Mødedato: 19.01.2023, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

B-sag: Beslutning om høringssvar vedr. Projekttillæg 2023 til Spildevandsplan 2018

Se alle bilag

Vanløse Lokaludvalg skal godkende udkast til høringssvar vedr. Projekttillæg 2023 til Spildevandsplan 2018. Høringen blev præsenteret til lokaludvalgets temagruppe Natur og Miljø i januar, som efterfølgende har udarbejdet et høringssvar med enkelte bemærkninger vedrørende reduktion af overløb langs Harrestrup Å. 

Indstilling

Forpersonen indstiller,

  1.  at Vanløse Lokaludvalg godkender udkast til høringssvar vedr. Projekttillæg 2023 til Spildevandsplan 2018. jf. løsningsafsnittet

Problemstilling

Københavns Borgerrepræsentation har på møde den 15. december 2022 besluttet at offentliggøre forslag til Projekttillæg 2023 til Spildevandsplan 2018. Projekttillægget vil muliggøre 36 projekter inden for projektkategorierne afløbssystem, klimatilpasning og byudvikling, som er defineret i rammeplanen Spildevandsplan 2018. Der er ingen projekter i projektkategorien renseanlæg.

Projekterne medvirker til at understøtte kommunens serviceniveau for kloakken, klimatilpasning, målsætninger for badevandskvaliteten i Københavns Havn og Øresund samt statens målsætninger for vandområder.

Forslag til Projekttillæg 2023 til Spildevandsplan 2018 er vedlagt internetdagsorden som bilag sammen med Spildevandsplan 2018.

Høringssvar skal senest afgives den 21. februar 2023 via hjemmesiden Bliv Hørt. Efter høringsfasen vil Teknik- og Miljøforvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på den baggrund udarbejde en indstilling om endelig vedtagelse af projekttillægget. Projekttillægget forventes herefter at blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget til endelig vedtagelse.

Høringen er blevet præsenteret for temagruppen Natur og Miljø på sit møde i januar. Efterfølgende har Per Stengade og Bent Christiansen udarbejdet udkast til et høringssvar med bemærkninger vedrørende projektet "Bassinvolumener til reduktion af overløb langs Harrestrup Å", som af et af de 36 beskrevet projekter i projekttillægget. 

Som en del af projektet etableres bl.a. en ca. 20.000 m3 underjordisk bassinvolumen i forbindelse med overløbsbygværkerne langs Harrestrup Å på strækningen fra Fæstningskanalen til Damhussøen. Tiltagene i projektet skal bidrage til, at antallet af overløb fra overløbsbygværkerne til Harrestrup Å nedbringes til ét årligt overløb (på et af overløbsbygværkerne sker der i dag overløb af opspædet spildevand til åen oftere end 20 gange årligt).

Løsning

Vanløse Lokaludvalg godkender følgende udkast til høringssvar vedr. Projekttillæg 2023 til Spildevandsplan 2018: 

Vanløse Lokaludvalg takker for muligheden for at komme med bemærkninger til høringen vedr. Projekttillæg 2023 til Spildevandsplan 2018. I forhold til projektet A2.1 Bassinvolumener til reduktion af overløb langs Harrestrup Å har lokaludvalget følgende bemærkninger:

Grundlæggende er lokaludvalget positive overfor det beskrevet projekt, som vil medføre miljøforbedringer i området. Lokaludvalget opfordrer dog til, at fredningsmyndighederne bliver hørt, da de fleste områder, hvorpå projektet vil foregå, er fredet.

I forhold til projektet ønsker lokaludvalget desuden en redegørelse for adgangsforholdene til boldbanerne fra Vanløsebyvej under anlægsprocessen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.

Videre proces

Sekretariatet indsender høringssvar og lægger det på hjemmesiden.

/Jan Lindboe

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top