Mødedato: 21.03.2024, kl. 19:00
Mødested: Grøndal Multicenter, Hvidkildevej 64, 2400 Kbh. NV

Beslutning om revidering af retningslinjer for Vanløsepuljen

Se alle bilag

Vanløse Lokaludvalg skal tage stilling til udkast til reviderede retningslinjer for Vanløsepuljen. Forretningsudvalget har udarbejdet et forslag, så puljemidlerne i højere grad kan understøtte temaer og indsatser i lokaludvalgets bydelsplan. Udkastet indeholder en ny tekststruktur for retningslinjerne samt fem øvrige ændringer, for at gøre retningslinjerne og lokaludvalgets prioriteringer mere gennemskuelige.

Indstilling

Forpersonen indstiller

1. at Vanløse Lokaludvalg drøfter og tager beslutning om, hvilke prioriteringer lokaludvalget vægter, når puljeansøgninger til Vanløsepuljen behandles

2. at Vanløse Lokaludvalg drøfter og tager beslutning om de øvrige fem ændringsforslag til retningslinjerne for Vanløsepuljen

Problemstilling

I forbindelse med udarbejdelse af bydelsplanen har Vanløse Lokaludvalg tidligere drøftet at revidere retningslinjerne for Vanløsepuljen, så puljemidlerne i højere grad anvendes strategisk og kan understøtte Bydelsplanens temaer og indsatser. 

Forretningsudvalget har udarbejdet et udkast til reviderede retningslinjer for Vanløsepuljen.
Udover tilføjelse af bydelsplanen, foreslår forretningsudvalget også en ny struktur for retningslinjerne. Strukturen består af tre hovedafsnit "Prioriteringer", "Ingen eller begrænset støtte" samt "Betingelser for støtte". Dette for at gøre retningslinjerne og lokaludvalgets prioritering i vurderingen af ansøgningerne mere gennemskuelige, så det tydeligere fremgår hvorvidt en ansøgning tilgodeser lokaludvalgets prioriteringer og/eller falder uden for retningslinjerne. 

Valg af prioriteringer

I udkastet er der i afsnittet "Prioriteringer" oplistet de prioriteringer som lokaludvalget vægter, når puljeansøgninger behandles. Dette afsnit skal erstatte afsnittet "I behandlingen af ansøgninger til Vanløsepuljen lægger vi vægt på" i de nuværende retningslinjer: 

Forretningsudvalget foreslår følgende prioriteringer, som lokaludvalget skal tage stilling:

  • Vanløse Lokaludvalg prioriterer projekter, der understøtter temaer og indsatser i lokaludvalgets bydelsplan. Du kan finde temaer her: link til bydelsplan på hjemmeside
  • Vanløse Lokaludvalg prioriterer projekter, der indeholder medfinansiering og/eller frivilligt arbejde
  • Vanløse Lokaludvalg prioriterer projekter, der gennemføres i samarbejde med lokale samarbejdspartnere (bekræftede samarbejdspartnere).
  • Vanløse Lokaludvalg prioriterer at give støtte til mange forskellige projekter, ligesom vi vægter en geografisk spredning i bydelen og en variation i målgrupperne, herunder børn og unge, i de arrangementer, der får tilsagn.

Herudover foreslår forretningsudvalget, at lokaludvalget drøfter, hvorvidt Vanløse Lokaludvalg skal prioritere projekter, der henvender sig til målgruppen børn og unge.

Lokaludvalget skal også drøfte, hvorvidt der er andre prioriteringer som lokaludvalget vægter, når puljeansøgninger behandles.

Øvrige ændringsforslag

Forretningsudvalget foreslår følgende øvrige ændringsforslag til retningslinjerne for Vanløsepuljen

Ændring 1: "Ved aktiviteter der bevilges 200.000 kr. eller derover, kræves der en revisorpåtegning af en uafhængig (...)" ændres til "Ved aktiviteter der bevilges 500.000 kr. eller derover, kræves der en revisorpåtegning af en uafhængig (...)"

