Mødedato: 19.11.2020, kl. 18:30
Mødested: Teams

A-sag: Høring om tilpasning af lokaludvalg

Se alle bilag

Vanløse Lokaludvalg skal drøfte og beslutte et høringssvar vedr. tilpasning af lokaludvalg.

 

Tidligere beslutninger

Vanløse Lokaludvalg drøftede input til gruppeformandskredsen på ordinært møde den 27. februar 2020https://www.kk.dk/indhold/vanlose-lokaludvalgs-modemateriale/27022020/e…

og besluttede at bemyndige formanden til at sende en henvendelse til gruppeformandskredsen vedr. tilpasning af lokaludvalg på ordinært møde den 20. maj 2020:https://www.kk.dk/indhold/vanlose-lokaludvalgs-modemateriale/20052020/edoc-agenda/f670e3af-123e-4f33-9ef8-aba581d0d3f0/e7179746-5beb-4cee-b1fc-3b37374a8f11

Vanløse Lokaludvalg drøftede tilpasning af lokaludvalg med sekretariatschef Flemming Dubgaard Hansen, Anja Englev og Maria Petersen Ølholm fra Borgerrepræsentationens Sekretariat på ordinært møde den 17. september 2020: https://www.kk.dk/node/14403/17092020/edoc-agenda/61bcdfaa-445b-468a-a6…

 

 

Indstilling

Formanden indstiller,

  1. at Vanløse Lokaludvalg drøfter temaet Valg og repræsentativitet 
  2. at Vanløse Lokaludvalg drøfter temaet Udvidelse af puljemidlernes anvendelsesområde 
  3. at Vanløse Lokaludvalg drøfter temaet Samarbejde med forvaltningerne og Borgerrepræsentationen 
  4. at Vanløse Lokaludvalg drøfter temaet Lokaludvalgenes formål og opgaver, herunder bydelsplan 
  5. at Vanløse Lokaludvalg bemyndiger formandskabet til at færdiggøre høringssvar vedr. Tilpasning af lokaludvalg, på baggrund af drøftelserne i mødet. 

Problemstilling

Borgerrepræsentationens Sekretariat har i mail den 30. oktober 2020 bedt lokaludvalgene om høringssvar vedr. forslag til tilpasning af lokaludvalg med svarfrist den 30. november 2020.

På Vanløse Lokaludvalgs møde i september holdt Flemming Dubgaard Hansen Sekretariatschef for Borgerrepræsentationens Sekretariat og chefkonsulent Anja Englev Olsen oplæg om idékatalog for tilpasning af lokaludvalg. På baggrund af møder med alle lokaludvalgene, sekretariaterne og en række af lokaludvalgenes samarbejdspartnere har Borgerrepræsentationens Sekretariat fremlagt en række konkrete forslag til tilpasninger.

Vedhæftet den udsendte dagsorden er trykt høringsbrev, bilag 2 opsamling på forslag til tilpasninger, bilag 7-9 forslag til ændringer i Regulativ, Kommissorium og retningslinjer for valg samt det tidligere indsendte høringssvar vedr. tilpasning af lokaludvalg .af 29. september 2020.

Samtlige bilag kan læses på Vanløse Lokaludvalgs elektroniske dagsorden.
Bilag 3 er en uddybning og begrundelse for de fremlagte forslag, Bilag 4 er input fra lokaludvalg og samarbejdspartnere, bilag 5 om Bydelsplaner, bilag 6 om puljemidler, bilag 10 de 5 principper for Københavnerdialog og bilag 11 er en rapport over indsamlede data og erfaringer og danner grundlag for arbejdet med tilpasning af lokaludvalg.

For at sikre den bedst mulige drøftelse af høringsforslagene, er der udarbejdet en tematisk oversigt over væsentlige ændringsforslag. Da dette under ingen omstændigheder kan være en fyldestgørende eller uddybende gennemgang af det omfangsrige materiale, opfordres medlemmerne til at orientere sig i det fulde bilagsmateriale.

Valg og repræsentativitet

  • Der afholdes et fysisk præsentationsmøde op til valget med kandidaterne, de stemmeberettigede foreninger og bydelens borgere.
  • Digitalt valg, hvor de opstillede kandidater præsenteres på lokaludvalgenes hjemmeside, via sociale medier. Tilmeldte foreninger har mulighed for at stemme på de opstillede kandidater i op til 14 dage.
  • Valggrupperne nedlægges
  • Krav til dokumentation for opstilling og stemmeafgivelse til lokaludvalg forenkles.
  • Der vælges et ubegrænset antal suppleanter til én fælles suppleantliste ud af de opstillingsberettigede foreningsrepræsentanter, der ikke opnåede en medlemsplads. Bydelens øvrige foreninger kan løbende skrive en repræsentant på suppleantlisten.
  • Rokeringer skal ikke længere godkendes af Borgerrepræsentationen.
  • Medlemspladser i lokaludvalget bliver foreningspladser frem for personlige pladser, således at de respektive foreninger/politiske partier kan udskifte deres repræsentanter.
  • For at fastholde medlemmer planlægges løbende faglige arrangementer og tilbud for medlemmer og suppleanter.

Udvidelse af puljemidlernes anvendelsesområde

  • Lokaludvalgenes puljemidler skal kunne bevilges til alt fra aktiviteter til udstyr, materiel og løsøre. Udvidelsen er kun på tale i forhold til lokaludvalgenes bydelspuljer (Vanløsepuljen), hvor ansøgeren vil have ansvar for at indhente nødvendige tilladelser og forholde sig til drift, ejerskab og vedligeholdelse. I dag er formålet med bydelspuljerne at lokaludvalgene kun giver tilskud til aktiviteter/arrangementer.

