B-sag: Beslutning om Informations- og borgerdialogpulje 2020
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Vanløse Lokaludvalg beslutter at afsætte 45.000 kr. i 2020-puljemidler til en informations- og borgerdialogpulje i 2020, og bemyndiger formanden til at træffe beslutning om brug heraf jf. løsningsafsnittet.
Problemstilling
Vanløse Lokaludvalg får hvert år udlagt puljemidler til selvstændig varetagelse til brug for dialogskabende, netværksdannende og bydelsrettede aktiviteter. En præmis for puljemidlernes anvendelse er, at midlerne skal være afsat til konkrete aktiviteter af lokaludvalget, inden de kan anvendes.
Ved flere lejligheder har det vist sig, at lokaludvalget har brug for at kunne bruge af puljemidlerne til udgifter med en tidshorisont, der ikke muliggør, at der afventes bevilling på et lokaludvalgsmøde. Det drejer sig især om udgifter til informations- og borgerdialog aktiviteter i forbindelse med høringer o. lign. bydelsaktuelle sager. Høringsfrister kan være for korte til, at der kan afventes bevilling af midler på ét lokaludvalgsmøde, mens der på et efterfølgende møde skal tages stilling til afsendelse af et evt. høringssvar eller henvendelse.
Lokaludvalget har løbende informationsudgifter til f.eks. annoncering, facebook-boost mm. af borgermøder, borgerpanelundersøgelser o.lign, som med fordel kan dækkes af en samlet informations- og borgerdialog bevilling frem for bevilling fra gang til gang.
Derudover afsættes midler til helsidesannoncer i lokalavisen ca 4 gange årligt, der handler om arbejdsgrupper i lokaludvalget, egne projekter, puljefrister mm. Ved at beslutte jævnlige 1-sides annoncer, kan lokaludvalget dels fortælle borgerne i bydelen, hvad lokaludvalget kan, vil og gør, samtidig med aktuelle sager og projekter kan kommunikeres mere dybdegående.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg beslutter at afsætte 45.000 kr. i 2020-puljemidler til en informations- og borgerdialogpulje, og giver formanden mandat til at træffe afgørelser om brug af puljemidler inden for den foreslåede ramme. Det betyder, at puljen kan bruges til følgende aktiviteter:
- annoncering i avis og/eller på facebook, f.eks. borgermøder, borgerpanelundersøgelser og i forbindelse med høringer eller andre bydelsaktuelle sager som henvendelser fra forvaltninger.
- helsides informationsannoncer om lokaludvalgets arbejde.
- borgerdialog, f.eks. til afvikling af borger/debatmøde i forbindelse med høringer eller andre henvendelser af bydelsrelevant karakter, evt. også i forbindelse med det kommende Folketingsvalg
- småarrangementer, f.eks. kaffevogn i forbindelse med indsamling af input fra borgerne på aktuelle bydelssager så som tryghedsvandringer, indbrudskampagne eller lign. samarbejder.
Når der er truffet beslutning om anvendelse af midler inden for informations- og borgerdialogpuljen, vil det blive oplyst under punktet Meddelelser på det efterfølgende lokaludvalgsmøde, ligesom forbruget vil fremgå af den månedlige oversigt over puljemidlerne under punktet Status på økonomi.
Økonomi
Vanløse Lokaludvalg har for 2020 fået tildelt ca. 1.4 mio. kr. i puljemidler til selvstændig varetagelse. Af disse midler afsættes 45.000 kr. til Informations- og borgerdialogpuljen til egne projekter.
4 helsidesannoncer á 7346,28 kr., i alt 30.000 kr.
Videre proces
Når der er truffet beslutning om anvendelse af midler inden for informationspuljen, vil det blive oplyst under punktet Meddelelser på det efterfølgende lokaludvalgsmøde, ligesom forbruget vil fremgå af den månedlige oversigt over puljemidlerne.