Beslutning om udpegning af medlemmer til Lillehjemmets Sommerhusfond
Tidligere beslutninger
Indstilling
- at Vanløse Lokaludvalg beslutter at indstille 3 medlemmer af Vanløse Lokaludvalg til bestyrelsen for Lillehjemmets Sommerhusfond.
- at Vanløse Lokaludvalg indstiller op til 3 suppleanter for bestyrelsesmedlemmerne
Problemstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har haft en driftsaftale med et selvejende plejehjem i Vanløse/Brønshøj/Husum. Plejehjemmet er nedlagt for mange år siden, men i vedtægterne var det anført, at i tilfælde af lukning skulle likvidationsformuen tilfalde Københavns Kommune øremærket sommerhusophold for plejehjemsbeboere, primært i Vanløse. På grund af deponeringsregler har Sundhed- og Omsorgsforvaltningen i samråd med Økonomiforvaltningen etableret en fond til at forestå opgaven med leje og formidling af sommerhuse til plejehjemmene.
Fondens vedtægter er vedhæftet som bilag, og heraf fremgår bl.a. af §4, at bestyrelsen består af 3 medlemmer, der udpeges af og blandt medlemmerne af Vanløse Lokaludvalg for en 4 årig periode ad gangen. Genudpegning kan finde sted. Samtidig med udpegningen af bestyrelsesmedlemmer udpeges suppleanter for disse. Suppleanternes valgperiode følger valgperioderne for de bestyrelsesmedlemmer, som de er suppleanter for. Det fremgår yderligere, at et bestyrelsesmedlem er pligtigt til at udtræde af bestyrelsen, såfremt man af helbredsmæssige årsager bliver uegnet til at varetage hvervet, og ligeledes hvis ens hverv som medlem af Vanløse Lokaludvalg ophører.
På den baggrund beder Sundheds- og Omsorgsforvaltningen Vanløse Lokaludvalg om at udpege tre medlemmer til fondens bestyrelse.
Hans Thomsen fra Vanløse Lokaludvalg er pt. formand for bestyrelsen og genopstiller gerne.
Der forventes at blive to til tre møder om året, og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen varetager sekretariatsfunktionen. Forvaltningen oplyser, at såfremt det kan lette arbejdet, vil det formentlig være muligt at lægge bestyrelsesmøderne i forbindelse med andre møder i lokaludvalget.
Medlemmer af lokaludvalget, der indstilles til at indgå i bestyrelsen, vil sidde med instruktionsbeføjelse fra lokaludvalget, dvs. at de forventes at varetage lokaludvalgets interesser i deres hverv som bestyrelsesmedlemmer.
Når lokaludvalget udpeger medlemmer til eksterne bestyrelser, brugerråd mv. sker det således, at lokaludvalget indstiller til Borgerrepræsentationen, som herefter godkender udpegningen inden medlemmet kan indtræde som repræsentant. Lokaludvalget skal være opmærksom på ligestillingsloven, og det henstilles til, at der under udpegningen tages hensyn til en ligelig fordeling af mænd og kvinder.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg indstiller 3 lokaludvalgsmedlemmer
Økonomi
Beslutningen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalg.
Videre proces
Hvis Vanløse Lokaludvalg indstiller personer fra lokaludvalget til bestyrelsen, vil indstillingerne efterfølgende blive forelagt Borgerrepræsentationen til godkendelse. Sekretariatet sørger for det videre administrative arbejde, herunder kontakten Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.
Beslutning
1. Vanløse Lokaludvalg besluttede at udpege Hans Thomsen, Iris L. Nielsen og Knud Schou, som medlemmer.
2. Vanløse Lokaludvalg besluttede at udpege Steen Hansen, Sven Grønsund og Kaj Lorenzen, som suppleanter.