Bemærkning fra puljegruppen: I Puljegruppen er der forståelse og interesse for at udvide anvendelsesmulighederne for puljemidlerne. Muligheden for at støtte grønne initiativer såsom beplantning af træer og buske såvel som andet byrumsinventar som bænke, offentlige kunstinstallationer, byttefaciliteter m.v. kan komme mange vanløseborgere til gode. Puljegruppen er dog kritisk over, at der ikke følger et større puljebudget med udvidelsen af anvendelsesmulighederne. I forvejen søges Vanløsepuljen for et langt højere beløb, end hvad der er tilgængeligt i puljen. Hvis de tilgængelige midler også skal fordeles på byrumsinventar (hvor udgifterne ofte er høje), vil det ske på bekostning af aktivitets- og arrangementsniveauet i Vanløse.

Samarbejde med forvaltningerne og Borgerrepræsentationen

  • At lokaludvalgene repræsenterer og formidler bredden af københavnernes interesser og holdninger i bydelene - også når de går imod beslutninger truffet af Borgerrepræsentationen eller udvalgene.
  • At lokaludvalgene ikke på anden måde kan indgå i/facilitere/understøtte/igangsætte eller anvende puljemidler på aktiviteter, såsom projektforslag eller udviklingsplaner, der er i modstrid med beslutninger truffet i udvalgene og Borgerrepræsentationen.
  • Tidligt samarbejde etableres til alle forvaltninger - f.eks. i form af et årligt dialogmøde om behovsprognoser, kommende sager og mulige samarbejder af lokal relevans.
  • Forvaltningerne tilvejebringer en høringsfrist på min. 6 uger, hvis der har været en forudgående tidlig inddragelse af lokaludvalg, min. 8 uger i de tilfælde der ikke har været tidlig inddragelse, og 12 uger hvis sagen fordrer en mere omfattende og mangfoldig københavnerinddragelse.
  • Lokaludvalgene prioriterer selv, hvilke høringer de svarer på, og at de dermed ikke er forpligtigede til at udtale sig i sager og høringer, der fremsendes af forvaltningerne, men er forpligtede på at redegøre for borgerdialogen i de høringer, de vælger at svare på.

Lokaludvalgenes formål og opgaver, herunder bydelsplan

  • At lokaludvalgenes primære rolle er at arbejde aktivt og faktabaseret med en mangfoldighed af københavnerne om de temaer, der er væsentlige for københavnerne i de enkelte bydele - via udarbejdelse og løbende realisering af en bydelsplan.
  • Bydelsplanerne er lokaludvalgenes og bydelenes egne visions- og arbejdsplaner, som udstikker visioner, temaer og projekter for lokaludvalgenes arbejde. Bydelsplanerne er levende, tidssvarende planer, der løbende kan opdateres med nye projekter, ligesom realiserede projekter kan angives som afsluttede.
  • Lokaludvalgene afholder møder med forvaltningerne med henblik på kvalificering af bydelsplaner.
  • Bydelsplanerne godkendes af lokaludvalgene selv og skal ikke forelægges til godkendelse i Økonomiudvalget eller Borgerrepræsentationen, som ikke er forpligtede til at realisere bydelsplanernes mål og visioner.
  • Københavnere skal have mulighed for at sparre med lokaludvalgene om lokal viden, gode råd og ideer i forbindelse med projekter.

Løsning

Vanløse Lokaludvalg drøfter høringen Tilpasning af lokaludvalg og bemyndiger formandskabet til at færdiggøre høringssvar vedr. Tilpasning af lokaludvalg, på baggrund af drøftelserne i mødet. 

Hvis der er områder der er omfattet af det tidligere og vedhæftede høringssvar, henvises der fortsat hertil.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs midler.

Videre proces

 

/Bent Christensen

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg drøftede temaet Valg og repræsentativitet, med ønske om at fastholde valgområder.

2. Vanløse Lokaludvalg drøftede temaet Udvidelse af puljemidlernes anvendelsesområde og godkendte puljegruppens kommentarer jf. sagsfremstillingen.

3. Vanløse Lokaludvalg drøftede temaet Samarbejde med forvaltningerne og Borgerrepræsentationen uden særlige bemærkninger til høringssvar

4. Vanløse Lokaludvalg drøftede temaet Lokaludvalgenes formål og opgaver, herunder Bydelsplan.
Vanløse Lokaludvalg stemte om, hvorvidt Bydelsplanlægning skulle ligge i starten af perioden

For: 3 stemmer  Imod: 10 stemmer Undlod: 4 stemmer
Vanløse Lokaludvalg besluttede efter afstemning, at man ønsker at fastholde bydelsplanlægning i slutningen af valgperioden.

Niels Christian Juul fremsatte forslag til høringssvar:
"Lokaludvalget anbefaler at BR via regulativ for lokaludvalg gør det muligt at det enkelte lokaludvalg kan vedtage sin egen forretningsorden i stedet for at følge standard forretningsordenen. Hensigten er, at det enkelte lokaludvalg herigennem kan regulere sin arbejdsform for at fremme inklusion og demokratisk inddragelse og for eksempel tilrettelægge sin virksomhed anderledes end den traditionelle mødevirksomhed, hvor en enkelt person, formanden, besidder en meget kontrollerende rolle."

Forslaget blev trukket efter drøftelse.

5. Vanløse Lokaludvalg bemyndigede formandskabet til at færdiggøre høringssvar på baggrund af drøftelserne i mødet.

Til top