Mødedato: 22.02.2024, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

B-sag: Beslutning om puljeansøgninger til Vanløsepuljen

Vanløse Lokaludvalg skal træffe beslutning om puljeansøgninger til Vanløsepuljen for 2024. Lokaludvalget har modtaget 24 ansøgninger, som forretningsudvalget har drøftet og udarbejdet indstillinger til. Puljeansøgningerne behandles som udgangspunkt som B-sag, medmindre der kan være spørgsmål om inhabilitet eller hvis forretningsudvalget ønsker en drøftelse af en puljeansøgning i lokaludvalget. 

Indstilling

Forpersonen indstiller på baggrund af forretningsudvalgets drøftelser, at Vanløse Lokaludvalg:

  1. Støtter med 50.000 kr. i 2024-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: Sankt Hans på Engen 2024
  2. Giver afslag til ansøgningen: Opera på Legepladsen
  3. Støtter med 12.000 kr. i 2024-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: Kongelig opera på Bellahøj Friluftsscene
  4. Støtter med 10.000 kr. i 2024-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: Jeg sætter min hat som jeg vil - erindringssaloner om 1960erne
  5. Giver afslag til ansøgningen: Copenhagen Archive: Fernisering og boglancering på Københavns Museum samt publikumsaktiviteter i Vanløse
  6. Giver afslag til ansøgningen: Lav en stop motion film
  7. Støtter med 9.000 kr. i 2024-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: Forårs/sommerkoncert
  8. Støtter med 5.000 kr. i 2024-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: Rasmus Rask – Danmarks største sprogforsker
  9. Støtter med 12.000 kr. i 2024-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: Keep : en bæredygtig kunstinstallation i haven på Københavns Højskoleforening
  10. Støtter med 20.000 kr. i 2024-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: Cirkusskolen i Vanløse
  11. Støtter med 992,70 kr. i 2024-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: Medlemskampagne hos De Grønne Pigespejdere - Grøndal gr.
  12. Støtter med 9.000 kr. i 2024-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: Læse- og sprogcamp m. musik
  13.  Støtter med 10.000 kr. i 2024-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: Naturdage nær Damhusengen for familier
  14. Støtter med 17.000 kr. i 2024-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: Minder i datid og nutid
  15. Støtter med 25.000 kr. i 2024-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: Vanløse unge i Centrum” UngeVærk Vbuc.
  16. Giver afslag til ansøgningen: G.G – GOOD GAME
  17. Støtter med 10.000 kr. i 2024-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: LEGO Workshop
  18. Giver afslag til ansøgningen: Skolehistorier i Vanløse - Erindring, lokal identitet, fortælling og læring på tværs af generationer.
  19. Giver afslag til ansøgningen: De Unges By

Problemstilling

1. K19’s Venner v/Kim Larsen: Sankt Hans på Engen 2024

K19’s Venner søger om støtte til afholdelse af et Sankt Hans-arrangement for at bidrage til at styrke bydelsidentiteten. Vanløses tambourkorps går gennem byen og ned på Damhusengen, hvor der vil være aktiviteter for børn samt mulighed for at købe mad og drikke. Der vil være båltale og fællessang, mens bålet tændes og derefter underholdning med et band. Der forventes et par tusinde besøgende. Der søges om 64.863 kr.

Puljegruppens indstilling: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 50.000 kr., da projektet er dialogskabende, indeholder frivillighed og samler mange af vanløseborgere til Sankt Hans-arrangement på Damhusengen. Den reducerede bevilling begrundes med begrænset økonomi i Vanløsepuljen. Støtten gives som en underskudsgaranti.

2. Foreningen Opera for Tiden: Opera på Legepladsen

Foreningen Opera for Tiden søger om støtte til fire arrangementer med opera på to legepladser i Vanløse. Målgruppen er forældre med børn i alderen 0-12 år fra alle sociale lag. Ønsket er, at børnene får udvidet deres musikalske perspektiv og at øge deres nysgerrighed på sang og musik generelt. Der forventes 500 deltagere, hvor erfaringen er, at størstedelen af målgruppen er førstegangspublikum for opera. Der søges om 20.000 kr.

