Meddelelser
Orientering om Klimatilpasning i Københavns Kommune
Teknik og Miljøforvaltningen har desværre ikke mulighed for at deltage i lokaludvalgets møde, men har sendt oplæg om klimatilpasningstiltag fra fællesmødet for lokaludvalgsmedlemmer den 25. februar 2025, opfølgning på spørgsmål fra mødet samt et kort over HOFORs skybrudstunneler. Oplæg og kort over skybrudstunneler er vedhæftet internetdagsorden. Opfølgning på spørgsmål fra mødet er indsat nedenfor.
Der blev spurgt ind til, hvilke retningslinjer, der er for private matrikler ifm. at lave klimatilpasningstiltag på egen grund. Her er der links til Københavns Kommunes hjemmeside, så I kan se de specifikke regler:
Tjek om dit byggeri kræver byggetilladelse | Københavns Kommune
Søg tilladelse til at ændre din vej eller fortov | Københavns Kommune
Der blev efterspurgt information om “lejrløsninger” og præventive tiltag, som boligejere/grundejerforeninger kan implementere. Her henviser vi til følgende artikel på Københavns kommunes hjemmeside. Forbered dig på skybrud | Københavns Kommune
Vi kan desværre ikke dele jeres mailadresser, som der blev efterspurgt, men vi opfordrer jer til at kontakte de forskellige lokaludvalgssekretariater, for at komme i kontakt med hinanden og fortsætte den gode dialog og erfaringsudveksling, som vi oplevede på mødet. Her et link til kontaktoplysninger på de forskellige lokaludvalgssekretariater: Kontaktoplysninger på lokaludvalgssekretariater | Lokaludvalg København.
Høring om Restaurations og nattelivsplan
Udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2025 er i høring frem til den 24. april på Bliv Hørt: Høringsportalen | Udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2025 Planen indeholder oplæg til en fælles vision for nattelivet, miljøplan og en restaurationsplan gældende for perioden 2026-2029. Temagruppen for Byliv, kultur og erhverv har behandlet sagen og ikke haft bemærkninger, høringen er også sendt til Vanløse Erhvervsforening.
Fremtidig anvendelse af Stairway
Kultur og Fritidsudvalget skal den 13. marts 2025 beslutte, om der skal indgås brugsaftale for spillestedet Stairway i Vanløse på baggrund af to ansøgninger fra hhv. Pandora Teaterskole og Foreningen Folkehuset Vanløse. Se Kultur og Fritidsudvalgets dagsordner og referat: | Københavns Kommune
Kultur og Fritidsudvalget skal behandle budgetbidrag 2026
Kultur og Fritidsudvalget skal den 13. marts 2025 behandle forslag til budgetbidrag 2026, herunder forslag til nedlæggelse af de to borgerservicecentre med færrest besøgende, hhv. Vanløse og Østerbro. Se Kultur og Fritidsudvalgets dagsordner og referater her: | Københavns Kommune
Etablering ældreboliger Cirkusgrunden
Bispebjerg Lokaludvalg har gjort Vanløse Lokaludvalg opmærksom på, at Cirkusgrunden efter planen skal anvendes til et plejecenter. Der er plads til ca. 14.000 etm2 byggeri + 20 % friareal, hvilket giver mulighed for 100 - 140 plejeboliger. Projektet er endnu ikke udbudt og der foreligger ikke en endelig tidsplan for projektet.
Den nationale cykelpulje
I Teknik- og Miljøudvalgets møde den 10. marts 2025 har udvalget besluttet projekter til indsendelse til den nationale cykelpulje. Ingen af lokaludvalgets to indmeldinger; etablering af det manglende stykke cykelsti på Albertslundruten samt cykelsti på Jydeholmen er udvalgt i den endelige indmelding.
Skolevejsprojekt på Hvidkildevej
Borgerrepræsentationen har i deres møde den 6. marts 2025 besluttet den alternative løsning for skolevejsprojektet på Hvidkildevej. Det betyder, at der nu kommer faste heller og vejbump, og at der ikke længere kan være Copenhagen Historic Grand Prix i området. Forvaltningen havde oprindeligt foreslået et projekt med flytbare heller og vejbump.
Alle temagrupper drøfter borgerdialog til byfest inden næste LU-møde
Til næste lokaludvalgsmøde skal lokaludvalget tage stilling til, hvilke sager man vil drøfte med borgerne til byfesten Vanløse på den 2. ende. Temagrupperne skal derfor drøfte input til emner i deres næste møder.
Biodiversitet på Marie Christensens Plads
Teknik- og Miljøforvaltningen har meddelt, at de forventes at få bevilliget midler til at gennemføre biodiversitetstiltag på Marie Christensens Plads i krydset mellem Sallingvej og Jyllingevej. Projektet etableres med henblik på at øge biodiversiteten på pladsen, hvilket også kan få mange positive sideeffekter. I den forbindelse vil forvaltningen gerne i dialog med lokaludvalget, ligesom de har indledt en dialog med Børne- og Ungdomsforvaltningen for at afdække potentialet i, at tiltagene kan bidrage til leg og læring for de omkringliggende skoler.
