Mødedato: 22.10.2015, kl. 18:30
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Beslutning om lokaludvalgets videre arbejde med bymidten

Se alle bilag
Lokaludvalget skal træffe beslutning om det videre arbejde med Vanløses bymidte - på baggrund af bl.a. input fra storborgermøde d. 5. september 2015.

Tidligere beslutninger

21. maj besluttede lokaludvalget at afholde et storborgermøde 5. september om bymidten, samt at deltage på mødet.
25. juni vedtog lokaludvalget projektbeskrivelse inkl. budget for storborgermøde samt fordeling af tovholderposter på de forskellige workshops.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller;
  1. at lokaludvalget drøfter de forskellige inputs fra storborgermødet, med udgangspunkt i det vedlagte opsamlingsdokument.
  2. at lokaludvalget vedtager at lade de indkomne ideer og spørgsmål indgå som idekatalog for udvalgets videre arbejde i de forskellige sammenhænge, der anføres i opsamlingsdokumentet.
  3. at lokaludvalget vedtager at arbejde videre med bymidten som et samlende tema for - især de langsigtede ønsker, der er fremkommet på borgermødet - blandt andet i forbindelse med det forestående arbejde en bydelsplan i 2016, hvor det kan indgå.

Problemstilling

På storborgermødet var lokaludvalget i kontakt med omkring 150 borgere, hvoraf mange har delt deres ideer, bekymringer og spørgsmål vedrørende bymidten og udviklingen. For at håndtere det videre arbejde foreslås det, at lokaludvalget arbejder videre med de forskellige inputs under hensyn til, hvordan de bedst adresseres.

I det vedlagte dokument er de mange inputs sorteret efter hvor kort hhv. langsigtet en plan, man kan arbejde videre med dem på. De forskellige inputs er ikke prioriteret eller sat op over for hinanden, og det betyder, at der, i det videre arbejde med hhv. bydelsplan, høringssvar på lokalplan for Apollovej III mv, vil skulle tages stilling til ,om de indkomne ideer og tanker kan forenes, og om de alle skal prioriteres af lokaludvalget.

Løsning

Lokaludvalget drøfter og vedtager proces, som angivet nedenfor, for det videre arbejde med de ideer, der indkom på borgermødet 5. september.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalg.

Videre proces

Lokaludvalget opfordrer alle, der har ideer for bymidten, til at indgå i det videre arbejde, blandt andet omkring en bydelsplan.

Når rammerne for en kommende bydelsplan er kendt, kan lokaludvalget drøfte og beslutte, hvordan borgerne bedst muligt inddrages.
/Bent Christensen

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede de forskellige inputs fra storborgermødet, med udgangspunkt i det vedlagte opsamlingsdokument.
  2. Lokaludvalget vedtog at lade de indkomne ideer og spørgsmål indgå som idekatalog for udvalgets videre arbejde i de forskellige sammenhænge. Der anføres i opsamlingsdokumentet, med tilføjelse af Steen Eskildsens formulering til opsamlingsdokumentet vedr. det langsigtede arbejde med bymidten: "lukning af strækning eller strækninger af Jernbane Allé."
  3. Lokaludvalget vedtager at arbejde videre med bymidten som et samlende tema for - især de langsigtede ønsker, der er fremkommet på borgermødet - blandt andet i forbindelse med det forestående arbejde en bydelsplan i 2016, hvor det kan indgå.   
Til top