Mødedato: 19.05.2022, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

B-sag: Status på egne projekter og nyt fra grupperne

Lokaludvalget orienteres om status på egne projekter og nyt fra arbejdsgrupperne.

Indstilling

Formanden indstiller,

  1. at Vanløse Lokaludvalg tager nyt fra Social- og Sundhedsgruppen til efterretning.
  2. at Vanløse Lokaludvalg tager nyt fra Børn- og Unge til efterretning.
  3. at Vanløse Lokaludvalg tager nyt fra  Kultur- og Fritidsgruppen til efterretning.
  4. at Vanløse Lokaludvalg tager nyt fra Natur - og Miljøgruppen til efterretning.
  5. at Vanløse Lokaludvalg tager nyt fra Trafik- og Plangruppen til efterretning.
  6. at Vanløse Lokaludvalg tager nyt vedrørende evt. andre egne projekter til efterretning.

Problemstilling

Lokaludvalget orienteres om nyt fra arbejdsgrupperne vedr. aktuelle projekter, kommende projekter samt drøftelser af eventuelle høringer. 

Arbejdsgruppernes mødedatoer fremgår af lokaludvalgets mødekalender på hjemmesiden.

Man kan altid kontakte tovholderen for de respektive grupper for mere information fra arbejdsgrupperne.

Løsning

Lokaludvalget tager følgende til efterretning:

  1. Social- og Sundhedsgruppen har afholdt Repair Café den 8. maj på Kulturstationen. Repair Café afholdes 1 gang om måneden sammen med andre frivillige fixere. Niels Christian er udpeget som tovholder, indtil lokaludvalget tager beslutning om den videre organisering.
  2. Børn- og Ungegruppen planlægger et unge- og tryghedsmøde med netværket den 9. juni. Unge- og tryghedsnetværket består af lokale aktører, der arbejder med unge i Vanløse, bl.a. skoler, lokalpoliti, gadeplansarbejdere, SSP medarbejdere m.fl. Møderne har til hensigt at dele viden, perspektiver og fremme samarbejder på området samt få større kendskab til eksisterende indsatser i bydelen. Per Stengade fortsætter som tovholder indtil lokaludvalget tager beslutning om den videre organisering.
  3. Kultur- og Fritidsgruppen havde på sidste møde besøg fra Kultur- og Fritidsforvaltningen, da ønskede at drøfte at flytte spillestedet ALICE midlertidigt til lokalerne i Stairway. Ad hoc gruppen for Vanløse Saloner afholder en ny salon den 7. juni kl. 19 på Kulturstationen med titlen "Borgerrepræsentationen i Vanløse", hvor medlemmer af BR går i dialog med vanløseborgere om udviklingen i bydelen. Herudover arbejder arbejdsgruppen forsat med idrætsudvikling i Vanløse og Bellahøj samt udvikling af Kulturstationen. Jens Andersen og Peter Haarh fortsætter som tovholdere indtil lokaludvalget tager beslutning om den videre organisering.
  4. Natur- og Miljøgruppen har siden sidst været på tur på engen med byrumsforvalteren for bl.a. at tale om den daglige pasning og pleje. Gruppen er ligeledes i gang med at planlægge byttemarked, som finder sted i Kulturstationen den 25. juni. Repræsentanter fra gruppen har deltaget i møde om luftforurening og forurening af grundvand. Gruppen er i dialog med bymidtegruppen mhp. et eventuelt samarbejde. Per Stengade fortsætter som tovholder indtil lokaludvalget tager beslutning om den videre organisering.
  5. Trafik- og Plangruppen har bl.a. drøftet trafikken i Katrinedalskvarteret op til næste arbejdsgruppemøde, hvor man mødes med forvaltningen, behandlet høringer om hhv. Skjulhøj Allé og Sikre skolevejer, samt valgt at Bent Christensen fortsætter som tovholder indtil lokaludvalget tager beslutning om den videre organisering.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs midler.

Videre proces

-

/Per Stengade

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top