Mødedato: 19.03.2015, kl. 18:30
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Status på økonomien og beslutning om aflysning af ansøgningsrunder til Vanløsepuljen

Se alle bilag
Lokaludvalget orienteres om status på forbrug af puljemidler, samt træffer beslutning om ansøgningsrunder for Vanløsepuljen.

Tidligere beslutninger

Ved lokaludvalgets ordinære møde den 11. december 2014 traf lokaludvalget beslutning om at fordele årets puljebudget i to dele;
Vanløsepuljen - 886.000 kr. til eksterne projekter og puljemidler til egne projekter - 600.000 kr.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller:

1. at Vanløse Lokaludvalg tager orienteringen om budget, forbrug og disponering af puljemidler for 2015 til efterretning.
2. at Vanløse Lokaludvalg træffer beslutning om at aflyse behandling af ansøgninger til Vanløsepuljen i juni (ansøgningsfrist 18. maj) og september (ansøgningsfrist 17. august).

Problemstilling

Vanløse Lokaludvalg har i 2015 et samlet puljebudget på 1.486.000 kr. For at give lokaludvalget et løbende overblik over budget, forbrug og disponering af puljemidlerne, fremlægger sekretariatet på hvert ordinært møde en status over forbruget. Det aktuelle forbrug af puljemidler til både lokaludvalgets egne projekter, og i forbindelse med bevillinger fra Vanløsepuljen, fremgår af vedlagte bilag.

Lokaludvalget har på mødet i november 2014 truffet beslutning om at behandle ansøgninger på alle lokaludvalgets 11 ordinære møder i 2015, med ansøgningsfrister ca. en måned før mødet. Formandsskabet og puljegruppen er, efter forslag fra sekretariatet, blevet enige om at foreslå lokaludvalget at behandlingen af ansøgninger i juni og september aflyses, for at frigøre mere tid til arbejdet med lokaludvalgets egne projekter i sekretariatet. Erfaringsmæssigt kommer der ikke mange ansøgninger til disse to møder.

Løsning

Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.

Lokaludvalget træffer beslutning om ikke at behandle ansøgninger på møderne i juni og september 2015. Ansøgninger om støtte til julearrangementer behandles som udgangspunkt på lokaludvalgets møde i august.

Økonomi

Vanløse Lokaludvalg besluttede på sit ordinære møde 11. december 2014 at fordele puljemidlerne i en pulje til egne projekter og de resterende i Vanløsepuljen. Fordelingen ser således ud:

Pulje

Budget

Disponeret over

Rest til disposition

Vanløsepuljen

886.000 kr.

375.175 kr.

 510.825 kr.

Egne projekter

600.000 kr.

259.000 kr.*

341.000 kr.

*Projektet "Puljeaften" er aflyst da sekretariatet ikke har haft personale-ressourcerne til at gennemføre det.

Beslutninger, der kan træffes på mødet den 19. marts

Vanløsepuljen:
Der er 8 ansøgninger til Vanløsepuljen jf. dagsordenspunkt 6.
Der søges samlet om 474.470 kr. til dette møde (inkl. genbehandlinger)
Såfremt alle ansøgninger får bevilget ansøgte beløb, vil der være 36.355 kr. tilbage til disposition i Vanløsepuljen.
Såfremt puljegruppens indstillinger imødekommes vil der være 432.325 kr. tilbage til disposition i Vanløsepuljen

Egne projekter:
Såfremt lokaludvalget, i dagsordenspunkt 8 vælger at afsætte

- 33.900 kr. til Sankt Hans aften på Damhusengen

 vil der være 307.100 kr. til disposition i egne projekter.   

Videre proces

Hvis lokaludvalget beslutter af aflyse behandling af ansøgninger på møderne i juni og september 2015 vil sekretariatet sørge for at dette fremgår af lokaludvalgets hjemmeside, og annonceres i Vanløse Bladet.
/ Bent Christensen

Beslutning

1.  Lokaludvalget tog orienteringen om budget, forbrug og disponering af puljemidler for 2015 til efterretning.
Hvis lokaludvalget godkender indstillingen om Musik på Engen 2015 vil der være 166.300 kr. til disposition for egne projekter i 2015.

2.  Lokaludvalget traf beslutning om at aflyse behandling af ansøgninger til Vanløsepuljen i juni (ansøgningsfrist 18. maj) og september (ansøgningsfrist 17. august).
Til top