30
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Vandværksgrunden - orientering og sidste nyt.

Se alle bilag
Lokaludvalget tager brevet fra Vandværkets Venner til efterretning og træffer beslutning om at sende et brev til økonomiudvalget om at udvide lejekontrakten mellem Vanløse lokaludvalg og Københavns ejendomme til at omfatte en 2-årig periode.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
  1. at Vanløse Lokaludvalg tager brevet fra Vandværkets Venner til efterretning
  2. at Vanløse Lokaludvalg drøfter og træffer beslutning om at sende et brev til økonomiudvalget om at udvide lejekontrakten til at omfatte en 2-årig periode.

Problemstilling

I maj 2012 underskrev Vanløse Lokaludvalg en brugslejekontrakt med Vandværkets Venner, og dermed gav Vandværkets Venner lov til at anvende grunden midliertidigt, indtil Vandværket blev solgt. Siden da har Vandværkets Venner været flittige i forbindelse med omdannelse af grunden til et rekreativt formål. De fik i juni 2012 bevilget penge fra Økonomiudvalget til at dække arealet med ren jord og  til at etablere græs på hele den 3.200 m2 store grund. Selve udformningen af beplantningen, som er lavet for at skabe forskellige typer af rekreative rum på grunden, blev lavet i et samarbjede med landskabsarkitekter fra Københavns Universitet.

I oktober husede grunden bydelens miljøfestival, der satte fokus på at dele jorden, og der blev bl.a. bygget svampehaver, plantekasser og regnvandsopsamling til grunden.

Efterfølgende har Vandværkets venner ansøgt Realdania's kampagne 'Det Gode Byliv' om midler til at videreudvikle grunden, og har fået bevilliget 232.500 kr. til dette arbejde. En af forudsætningerne for at få frigivet midlerne er imidlertid, at det færdige projekt skal være tilgængeligt i en periode på 2 år efterfølgende. Derfor er Vandværkets Venner interesserede i at få udvidet deres brugslejekontrakt, således at den omfatter en 2-årig periode. Frederik Nygaard fra Vandværkets Venner deltager i mødet, med en orientering og for at give lokaludvalget mulighed for at stille spørgsmål.


Løsning

Lokaludvalget skal tage orienteringen til efterretning.

Lokaludvalget skal drøfte og træffe beslutning om at sende et brev til økonomiudvalget om at udvide lejekontrakten mellem Vanløse Lokaludvalg og Københavns ejendomme til at omfatte en 2-årig periode, således at brugslejekontrakten mellem Vanløse Lokaludvalg og Vandværkets venner kan udvides til at omfatte en 2-årig periode.

Økonomi

Beslutningen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalg.

Videre proces

Besluttes på mødet.
/Bent Christensen

Beslutning

Lokaludvalget tog brev og orientering på mødet fra Vandværkets Venner til efterretning.

Vanløse Lokaludvalg traf beslutning om at sende et brev til Overborgmesteren, istedet for Økonomiudvalget, om at udvide lejekontrakten til at omfatte en 2-årig periode. Lokaludvalget opfordrer Vandværkets Venner til at foretage yderligere kontakt til Københavns Kommune gennem udvalget.

Til top