B-sag: Beslutning om projekt Vanløse Saloner
Projekt Vanløse Saloner dækker over afholdelse af to debatsaloner i 2024 med formål at fremme netværk og gensidig forståelse blandt bydelens borgere. Ad hoc-gruppen foreslår, at den første salon skal handle om at være psykisk sårbar. Salonen skal afholdes i samarbejde med Teater Folk med et uddrag af teaterforestillingen "De Ubudne", efterfulgt af en fælles debat om emnet.
Indstilling
Forpersonen indstiller,
- at Vanløse Lokaludvalg godkender projekt "Vanløse Saloner 2024" og afsætter 20.000 kr. i 2024-puljemidler til projektets gennemførsel, jf. projektbeskrivelsen.
- at Vanløse Lokaludvalg godkender temaet "Salon om at være psykisk sårbar" for en af de to saloner i 2024.
Problemstilling
Vanløse Lokaludvalg startede i 2017 afholdelse af Vanløse Saloner. Formålet med salonerne er at pirre vanløseborgernes nysgerrighed ved at introducere dem for forskellige temaer og holdninger efterfulgt af en debat. En stor del af projektet er også at fremme netværk og gensidig forståelse blandt bydelens borgere. Tidligere har lokaludvalget afholdt Vanløse Saloner med temaer som debattonen i det offentlige rum, fællesskaber, cykeltyveri m.v.
Ad hoc-gruppen bag Vanløse Saloner planlægger to saloner i 2024. Til begge saloner ønsker ad hoc-gruppen at samarbejde med teatergrupper, der gennem en teaterforestilling sætter aktuelle temaer i vores samfund til debat. Lokaludvalget har tidligere gennemført en salon om demens, hvor salonen begyndte med et teaterstykke efterfulgt af en debat. Dette fungerede godt, og salonen var velbesøgt.
Ad hoc-gruppen har forslag til tema for den første salon i 2024 på plads (Salon om at være psykisk sårbar), og gruppen er i gang med at planlægge den anden. Så snart temaet for den anden salon er på plads, vil den blive forelagt til godkendelse i lokaludvalget inden gennemførsel. Ad hoc-gruppen ønsker, at de to saloner afholdes på Kulturstationen (flexsalen), Stairway/Alice eller i Københavns Højskoleforening.
Salon om at være psykisk sårbar
I samarbejde med Teater Folk ønsker ad hoc-gruppen at holde en salon om at være psykisk sårbar. Salonen vil starte med et uddrag af teaterforestillingen "De Ubudne" (Teater Folk), der belyser det at være psykisk sårbar, og hvordan det har en indvirkning på hverdagen. Ikke kun de psykiske udfordringer man døjer med, men også hvordan det påvirker ens pårørende og hvad der kan føles som en kamp mod systemet. Efter teaterforestillingen vil der være en fælles debat om emnet, hvor ad hoc-gruppen ønsker at invitere lokale eksperter til at deltage.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg godkender projekt "Vanløse Saloner 2024", og afsætter 20.000 kr. i 2024-puljemidler til projektets gennemførsel, jf. projektbeskrivelsen.
Vanløse Lokaludvalg godkender temaet "Salon om at være psykisk sårbar" for en af de to saloner i 2024.
Økonomi
Oplægsholdere: 18.000
Diverse: 1.000
Koda: 1.000
I alt 20.000
Videre proces
Godkender lokaludvalget projektet, forsætter ad hoc-gruppen den videre planlægning af de to saloner i 2024 i samarbejde med sekretariatet. Den første salon planlægges til at foregå i foråret.