Begrundelse: I Københavns Kommunes ”Forretningscirkulære for ydelse af tilskud” fremgår det nu, at regnskaber for projekttilskud på 500.000 kr. eller mere skal være revisionspåtegnet.

Ændring 2: "Det ansøgte projekt må som udgangspunkt ikke være afholdt, når ansøgningen behandles i lokaludvalget" ændres til "Vi støtter ikke projekter der er afholdt, før ansøgningen kan behandles i lokaludvalget"

Begrundelse: Med ændringen vil sekretariatet få administrativ beføjelse til at afvise ansøgninger til aktiviteter, der er afholdt, inden lokaludvalget ville have behandlet sagen. Lokaludvalget har tidligere behandlet og givet afslag til ansøgninger, for aktiviteter afholdt, forud for behandling i lokaludvalget. Eksempelvis er det et krav, at ansøger synliggør, at projektet er støttet af lokaludvalget, og det kan ansøger ikke, hvis projektet er afholdt før, at det behandles i lokaludvalget. 

Ændring 3: "Vi støtter som udgangspunkt ikke udgifter til projektledelse og -koordinering, da vi vægter medfinansiering og/eller frivilligt arbejde" ændres til "Vi støtter ikke udgifter til projektledelse og -koordinering, da vi vægter medfinansiering og/eller frivilligt arbejde"

Begrundelse: Lokaludvalget modtager forsat mange ansøgninger med udgiftsposter til projektledelse og -koordinering, hvorfor der stilles forslag om at være mere tydelig i sin formulering. Ændringen vil betyde, at det fremover ikke vil være muligt at lave undtagelser indenfor rammerne af retningslinjerne.  

Ændring 4: Følgende sætning slettes "Vi giver begrænset støtte til anskaffelser og anlæg på over 15.000 kr. Hvis der gives støtte til anskaffelser over 15.000 kr., skal det så godt som muligt sikres, at indkøbet kommer bydelens borgere til gode i fremtiden, fx ved udlån eller at brugen af anskaffelsen er offentlig tilgængelig". 

Begrundelse: Forretningsudvalget ønsker at slette sætningen og beløbstørrelse på 15.000 kr. for i stedet at vurdere ansøgninger fra gang til gang. Forretningsudvalget er enig i, at større indkøb skal komme bydelens borgere til gode i fremtiden, men man opfordrer lokaludvalget til ikke at angive et fast beløb. Lokaludvalget har i de seneste år modtaget ganske få ansøgninger med udgiftsposter til anskaffelser og anlæg. 

Ændring 5: Følgende sætning slettes "Ansøgninger til juleprojekter behandles som udgangspunkt samlet på lokaludvalgets møde i september og skal derfor søges inden ansøgningsfristen for dette møde".

Begrundelse: Forretningsudvalget ønsker at slette sætningen, da lokaludvalget i de senere år også har behandlet juleprojekter på mødet i november såvel som ansøgninger til større juleprojekter i foråret. Forretningsudvalget ser ikke noget problem i at behandle juleprojekter løbende henover året. 

Løsning

Vanløse Lokaludvalg drøfter og tager beslutning om, hvilke prioriteringer lokaludvalget vægter, når puljeansøgninger til Vanløsepuljen behandles 

 Vanløse Lokaludvalg drøfter og tager beslutning om de øvrige fem ændringsforslag til retningslinjerne for Vanløsepuljen

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalgets 2024-puljemidler.

Videre proces

Sekretariatet opdaterer retningslinjerne for Vanløsepuljen på hjemmesiden og skriver en nyhed om de opdaterede retningslinjerne på hjemmesiden. Ligeledes opdateres ansøgningsskema og evalueringsskema, så de er i overensstemmelse med de nye retningslinjer for Vanløsepuljen.

Forretningsudvalget ønsker senere på året en drøftelse af antallet af ansøgningsrunder pr. budgetår til Vanløsepuljen, herunder muligheden for at reducere antallet af ansøgningsrunder fra 6 til 5 ansøgningsrunder pr. budgetår. 

/Jan Lindboe

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg godkendte de reviderede retningslinjer for puljemidler.
Til top