Puljegruppens indstilling: Puljegruppen indstiller, at projektet gives afslag. Afslaget begrundes med et ønske om højere frivillighed og medfinansiering. 

3. Kulturhuset Pilegården/Søren Krøigaard: Kongelig opera på Bellahøj Friluftsscene

Ansøger søger om støtte til et opera arrangement med Det Kongelige Teater på Bellahøj Friluftsscene i ønsket om at møde publikum under uformelle former. Navnlig et publikum, der aldrig har hørt operakoncerter før. Publikum tager skovturskurv og tæpper med. Fire sangere synger de største operahits akkompagneret af en pianist og det afsluttes med fællessang. Arrangementet er gratis, og der forventes 2.000 deltagere. Der søges om 24.000 kr.

Puljegruppens indstilling: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 12.000 kr., da projektet er dialogskabende, lokal forankret og styrker samarbejdet på tværs af de tre lokalområder. Den reducerede bevilling begrundes med begrænset økonomi i Vanløsepuljen. Støtten gives som en underskudsgaranti.

4. Erindringsfabrikken: Jeg sætter min hat som jeg vil - erindringssaloner om 1960erne

Ansøger søger om støtte til fire erindringssaloner om 1960’erne på plejecentre i Vanløse. Salonerne byder på fortælling, sang, musik, historiske genstande, fællessang og lydklip og de deltagendes egne erindringer og vil på den måde danne et billede af 1960’erne. Formålet er at skabe glæde og styrke sammenholdet mellem deltagerne. Salonerne er åbne for alle. Målgruppen er ældre mennesker og deres familie og plejepersonale. Der forventes op til 65 deltagere pr. arrangement. Der søges om 27.000 kr.

Puljegruppens indstilling: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 10.000 kr. øremærket udgiftsposterne "Honorar til facilitator og pianist", "PR og presse", "Rekvisitter, erindringsmateriale, kostumer og teknik" og "Transport, personer + instrumenter", da projektet tilgodeser særligt udsatte i bydelen. Den reducerede bevilling begrundes med et ønske om højere frivillighed og medfinansiering. Ligeledes støtter lokaludvalget jf. retningslinjerne for Vanløsepuljen ikke udgifter til projektledelse og koordinering. Støtten gives som en underskudsgaranti.

5. Mathias Kobberrød Rasmussen: Copenhagen Archive: Fernisering og boglancering på Københavns Museum samt publikumsaktiviteter i Vanløse

Ansøger søger om midler til dels fernisering og dels publikumsaktiviteter i en række virksomheder i Vanløse i forbindelse med særudstillingen Min butik! Fotos fra Wongs Grill til RC Rens på Københavns Museum. Copenhagen Archive udforsker familiedrevne virksomheder i skæve baghuse, oversete kvarterer og gamle industribygninger. Fernisering er gratis og åben for alle. Der forventes ca. 300 deltagere til ferniseringen, 30 pr. tur ved virksomhedsbesøgene og 20.-25.000 til udstillingen. Der søges om 23.000 kr.

Puljegruppens indstilling: Puljegruppen indstiller, at projektet gives afslag. Afslaget begrundes med manglende lokal forankring. 

6. Sarah Kirkemann: Lav en stop motion film

Ansøger søger om støtte til en workshop, hvor der laves animationsfilm på Kulturstationen. Det kræver ikke erfaring, kun lyst til at fortælle små historier og være kreativ. Der arbejdes med tegning, klippeklister, kulisser, modellervoks og LEGO. Formålet er at skabe mulighed for børnene at bruge skærmene kreativt i stedet for bare at sidde og se på dem. Der er plads til ca. 25 personer: børn i alderen 4-12 år og deres voksne. Der søges om 11.378 kr.

Puljegruppens indstilling: Puljegruppen indstiller, at projektet gives afslag. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget støttede et lignende projekt fra samme ansøger i december 2023, og at lokaludvalget ønsker at sprede sin støtte til mange forskellige projekter. 

