Mødedato: 19.05.2022, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

A-sag: Beslutning vedr. henvendelse om spillestedet ALICE

Vanløse Lokaludvalg skal træffe beslutning om svar på henvendelse fra Kultur- og Fritidsudvalget om, hvorvidt spillestedet ALICE midlertidigt eller permanent kan benytte lokaler i det kommunale spillested Stairway.

Indstilling

Formanden indstiller,

  1. at Vanløse Lokaludvalg drøfter udkast til svar på henvendelse fra Kultur- og Fritidsudvalget vedr. spillestedet ALICE jf. løsningsafsnittet
  2. at Vanløse Lokaludvalg godkender svar på henvendelse fra Kultur- og Fritidsudvalget vedr. spillestedet ALICE jf. løsningsafsnittet

Problemstilling

Spillestedet ALICE måtte i foråret 2021 lukke ned for aktiviteter i kulturhuset UNION på Nørrebro på grund af utilstrækkelig ventilation i bygningen. ALICE har siden afholdt koncerter på flere forskellige lokationer i København.

Københavns Ejendomme og Indkøb (KEID) påtog sig i august 2021 opgaven med at udbedre ventilationssystemet. Udbedringen forventes tidligst færdig i maj 2023.

Det er ALICEs bestyrelses vurdering, at ALICEs eksistens som spillested er alvorligt truet, hvis der ikke findes en mere langsigtet midlertidig løsning.

ALICE er udpeget som regionalt spillested for perioden 2021-2024 og får dermed tilskud fra både Statens Projektstøtteudvalg for Musik og fra Københavns Kommune. Spillestedet ALICE har bl.a. til opgave at udvikle og formidle en scene for den eksperimenterende og globale musik, og stedet har væsentlig betydning for musikscenen i København. Der er indgået en rammeaftale mellem ALICE, staten og Københavns Kommune, hvor ALICE skal gennemføre ca. 250 koncerter årligt af forskellig kapacitet.

På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 31. marts 2022 drøftede udvalget sagen, og her præsenterede forvaltningen et løsningsforslag om at midlertidig eller permanent flytte spillestedet ALICE til Stairways lokaler i Vanløse. Læs indstillingen her: https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Kultur-%20og%20Fritidsudvalg…;

Stairway har kapacitet til 350 stående og 120 siddende publikummer, hvilket passer til ALICEs behov. 

Kultur- og Fritidsudvalget gav forvaltningen mandat til at undersøge mulighederne for at overlade faciliteten til ALICE - herunder tilladelse fra ejeren af bygningen, en løsning for de planlagte koncerter på Stairway samt en inddragelse af Vanløse Lokaludvalg.

Kultur- og Fritidsforvaltningen deltog på seneste møde i arbejdsgruppen Kultur- og Fritid den 4. maj 2022, hvor forvaltningen præsenterede og uddybede sagen.

Løsning

Arbejdsgruppen Kultur og Fritid har udarbejdet følgende udkast til svar på henvendelse vedr. spillestedet ALICE: 

Vanløse Lokaludvalg er som udgangspunkt positive omkring, at spillestedet ALICE midlertidigt eller permanent kan benytte lokaler i det kommunale spillested Stairway. Dette er dog forudsat, at der findes en god løsning i forhold til Stairways bekræftede koncertprogram såvel at der findes løsninger på at lydisolere lokalerne bedre, da et øget koncertprogram kan mærkes og høres i resten af kulturhuset.

I Vanløse er der en stærk tradition for at afholde forskellige musikarrangementer i bydelen, og der har i en lang årrække været afholdt koncerter på Kulturstationen Vanløse og i de seneste år særligt på spillestedet Stairway. Spillestedet ALICE kan med sin erfaring og profil uden tvivl styrke musikscenen i Vanløse og skabe nye musik fællesskaber og oplevelser i bydelen.

Vanløse Lokaludvalg finder det dog væsentligt, at spillestedet ALICE selv har interesse for at involvere og engagere sig i det lokale miljø og vækstlag. Ligeledes bør spillestedet ALICE deltage aktivt i et samarbejde med Kulturstationen Vanløse og dets brugere, således at hele huset lykkes sammen med at tilbyde mangfoldige og interessante kulturtilbud. 

Arbejdsgruppen Kultur og Fritid er blevet orienteret om, at spillestedet ALICE vil afvikle koncerter ca. fire dage om ugen, hvorfor det er vigtigt for lokaludvalget, at spillestedet ALICE koordinerer koncerterne med resten af kulturhusets brugere. Hertil ønsker lokaludvalget, at væggene til Stairway/koncertscenen isoleres bedre, så de øvrige brugere i huset ikke generes af lyden fra koncerterne. I dag oplever flere brugere, at de generes af lyden fra koncerter, når brugerne holder aktiviteter og møder i de tilgrænsende mødelokaler til Stairway. Intensiveres antallet af koncerter med spillestedet ALICE koncertprogram, vil der derfor være behov for at lydisolere yderligere.

I forhold til kontorpladser og lager til spillestedet ALICE er det lokaludvalgets holdning, at der ikke skal inddrages lokaler på Kulturstationen Vanløse, som i dag anvendes af foreninger til foreningsaktiviteter. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Sekretariatet for Vanløse Lokaludvalg sender lokaludvalgets svar videre til Kultur- og Fritidsforvaltningen den 20. maj. Kultur- og Fritidsudvalget behandler sagen på sit møde i juni.

/Per Stengade

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg drøftede udkast til svar på henvendelse fra Kultur og Fritidsudvalget vedr. spillestedet ALICE, jf. løsningsafsnittet.

2. Vanløse Lokaludvalg godkendte svar på henvendelse vedr. spillestedet ALICE med 3 af de 4 pr. mail udsendte ændringsforslag a), b), og c).

Til top