Puljeansøgninger - budget 2018
Indstilling
Formanden indstiller på baggrund af puljegruppens drøftelser, at Vanløse Lokaludvalg
- Giver afslag til ansøgningen: Bogudgivelse med debatarrangement og udstilling
- Støtter med 4.500 kr. til ansøgningen: Juleunderholdning Veralyset
- Giver afslag til ansøgningen: One Bowl - inkluderende folkerestaurant, hvor mennesker mødes på tværs af kulturer
Problemstilling
1. Inanna Riccardi: Bogudgivelse med debatarrangement og udstilling
Arrangement med udgivelse af fotobogen "Impressions of a Land", der er resultatet af en 20 dage lang rejse gennem Israel og Palæstina. Til bogudgivelsen vil der være en debat med to unge danskere, der har studeret pædagogik i Palæstina, som vil fortælle om den palæstinensiske hverdag med en særlig fokus på uddannelsesforholdene. Til arrangementet inviteres AHI International School og nærliggende gymnasier. Der søges om 8.224 kr.
Puljegruppens indstilling og begrundelse: Puljegruppen indstiller, at der gives afslag til projektet på grund af en manglende lokal forankring.
2. Foreningen Veralyset: Juleunderholdning Veralyset
Foreningen Veralyset ønsker at holde en åben julefest for ældre i Vanløse, med underholdning. Der forventes 50-60 deltagere. Ansøger forventer med arrangementet, at flere ældre i Vanløse lærer hinanden at kende og herved opnår nye sociale fællesskaber. Der søges om 4.500 kr.
Puljegruppens indstilling og begrundelse: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 4.500 kr., da lokaludvalget vægter netværksdannende og dialogskabende aktiviteter, der styrker dialog og debat i bydelen. Støtten gives som en underskudsgaranti.
3. Emilie Da Silva: One Bowl - inkluderende folkerestaurant, hvor mennesker mødes på tværs af kulturer
One Bowl er en folkerestaurant med et "pay as you feel" koncept. Restauranten er drevet af frivillige, som sørger for madlavning, servering og de generelle rammer for fællesskabet. One Bowl skal bekæmpe ensomhed og social eksklusion ved at tilbyde et inkluderende fællesskab med integration mellem aldersgrupper, sociale lag og nationaliteter. Der søges om 39.215 kr.
Puljegruppens indstilling og begrundelse: Puljegruppen indstiller, at der gives afslag til projektet på grund af en manglende lokal forankring.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg drøfter projekterne og puljegruppens indstillinger samt træffer beslutning om bevilling af midler fra Vanløsepuljen. Bevilling af midler fra Vanløsepuljen sker altid som underskudsgaranti til de enkelte projekter/aktiviteter.
Økonomi
Der søges samlet om 51.393 kr. Der er 148.818 kr. til disposition i Vanløsepuljen.
Der indstilles for 4.500 kr.
Videre proces
Sekretariatet sørger for, at alle ansøgere, der bevilges støtte, modtager et tilsagnsbrev med de betingelser, der skal overholdes for, at støtten kan udbetales. Alle ansøgere, der får afslag på støtte, modtager et afslagsbrev med begrundelsen for afslaget.
Beslutning
1. Vanløse Lokaludvalg besluttede at give afslag til ansøgningen: Bogudgivelse med debatarrangement og udstilling
2. Hans Thomsen erklærede sig inhabil og var ikke til stede under sagens behandling
Vanløse Lokaludvalg besluttede at bevilge 4.500 kr. i 2018-puljemidler som underskudsgaranti til ansøgningen: Juleunderholdning Veralyset
3. Vanløse Lokaludvalg stemte om ændringsforslag til bevilling af 10.515 kr. som underskudsgaranti i 2018-puljemidler til ansøgningen: One Bowl - inkluderende folkerestaurant, hvor mennesker mødes på tværs af kulturer:
For: 7 stemmer Imod: 10 stemmer Undlod: 2
Vanløse Lokaludvalg besluttede efter afstemning, at give afslag til ansøgningen: One Bowl - inkluderende folkerestaurant, hvor mennesker mødes på tværs af kulturer
Protokolbemærkning:
Hanne Larsen ønskede ført til protokols, at hun synes, puljeansøger til One Bowl - inkluderende folkerestaurant, hvor mennesker mødes på tværs af kulturer, skulle finde nogen lokale Vanløseforeninger og klubber at samarbejde med. En anden mulighed er, at indlede et samarbejde med de lokaludvalg der grænser op til afholdelsesstedet.