B-sag: Høring vedr. afgrænsningsnotat for placering af M5 slutskakt
Vanløse Lokaludvalg godkender høringssvar til afgrænsningsnotat for placering af slutskakt for Metrolinje M5. I den igangværende miljøkonsekvensvurdering af Metro M5 indgår en slutskakt der sikrer mulighed for forlængelse mod Forum Station og videre mod Nørrebro, Rigshospitalet og Østerport, hvis det senere besluttes at lukke metrolinje M5 som en ring.
Lokaludvalget ønsker at pointere vigtigheden i, at der i forbindelse med M5 planlægges efter en lukning af metrolinjen med stop ved Rigshospitalet og afgreningskammer nordpå til en kommende "hospitalsmetro".
Indstilling
Forpersonen indstiller,
- at Vanløse Lokaludvalg godkender udkast til høringssvar vedr. afgrænsningsnotat for placering af slutskakt for Metrolinje M5, jf.løsningsafsnittet.
Problemstilling
Høring om afgrænsning af supplerende miljøkonsekvensrapport vedr. slutskakt for M5, 1. etape er i i offentlig høring i perioden den 9. til 30. september 2024.
I den igangværende miljøkonsekvensvurdering af metrolinje M5 indgår en slutskakt efter København H, som er placeret ved Vester Søgade. Denne placering sikrer mulighed for forlængelse mod Forum Station og videre mod Nørrebro, Rigshospitalet og Østerport, hvis det senere besluttes at lukke metrolinje M5 som en ring.
Frederiksberg Kommunalbestyrelse besluttede d. 17. juni 2024, at der skal igangsættes en supplerende miljøkonsekvensvurdering. I forlængelse heraf har Metroselskabet igangsat en supplerende miljøkonsekvensvurdering for en alternativ placering af slutskakten efter København H (nord for), der muliggør en station ved Gammel Kongevej, hvis metrolinje M5 lukkes som en ring.
Historik
I september 2023 var Vanløse Lokaludvalg medarrangør af borgermøde om hospitalsmetro sammen med Bispebjerg og Brønshøj-Husum lokaludvalg. Som opfølgning på borgermødet sendte de tre lokaludvalg en fælles henvendelse til Herlev kommune om at bakke op den foreslåede "hospitalsmetro" med linjeføring fra Rigshospitalet over Bispebjerg hospital og bl.a. via Bellahøj til Herlev hospital.
På den baggrund ønsker lokaludvalget at pointere vigtigheden i, at der i forbindelse med M5 planlægges efter en lukning af metrolinjen med stop ved Rigshospitalet og afgreningskammer nordpå til en kommende "hospitalsmetro".
Høringsmaterialet kan findes på kommunens høringsportal: Afgrænsningsnotat for placering af M5 slutskakt (kk.dk)
Løsning
Vanløse Lokaludvalg godkender udkast til høringssvar vedr. afgrænsningsnotat for placering af slutskakt for Metrolinje M5, jf. nedenstående:
"Vanløse Lokaludvalg har i bydelsplan for Vanløse fokus på at det er attraktivt at lade bilen stå, så kollektiv, miljøvenlig og bæredygtig transport bliver et lettere valg – både for os i Vanløse og for de mange, der rejser gennem bydelen hver dag.
Adgangen til den offentlige transport er en væsentlig faktor i arbejdet med en mere bæredygtig trafikudvikling, og vi har et løbende fokus på at understøtte en god og sammenhængende kollektiv trafik til alle dele af Vanløse og til de omkringliggende bydele. Vi ønsker, at flere gør brug af kollektive og bæredygtige transportformer, og at der i fremtiden er etableret flere attraktive, grønne forbindelser til omegnskommunerne.
På den baggrund ønsker lokaludvalget at pointere vigtigheden i, at der i forbindelse med M5 planlægges efter muligheden for på sigt at lukke metrolinjen som en ring med stop ved Rigshospitalet og et afgreningskammer herfra nordpå til en kommende "hospitalsmetro" over Bispebjerg hospital via Vanløses østlige del og de mange fritidsfaciliteter omkring Grøndal Multicenter og Bellahøj svømmehal og videre til Herlev hospital."
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.
Videre proces
Sekretariatet lægger høringsvaret på kommunens høringsportal og lokaludvalgets hjemmeside.