Mødedato: 21.11.2024, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

B-sag: Beslutning om Informationspulje 2025

Lokaludvalget skal træffe beslutning om afsættelse af midler til en synligheds- og informationspulje til annoncering af lokaludvalgets aktiviteter og projekter på sociale medier og i lokalavisen i 2025. Synligheds- og informationspuljen indeholder også midler til uforudsete borgermøder og borgerinddragelsesaktiviteter og til tiltag i en kommende kommunikationsstrategi for 2025. 

Indstilling

Forpersonen indstiller

  1. at Vanløse Lokaludvalg drøfter og godkender at afsætte 100.000 kr. i 2025-puljemidler til en synligheds- og informationspulje, samt bemyndiger formanden til at træffe beslutning om brug heraf jf. Borgerdialog under Problemstilling.

Problemstilling

Vanløse Lokaludvalg har i de seneste år afsat midler til en informationspulje samt midler til forskellige synlighedstiltag.

Annoncering

Vanløse Lokaludvalg har løbende udgifter til annoncering i på sociale medier og i lokalavisen.
I februar 2024 besluttede lokaludvalget med godkendelsen af en ny kommunikationsstrategi at satse på digital annoncering og kun have et begrænset brug af annoncer - fx til en aktivitetskalender for hvert kvartal i VanløseLiv, nu KøbenhavnLiv.

Fra januar til oktober 2024 har lokaludvalget brugt ca. 20.000 kr. på at annoncere om lokaludvalgets projekter og arbejde på de sociale medier, svarende til ca. 2.000 kr. om måneden.

I 2024 har lokaludvalget øget antallet af følgere på sociale medier. På 10 måneder har der været en stigning på 13% på Facebook og 15% på Instagram, så vi nu har 1.912 følgere på Facebook og 795 følgere på Instagram.

Der blev brugt 32.000 kr. på annoncer i lokalavisen; primært annoncer med aktivitetskalender for flere måneder. Der planlægges desuden en juleannonce, og i alt er der derfor udgifter på 40.000 kr. til avisannoncer.

Borgerdialog

Vanløse Lokaludvalg afholder løbende borgermøder og borgerinddragelsesaktiviteter. Ved flere lejligheder har det vist sig, at lokaludvalget har brug for at anvende puljemidler til udgifter med en tidshorisont, der ikke gør det muligt, at afvente bevilling af midler på et lokaludvalgsmøde. Det drejer sig især om udgifter til informations- og borgerdialogaktiviteter i forbindelse med høringer, bydelsaktuelle sager o. lign. Høringsfrister kan være for korte til, at der kan afventes bevilling af midler på et lokaludvalgsmøde til f.eks. annoncering og afholdelse af borgermøde.

Det foreslås derfor at sætte midler af til de borgermøder og borgerdialogaktiviteter, som ikke kan nå at blive godkendt på et lokaludvalgsmøde. Forpersonen for lokaludvalget bemyndiges til at træffe beslutning om disse to budgetposter med efterfølgende orientering af lokaludvalget på førstkommende ordinære møde.

Løsning

Vanløse Lokaludvalg drøfter og godkender at afsætte 100.000 kr. i 2025-puljemidler til en synligheds- og informationspulje, samt bemyndiger formanden til at træffe beslutning om brug heraf.

Økonomi

Budgetposterne i økonomiafsnittet er foreløbige og kan justeres efter evt. nye prioriteringer eller udgiftsposter (f.eks. film), når lokaludvalget skal træffe beslutning om en kommunikationsstrategi ved et kommende møde.

 Annoncering på sociale medier    40.000 kr.
 Annoncering i lokalavisen    40.000 kr.
 Borgerdialog (borgermøder, byvandringer, kaffevogne m.v.) 

   20.000 kr.

 I alt  100.000 kr.

Videre proces

Ved et kommende møde skal lokaludvalget træffe beslutning om en kommunikationsstrategi med prioriterede indsatser i 2025. Budgetposterne i økonomiafsnittet kan derfor justeres på et kommende møde, når der foreligger en kommunikationsstrategi.

Hvis der træffes beslutning om anvendelse af midler til borgermøder eller borgerinddragelsesaktiviteter fra synligheds- og informationspuljen, vil det blive oplyst under punktet Meddelelser på det efterfølgende lokaludvalgsmøde, ligesom forbruget vil fremgå af den månedlige oversigt over puljemidlerne.

/Jan Lindboe
Til top