Beslutning om 2025-puljeansøgninger til Vanløsepuljen
Indstilling
Forpersonen indstiller på baggrund af forretningsudvalgets drøftelser, at Vanløse Lokaludvalg:
- Støtter med 40.000 kr. i 2025-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: HaveSpektakel 2025
- Støtter med 60.000 kr. i 2025-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: Børnekultur på Kulturstationen Vanløse 2025
Problemstilling
1. Ruth Lerche og Sarah Eckhardt-Læssøe: HaveSpektakel 2025
Med HaveSpektakel vil ansøger bringe international scenekunst af høj kvalitet helt ud i lokalsamfundet og transformere lokale baghaver, altaner og garager til scener. Ansøger fokuserer på gadeteater, ny-cirkus og musikoplevelser. Festivalen er for alle i alle aldre. Der vil være forestillinger for børnefamilier i løbet af dagen, og forestillingerne om eftermiddagen/aften er mere for unge og voksne. Der søges om 65.000 kr.
Forretningsudvalgets indstilling: Forretningsudvalget indstiller, at projektet bevilges 40.000 kr., da festivalen samler store såvel som små vanløseborgere til en unik scenekunstoplevelse i Vanløse, og at festivalen arrangeres i samarbejde med mange lokale aktører. Den reducerede støtte begrundes med begrænset økonomi i Vanløsepuljen. Kan ansøgeren ikke finde den nødvendige økonomi til at gennemføre projektet som beskrevet, er lokaludvalget åben overfor, at ansøgeren nedjusterer aktiviteterne i projektet og indsender et opdateret budget til Sekretariatet for Vanløse Lokaludvalg. Støtten gives som en underskudsgaranti.
2. Helene Marie Ploug Darsberg: Børnekultur på Kulturstationen Vanløse 2025
Kulturstationen Vanløse søger om støtte til en række børnekulturarrangementer på Kulturstationen, herunder fastelavn, Lego-workshop, litteraturarrangementer for børn, gadeteaterfestival, Science Show i forbindelse med Naturvidenskabsfestival m.v. Ansøger forventer ca. 1.500 deltagere i alt, og aktiviteterne henvender sig til børn fra 3-14 år. Med projektet ønsker ansøger at samle vanløseborgere på tværs af alder og social baggrund til, hovedsageligt gratis, lokale oplevelser af høj kvalitet så alle kan være med. Der søges om 91.750 kr.
Forretningsudvalgets indstilling: Forretningsudvalget indstiller, at projektet bevilges 60.000 kr., da projektet er dialogskabende og samler børn og børnefamilier fra bydelen til en masse spændende kulturtilbud i 2025. Den reducerede støtte begrundes med begrænset økonomi i Vanløsepuljen. Kan ansøgeren ikke finde den nødvendige økonomi til at gennemføre projektet som beskrevet, er lokaludvalget åben overfor, at ansøgeren nedjusterer aktiviteterne i projektet og indsender et opdateret budget til Sekretariatet for Vanløse Lokaludvalg. Støtten gives som en underskudsgaranti.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg godkender forretningsudvalgets indstillinger til beslutning om afslag eller bevilling af 2025-puljemidler som underskudsgaranti fra Vanløsepuljen.
Økonomi
Der er i alt to puljeansøgninger, der behandles som A-sag og seks puljeansøgninger, der behandles som B-sag for 2025-puljemidler. Der ansøges om et samlet beløb på 535.514 kr. Der er 1.000.000 kr. tilbage i Vanløsepuljen. Såfremt lokaludvalget beslutter at følge forretningsudvalgets indstillinger, vil lokaludvalget bevilge midler for 399.016 kr. og have 600.984 kr. tilbage i Vanløsepuljen.
Videre proces
Sekretariatet sørger for, at alle ansøgere, der bevilges støtte, modtager et tilsagnsbrev med de betingelser, der skal overholdes for, at støtten kan udbetales. Alle ansøgere, der får afslag på støtte, modtager et afslagsbrev med begrundelsen for afslaget.
Beslutning
1. Jan Lindboe var ikke til stede under sagens behandling grundet inhabilitet
Vanløse Lokaludvalg godkendte indstilling om bevilling af 40.000 kr. i 2025-puljemidler som underskudsgaranti til ansøgningen: HaveSpektakel 2025.
2. Jan Lindboe og Peter Haahr var ikke til stede under sagens behandling grundet inhabilitet
Vanløse Lokaludvalg godkendte indstilling om bevilling af 60.000 kr. i 2025-puljemidler som underskudsgaranti til ansøgningen: Børnekultur på Kulturstationen Vanløse 2025