Mødedato: 19.03.2015, kl. 18:30
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Mere Musik til Byens Børn; Udpegning af person til fordelingsudvalg

Se alle bilag
Lokaludvalget skal udpege en person til et "fordelingsudvalg" i forbindelse med projekt Mere Musik til Byens Børn.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,

1. at Lokaludvalget udpeger en repræsentant til fordelingsudvalget for "Mere Musik til Byens Børn".

Problemstilling

I kommunens budget 2015 er der afsat penge til pilotprojektet ”Mere Musik til Alle Byens Børn”. Projektet er forankret i de Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) på distriktsniveau, hvilket for Vanløses vedkommende vil sige i distrikt Brønshøj-Husum, Tingbjerg og Vanløse, og skal implementeres i samarbejde med lokale aktører.

Formålet er at fremme den frivillige musikundervisning i København, og pilotprojektet vil blive gennemført over de næste tre år i lokalområderne.

Projektets økonomi
Der udmøntes 200.000 kr. årligt til hvert område med henblik på, at der i samarbejde med lokaludvalg, kulturhuse og foreninger oprettes frivillige musikaktiviteter for børn i skolealderen med afsæt i de lokale fysiske rammer og konkrete lokale eksisterende aktiviteter og potentialer. I vores område skal de 200.000 kr. dække distriktsforvaltningens område, som er Vansløse og Brønshøj-Husum.

Der udmøntes 50.000 kr. til Musikskolen til faglig rådgivning i forbindelse med kvalitetsvurdering af aktiviteterne samt 200.000 kr. centralt til styring, evaluering og dokumentation.

Projektet organisering
Projektet organiseres ifølge projektbeskrivelsen med en styregruppe (forvaltningerne på chefniveau); en projektgruppe (forvaltningerne); BUF som projektleder; et Advisory board (repræsentanter for Musikskolen, forvaltningerne på lokalt niveau, politiske repræsentanter, Statens Kunstfond samt folkeskole). Hertil kommer så et fordelingsudvalg lokalt, som mødes et par gange om året og finder ud af, hvilke aktiviteter, der igangsættes lokalt. Det er i fordelingsudvalget at Vanløse Lokaludvalg tilbydes en plads.

Proces for projektet
I projektbeskrivelsen (bilag) findes en tidsplan. Denne tidsplan er dog allerede skubbet lidt, og lokaludvalget vil blive informeret om forløbet, når næste møde i fordelingsudvalget har været afholdt.

Der blev med kort varsel af BUF indkaldt til møde om den lokale implementering den 26. februar. Freddy Christiansen deltog i dette møde, som repræsentant for lokaludvalget i Vanløse. Kulturstationen deltog med en række medarbejdere.

Datoen for næste møde kendes ikke endnu.

Løsning

Lokaludvalget skal udpege en person til projektets fordelingsudvalg, som kan deltage i møderne fremover.

Interesserede kan melde sig på lokaludvalgsmødet.

Økonomi

Der er afsat 1 mio. årligt i 2015-2017 i kommunens budget.

Videre proces

Lokaludvalget vil blive orienteret om projektet løbende.
/ Bent Christensen.

Beslutning

 Lokaludvalget udpegede Freddy Christiansen til fordelingsudvalget for "Mere Musik til Byens Børn".

Sekretariatet meddeler Børne- og Ungeforvaltningen lokaludvalgets beslutning.
Til top