7. Joan Sørensen: Forårs/sommerkoncert

Vanløse Lungekor (Kolbøtterne) søger om støtte til en offentlig forårs/sommerkoncert i Vanløse Kirke i slutningen af maj. Der vil blive sunget nye og ældre sange om forår og sommer. Der vil være både korsang og fællessange. Formålet er at give publikum en god oplevelse og udbrede kendskabet til koret. Koret har 35 medlemmer og der forventes ca. 150 publikummer. Der søges om 9.000 kr.

Puljegruppens indstilling: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 9.000 kr., da projektet er dialog- og netværksdannende. Støtten gives som en underskudsgaranti.

8. Den Danske Sprogkreds ved formand Lise Bostrup: Rasmus Rask – Danmarks største sprogforsker

Ansøger søger om midler til et foredrag på Kulturstationen om sprogforskeren Rasmus Rask. Arrangementet er åbent for alle, der er interesserede i dansk sprog og kulturhistorie. Der forventes cirka 40 deltagere. Der søges om 5.000 kr.

Puljegruppens indstilling: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 5.000 kr., da det er dialogskabende og skaber netværk omkring det danske sprog. Støtten gives som en underskudsgaranti.

9. Emma K. Thomas: Keep : en bæredygtig kunstinstallation i haven på Københavns Højskoleforening

Ansøger søger om støtte til at lave en kunstinstallation i haven på Københavns Højskoleforening henover sommeren. Kunstinstallationen er et spiralhegn, hvor højden på hegnet bliver højere ind mod midten. Værket undersøger begreberne klaustrofobi og sikkerhed, isolation og beskyttelse. Der forventes cirka 1.000 besøgende i løbet af sæsonen. Der søges om 12.000 kr.

Puljegruppens indstilling: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 12.000 kr., da projektet via kunstinstallationen er dialogskabende. Projektet indeholder desuden medfinansiering og frivillighed, og installationen vil tilgængelige for alle interesserede vanløseborgere flere af ugens dage i højskoleforeningens have. Støtten gives som en underskudsgaranti.

10. Cirkus Vanløse 2024: Cirkusskolen i Vanløse

Cirkusskolen i Vanløse søger om støtte til fire dages Cirkus Vanløse forestillinger på Friluftsscenen i Bellahøjparken. Det er et samarbejde mellem professionelle og amatører. Formålet er at skabe samarbejde, sammenhold, mod og glæde på tværs af kundskaber og generationer. To dage inviteres lokale skoleklasser, institutioner, plejehjem og bo-tilbud gratis og to dage sælges billetter til privatpersoner. Der forventes i alt 2.300 publikummer. Der søges om 30.000 kr.

Puljegruppens indstilling: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 20.000 kr., da projektet er netværksdannede og samler vanløseborgere til en særlig kulturel oplevelse. Den reducerede støtte begrundes med et ønske om øget medfinansiering og frivillighed. Støtten gives som en underskudsgaranti.

11. De Grønne Pigespejdere - Grøndal gr.: Medlemskampagne hos De Grønne Pigespejdere - Grøndal gr.

Ansøger søger om støtte til en medlemskampagne tre onsdag aftener i maj. Formålet er at informere om, hvem pigespejderne i Grøndal er og invitere til et fællesskab, der skaber liv i bydelen. Arrangementet er sat op som en tidsrejse med forskellige nedslag i historien, og deltagerne får et mærke ved gennemførelse. Det er åbent for alle, men målgruppen er 5-10 år, og der forventes 40-50 piger med forældre. Der søges om 992,70 kr.

Puljegruppens indstilling: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 992,70 kr., da projektet er dialogskabede og skaber opmærksomhed på, hvad fællesskabet som pigespejder tilbyder. Støtten gives som en underskudsgaranti.

12. Anja Elisabeth Sand: Læse- og sprogcamp m. musik

Ansøger søger om støtte til et læsekursus i før-påskedagene på Kulturstationen og Vanløse bibliotek. Der vil være sprog- og læsetræning med musik og sang. Børnebibliotekarerne vil hjælpe børnene med at vælge bøger. Formålet er at give børnene mere mod og fremover drage nytte af de redskaber, de har fået på campen. Målgruppen er børn i alderen 5-12 år med læse- og sprogproblemer. Der er plads til ca. 15 børn. Der søges om 18.000 kr.

