Beslutning om høring vedr. ændring i regulativ for husholdningsaffald
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Vanløse Lokaludvalg beslutter høringssvar vedr. ændring i regulativ for husholdningsaffald.
Problemstilling
For at implementere Teknik- og Miljøudvalgets beslutning om sortering af bioaffald i hele kommunen skal § 9 i regulativet for husholdningsaffald ændres. Regulativet skal fastsætte forskrifter om indsamlingsordningernes omfang og tilrettelæggelse mv., herunder krav om sortering, ikrafttrædelse mv.
Regulativets § 9 beskriver, hvordan ordningen for dagrenovation er tilrettelagt i Københavns Kommune. Den afgørende ændring er, at dagrenovationen nu er delt op i to typer af affald:
• Bioaffald, som fx består af bionedbrydeligt mad- og køkkenaffald såsom kød, grøntsager, frugter, kaffefiltre og lignende.
• Restaffald, som hovedsageligt består af ikke-biologisk køkkenaffald, hygiejneaffald og mindre emner af kasserede materialer, der typisk frembringes af private husholdninger.
Hele høringen kan ses på Københavns Kommunes høringsportal : http://www.blivhoert.kk.dk/hoering/ndring-af-regulativ-husholdningsaffald
Arbejdsgruppen for Natur og Miljø behandler sagen på deres møde torsdag den 6. april og kommer med et udkast til høringssvar til Lokaludvalgsmødet.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg behandler høringssag om ændring i regulativ for husholdningsaffald, og beslutter et høringssvar på baggrund af Natur- og Miljøarbejdsgruppens udkast.
Økonomi
Beslutningen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs midler.
Videre proces
Sekretariatet står for indsendelse af høringssvar på kommunens høringsportal.
Beslutning
Vanløse Lokaludvalg godkendte udkast til høringssvar.
Finn Godtfredsen ønskede flg. tilføjet i protokollen: Vanløse Lokaludvalg ser det som et stort fremskridt, at der indføres udsortering af bioaffald i alle husstandstyper. Det er stærkt ønskeligt, at så mange husstande som muligt udsorterer bioaffald. Derfor er det vigtigt, at husstande, som framelder sig ordningen, efterfølgende jævnligt opfordres til at tilmelde sig. Lokaludvalget medvirker gerne i oplysningsarbejde om affaldssortering.
Denne bemærkning fik tilslutning af: Hanne Larsen, Per Stengade, Steen Eskildsen, Hans Kofod, Finn Nesgaard, Sven Grønsund, Jens Wedenborg, Freddy Christiansen, Peter Haahr og Erik Meier Andersen.