Mødedato: 19.09.2024, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

B-sag: Beslutning om puljeansøgninger til Vanløsepuljen

Se alle bilag
Vanløse Lokaludvalg skal træffe beslutning om puljeansøgninger til Vanløsepuljen for 2024. Lokaludvalget har modtaget fem ansøgninger, som forretningsudvalget har drøftet og udarbejdet indstillinger til. Puljeansøgningerne behandles som udgangspunkt som B-sag, medmindre der kan være spørgsmål om inhabilitet eller hvis forretningsudvalget ønsker en drøftelse af en puljeansøgning i lokaludvalget. 

Indstilling

Forpersonen indstiller på baggrund af forretningsudvalgets drøftelser, at Vanløse Lokaludvalg:

  1. Støtter med 39.000 kr. i 2024-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: Halloween På Asfalten
  2.  Støtter med 17.500 kr. i 2024-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: Vanløse Julekoncert 2024
  3.  Støtter med 7.500 kr. i 2024-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: Drengen Der Mistede Sin Stemme
  4.  Støtter med 7.500 kr. i 2024-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: Sjov med Salsa

Problemstilling

1. Fritidscenter VanløseHalloween På Asfalten

Halloween på Asfalten er et familiearrangement, hvor der er mulighed for at skære græskar, bage snobrød, tage en tur gennem spøgelseshuset, få ansigtsmaling, prøve at male graffiti, lave halloween krea-ting, skattejagt og købe lidt lækkert til maven. Det er bygget op med aktivitets- og madboder samt en masse dekorationer, som skaber ægte Halloween stemning. Arrangementet henvender sig til børnefamilier i Vanløse. Der søges om 39.000 kr.

Forretningsudvalgets indstilling: Forretningsudvalget indstiller, at projektet bevilges støtte på 39.000 kr. da projektet er med til at skabe fællesskaber i bydelen og understøtte arbejdet med at få flere levende byrum, der skaber rammer for lokale mødesteder med plads til aktiviteter og ophold, jf. lokaludvalgets bydelsplan. Støtten gives som en underskudsgaranti.

2. NS KoncertforeningVanløse Julekoncert 2024

Vanløse Julekoncert er en lokal tilbagevende begivenhed, der samler Vanløseborgere på tværs af generationer. Musikken, fællesskabet og den særlige stemning skal være en skøn optakt til julen i Vanløse. Julekoncerten arrangeres med det professionelle kammerorkester Den Danske Sinfonietta. Sammen med sangerinden Angelica Asp vil orkesteret underholde med et festligt og varieret juleprogram. Ansøger forventer 165 deltagere. Der søges om 17.500 kr.

Forretningsudvalgets indstilling: Forretningsudvalget indstiller, at projektet bevilges støtte på 17.500 kr. da projektet har en høj grad af medfinansiering og understøtter arbejdet med flere kulturtilbud spredt i bydelen jf. lokaludvalgets bydelsplan. Støtten gives som en underskudsgaranti.

3. Alejandro GispertDrengen Der Mistede Sin Stemme

Ansøgningen dækker over tre musikforestillinger om drengen, der flyttede til et andet land og mister sin stemme, men alligevel genfinder sig selv og sin indre melodi i en ny og fremmed kultur. I musikken vil man kunne genkende traditionelle Cubanske børnesange, nye kompositioner og nordiske folkemelodier. Forestillingen indbyder til fantasi, følelser, fokus, bevægelse og dans og er målrettet institutioner i Vanløse. Der søges om 7.500 kr.

Forretningsudvalgets indstilling: Forretningsudvalget indstiller, at projektet bevilges støtte på 7.500 kr. da projektet er med til at styrke Kulturstationen Vanløse som et centralt og attraktivt omdrejningspunkt for bydelens kulturliv jf. lokaludvalgets bydelsplan. Støtten gives som en underskudsgaranti.

4. Alejandro GispertSjov med Salsa

"Sjov med Salsa" består er 45 min workshop, hvor lokale børneinstitutioner vil få en introduktion til latinamerikansk kultur, rytmer, og musik. Ansøger samarbejder med Kulturstationen og vil invitere lokale institutioner til at deltage i workshoppen. Ansøger forventer deltagelse af ca. 150 fordelt på tre workshops. Der søges om 7.500 kr.

Forretningsudvalgets indstilling: Forretningsudvalget indstiller, at projektet bevilges støtte på 7.500 kr. da projektet giver en ny kulturoplevelse og sikrer et mangfoldigt kulturliv også til de yngste vanløseborgere jf. lokaludvalgets bydelsplan. Støtten gives som en underskudsgaranti.

Oversigtsskema i forbindelse med forretningsudvalgets behandling af puljeansøgninger er vedhæftet B-sag og fremgår af internetdagsorden for både A- og B sager på dagsorden.

Løsning

Vanløse Lokaludvalg godkender forretningsudvalgets indstillinger til beslutning om afslag eller bevilling af 2024-puljemidler som underskudsgaranti fra Vanløsepuljen.

Økonomi

Der er i alt en puljeansøgning, der behandles som A-sag og fire puljeansøgninger, der behandles som B-sag. Der ansøges om et samlet beløb på 81.500 kr. Der er  87.476 kr. tilbage i Vanløsepuljen. Såfremt lokaludvalget beslutter at følge forretningsudvalgets indstillinger, vil lokaludvalget bevilge midler for 81.500 kr. og have 5.976  kr. tilbage i Vanløsepuljen. 

Videre proces

Sekretariatet sørger for, at alle ansøgere, der bevilges støtte, modtager et tilsagnsbrev med de betingelser, der skal overholdes for, at støtten kan udbetales. Alle ansøgere, der får afslag på støtte, modtager et afslagsbrev med begrundelsen for afslaget.

/Jan Lindboe

Beslutning

1. Indstillingerne blev godkendt.
Til top