Puljegruppens indstilling: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 9.000 kr., da projektet er dialogskabende og herunder sætter fokus på læsevanskeligheder. Den reducerede bevilling begrundes med et ønske om højere frivillighed og medfinansiering. Støtten gives som en underskudsgaranti.

13. Outdoorklubben, Ann-Christina Salquist: Naturdage nær Damhusengen for familier

Ansøger søger om støtte til tre udendørsarrangementer (legedag på engen i februar, påske i naturen i marts og madlavning på bål i april) på Damhusengen for at få flere familier ud i naturen og skabe gode naturoplevelser sammen. Der vil være leg, bevægelse, bål, madlavning over bål og snitteaktiviteter. Målgruppen er børn i alderen 3-15 år med forældre og bedsteforældre. Der forventes i alt 250 deltagere. Der søges om 14.800 kr.

Puljegruppens indstilling: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 10.000 kr., da projektet er dialog- og netværksskabende. Den reducerede bevilling begrundes med begrænset midler tilbage i Vanløsepuljen. Støtten gives som en underskudsgaranti.

14. Historiske venner: Minder i datid og nutid

Historiske venner søger om støtte til fem historiske foredrag med lokalt perspektiv. Emnerne er Danmark i 1950’erne og 1960’erne, familiefester og takt og tone. Der bruges filmklip, billeder, musik, fællessang, leg, artefakter og en lille historisk spise. Målgruppen er ældre mennesker samt disses familier, venner, bekendte og alle andre historieinteresserede borgere i Vanløse. Der forventes i alt 200-250 deltagere. Der søges om 33.950 kr.

Puljegruppens indstilling: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 17.000 kr., da projektet tilgodeser særligt udsatte i bydelen. Den reducerede bevilling begrundes med begrænset midler tilbage i Vanløsepuljen. Kan ansøgeren ikke finde den nødvendige økonomi til at gennemføre projektet som beskrevet, er lokaludvalget åben overfor, at ansøgeren reducerer antallet af aktiviteter. Støtten gives som en underskudsgaranti.

15. Meryam Bachisse, Freja Kønig Skeem: ”Vanløse unge i Centrum” UngeVærk Vbuc.

Ansøgere søger støtte til et arrangement i Ungeværk i Vanløse for unge i alderen 14-17 år. Formålet er at bygge bro mellem Ungeværk i Vanløse og alle bydelens unge samt at gøre opmærksom på, hvad Ungeværket kan. Arrangementet afholdes fredag 3. maj, og der vil være åbent i værkstederne, så serveres der grillpølser med tilbehør og så koncert. Der forventes 300 unge til første del af arrangementet og 150 unge til koncerten, hvor der skal købes billet. Der søges om 54.000 kr.

Puljegruppens indstilling: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 25.000 kr., da projektet er netværksskabende og skaber opmærksomhed om ungefællesskaber i Vanløse. Den reducerede bevilling begrundes med begrænset midler tilbage i Vanløsepuljen. Kan ansøgeren ikke finde den nødvendige økonomi til at gennemføre projektet som beskrevet, er lokaludvalget åben overfor, at ansøgeren reducerer antallet af aktiviteter. Støtten gives som en underskudsgaranti.

16. Zangenbergs Teater: G.G – GOOD GAME.

Ansøger søger om støtte til et teaterværk, hvor teaterrummet flyder sammen med computerspillenes verden i et interaktivt værk, hvor publikum kan træde ind som medskabere som i et game. Teaterets lokaler deles op i flere forskellige rum, hvor publikum bliver ført igennem. Her vil udspilles scener, scenarier og handlinger, som publikum bliver en del af. Der forventes 600 publikummer, bl.a. teenagedrenge som ikke selv opsøger teateret, i de 2 ugers spilleperiode. Der søges om 35.000 kr.