Projektet er i opstartsfasen og anlægsperioden forventes at finde sted i løbet af 2026/27.
Tak for støtte fra Københavns Skolehaver
Agnete Høst fra Københavns Skoler har sendt følgende mail til lokaludvalget i forbindelse med støtte til udekøkken:
Tak for den flotte og for os vigtige støtte til etablering af et udekøkken i Københavns Skolehaver i Grøndalsparken. Det betyder, at vi nu kan gå i gang og nå at have faciliteterne klar til højsæsonen, som med den lune forårsluft kan mærkes er på vej. Vi er glade og taknemmelige for jeres opbakning af vores arbejde for bydelens børn og unge. Den betyder meget.
Mange hilsner fra Københavns Skolehaver / Agnete
Rokeringssager Liberal Alliance og Hus Forbi i Vanløse Lokaludvalg
Sarah Simone Lorentzen (Liberal Alliance) udtræder som medlem i Vanløse Lokaludvalg med sidste dag den 6. marts 2025. Pladsen er herefter vakant.
Julie Agger Johannessen (indstillet af Foreningen Hus Forbi for interessegruppen Ældre, sundhed, social og integration) udtræder som medlem i Vanløse Lokaludvalg med sidste dag den 1. april 2025. Stine Hedegaard Bakmand (indstillet af Foreningen Hus Forbi for interessegruppen Ældre, sundhed, social og integration) indtræder som nyt medlem af Vanløse Lokaludvalg med første dag den 2. april 2025.
Deadline for indmeldelse af punkter/projekter til næste LU-møde
Deadline for indmelding af punkter til lokaludvalgsmødet den 24. april 2025 er mandag den 7. april. Dagsorden sendes ud den 11. april 2025.
NYE MEDDELELSER I MØDET:
Høring vedr. Model for tværfaglig support til Mangfoldige Børnefællesskaber
Lokaludvalget orienteres om høring vedr. model for tværfaglig support til Mangfoldige Børnefællesskaber. Høringsfristen er den 27. april 2025, så Forretningsudvalget ser på høringen og hvis der er bemærkninger sættes sagen på næste lokaludvalgsmøde den 24. april, så der kan sendes svar inden høringsfristens udløb. Høringen omhandler en ny model for tværfaglig support til Mangfoldige Børnefællesskaber. Modellen organiseres i 14 mindre bydelsteams for at bringe supporten tættere på lokale skoler og dagtilbud samt skabe et tæt fagligt miljø for supportmedarbejderne. Grundprincippet er, at det tværfaglige samarbejde foregår lokalt på den enkelte skole, klynge eller netværk, hvor psykologer, talehørekonsulenter, fysio- og ergoterapeuter og andre supportmedarbejdere samarbejder med pædagoger og lærere. Forvaltningen anbefaler en model med 14 bydele, men der foreslås også et scenarie med 26 mindre supportteams.
Se sagsfremstilling og behandling i Børne og Ungdomsudvalget her: Model for tværfaglig support til Mangfoldige Børnefællesskaber – før høring | Københavns Kommune
Stormøde om investeringsplan for Kultur og Fritidsområdet
Lokaludvalgsmedlemmerne er inviteret til stormøde med Kultur og Fritidsborgmesteren om investeringsplan for Kultur og Idræt. Det foregår den 2. april på Rådhuset jf. mail sendt den 14. marts 2025.
Opdatering Kultur og Fritidsudvalgets møde 13. marts 2025
Kultur og Fritidsudvalget godkendte forvaltningens indstillinger om budgetbidrag 2026 og investeringsforslag, herunder bl.a. høring vedr. lukning af Borgerservice i Vanløse og på Østerbro (dagsordenspunkt 6, bilag 5). Lokaludvalget vil behandle høringssvar næste møde den 24. april på baggrund af drøftelser i forretningsudvalget.
Sagen vedr. anvendelse af Stairway blev udsat til næste møde 3. april 2025.
Begge sager kan ses på referat for mødet: Referat for Kultur- og Fritidsudvalget møde d. 13.03.2025, 17:00 | Københavns Kommune
HUSK: TMF-halvårsmøde 26. marts kl. 17-18.30
I må gerne skrive til sekretariatet senest mandag hvis I deltager, af hensyn til bestilling af forplejning.
Henvendelse vedr. nedrivning af toiletter på Bellahøj Friluftsscene
Brønshøj-Husum Lokaludvalg har sendt en henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget, der udtrykker stor frustration over nedrivning af toiletter på Bellahøj Friluftsscene. Nedrivning er sket uden at informere lokaludvalget, der i de sidste par år har haft fokus på udbygning og renovering af netop toiletterne ved friluftsscenen. Henvendelsen kan ses på internetreferatet.