Mødedato: 19.05.2022, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

B-sag: Beslutning om høringssvar vedr. sikre skoleveje - indkørselsforbud

Se alle bilag
Vanløse Lokaludvalg tager beslutning om høringssvar vedr. sikre skoleveje.

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Vanløse Lokaludvalg godkender høringssvar til forvaltningen, jf. løsningsafsnit.

2. at Vanløse Lokaludvalg godkender at arbejdsgruppen for Trafik og Plan arbejder videre med forslag fra Erik Jønsson og Jan Mørch, jf. løsningsafsnit.

Problemstilling

Vanløse Lokaludvalg modtog den 27. april en henvendelse fra Teknik og Miljøforvaltningen vedr. tilbagemelding på forslag om indkørselsforbud ved skoler i forbindelse med et sikker skolevejsprojekt 2022. Se oversigtskort fra forvaltningen på lokaludvalgets digitale dagsorden.

Projektet omhandler trafikale tiltag, som kan begrænse motorkørsel omkring skolerne, således de gående og cyklende skolebørn frit og trygt kan færdes, med forslag om indkørselsforbud ved folkeskolerne i tidsrummet 7:30 til 8:30. Forvaltningen har erfaret ved tidligere forsøg, at det giver en positiv effekt for børnene, hvor de lettere kan overskue trafikken.
Indkørselsforbuddet vil ikke påvirke naboernes mulighed for at køre ud/hjem, da de selvfølgelig skal have adgang til deres bolig døgnet rundt. På oversigtskortet vil det fremgå, hvorfra de vil kunne komme hjem med undertavlen ”beboerkørsel tilladt”. Dog kan deres sædvanlige rute hjem blive ændre en smule.

Forvaltningen har tidligere været i dialog med naboer til skolerne, bekymrede forældre, skolebestyrelse osv. som oplever problemerne på nært hold ved og omkring de respektive skoler. 

En del af bevillingen omhandler i første omgang en bydækkende screening af alle folkeskoler både privat, kommunale og specialskoler, hvorefter forvaltningen vil skulle søge yderligere bevilling til udførelse og etablering. Det skal derfor understreges at det kun er en screening og ikke nødvendigvis endegyldige trafikale ændringer.

Forvaltningen vil derfor gerne have lokaludvalgets bemærkninger, kommentarer eller andet til de oversigtskort over alle skolerne i Vanløse, som de foreløbigt har udarbejdet (se bilag i den digitale dagsorden). Jeres input kan derfor være mere generelle bemærkninger eller erfaringer, som er tilbagevendende på lokaludvalgets dagsorden, fra skoler, hvor der er særlige udfordringer eller ting, som forvaltningen skal være opmærksomme på.

Arbejdsgruppen for Trafik og Plan har drøftet sagen på møde den 4. maj, hvor man på baggrund af tidligere drøftelser med beboerne i området og Katrinedals skole, gerne vil melde ønsket om en fodgængerovergang ind til projektet, for at sikre skolens mulighed for etablering af en skolepatrulje.

Løsning

1. Vanløse Lokaludvalg melder ønsket om etablering af et fodgængerfelt ind til forvaltningen, på baggrund af tidligere drøftelser med beboerne i området og Katrinedals skole.

2. Erik Jønsson og Jan Mørch fra arbejdsgruppen for Trafik og Plan har gennemgået de tilsendte kort og lavet et oplæg til uddybende tilbagemelding fra lokaludvalget. Bemærkninger forventes behandlet i arbejdsgruppen i møde den 2. juni 2022, hvorefter de kan eftersendes til forvaltningen, såfremt der ikke er nogen bemærkninger fra lokaludvalgets medlemmer. 
Forslagene har ikke været delt eller drøftet med de enkelte skoler.

Lokaludvalgsmedlemmer kan indsende bemærkninger til oplægget frem til og med 1. juni 2022, hvorefter arbejdsgruppen, såfremt der ingen indkomne bemærkninger er, kan tage stilling til om de videresendes direkte til forvaltningen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalg puljemidler.

Videre proces

Trafik og Plan behandler forslag fra Erik Jønsson og Jan Mørch i møde den 2. juni 2022. Lokaludvalgsmedlemmer der har bemærkninger til forslagene bedes sende dem til sekretariatet senest den 1. juni, så de kan indgå i arbejdsgruppens behandling.

/Per Stengade

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top