Puljegruppens indstilling: Puljegruppen indstiller, at projektet gives afslag. Afslaget begrundes med et ønske om højere frivillighed og større lokal forankring. 

17. Anette Tybjerg-Jeppesen: LEGO Workshop

Ansøger søger om støtte til LEGO Workshop på Kulturstationen. Formålet med workshoppen er at inspirere til kreativ leg og fællesskab for børn, der rykker fra KKFO til klub, hvor der ofte er et skift i de aktiviteter, børnene tilbydes. Workshoppen strækker sig over tre lørdage i juni, 3 timer pr. gang. Der forventes 25 deltagere. Der søges om 23.500 kr.

Puljegruppens indstilling: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 10.000 kr., da projektet skaber netværk og fællesskab blandt børn i Vanløse. Den reducerede bevilling begrundes med begrænset midler tilbage i Vanløsepuljen. Kan ansøgeren ikke finde den nødvendige økonomi til at gennemføre projektet som beskrevet, er lokaludvalget åben overfor, at ansøgeren reducerer antallet af aktiviteter. Støtten gives som en underskudsgaranti. 

18. Paul Hartvigson, Formidlerforeningen: Skolehistorier i Vanløse - Erindring, lokal identitet, fortælling og læring på tværs af generationer.

Formidlerforeningen søger om støtte til et projekt, der skal indsamle viden fra ældre i klubber og centre. Derefter inddrages skolerne til undervisningsture, og der laves et kompendium til skolerne til brug i undervisningen. Formålet er at aktivere de ældre både fysisk og mentalt og give dem en oplevelse af relevans af deres livserfaring, samt spændende og engagerende undervisning for børn og metoder til, at lærerne kan bruge lokalmiljøet. Der forventes 600 fysiske deltagere. Der søges om 73.000 kr.

Puljegruppens indstilling: Puljegruppen indstiller, at projektet gives afslag. Afslaget begrundes med begrænset midler tilbage i Vanløsepuljen samt et ønske om øget medfinansiering (f.eks. egenbetaling, deltagerbetaling, støtte fra andre fonde).

19. Martine Lynge Lyngesen: De Unges By

Ansøger søger om støtte til et workshopforløb, der har til formål at engagere de lokale unge i samskabelsen af byen. Workshoppen forløber over tre dage i april og byder på guidede ture, dialog om inklusion, design og de unges ideelle offentlige rum med fokus på tilgængelighed, mangfoldighed og fællesskab. Der laves skitser og modeller. Efter workshoppen vil de unge have forståelse for inkluderende designprincipper. Der forventes 50 gymnasieelever, studerende og andre nysgerrige unge i Vanløse. Der søges om 44.000 kr.

Puljegruppens indstilling: Puljegruppen indstiller, at projektet gives afslag. Afslaget begrundes med et ønske højere frivillighed og medfinansiering samt større lokal forankring. 

Løsning

Vanløse Lokaludvalg godkender forretningsudvalgets indstillinger til beslutning om afslag eller bevilling af 2024-puljemidler som underskudsgaranti fra Vanløsepuljen.

Økonomi

Der er i alt 5 puljeansøgninger, der behandles som A-sag og 19 puljeansøgninger, der behandles som B-sag. Der ansøges om et samlet beløb på 654.730 kr.

Videre proces

Sekretariatet sørger for, at alle ansøgere, der bevilges støtte, modtager et tilsagnsbrev med de betingelser, der skal overholdes for, at støtten kan udbetales. Alle ansøgere, der får afslag på støtte, modtager et afslagsbrev med begrundelsen for afslaget.

/Jan Lindboe

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg besluttede under godkendelse af dagsorden, at puljeansøgningerne nr. 15 og 17 fra dagsordenspunkt 12. B-sag: Beslutning om puljeansøgninger til Vanløsepuljen blev trukket op til dagsordenspunkt 4. A-sag: Beslutning om puljemidler til Vanløsepuljen og blev behandlet efter ansøgning nr. 5.

2. De øvrige indstillinger blev godkendt i forbindelse med godkendelse af dagsorden.

Til top