Mødedato: 18.11.2021, kl. 18:30
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

A-sag: Beslutning om budgetfordeling af puljemidler 2022

Vanløse Lokaludvalg beslutter fordeling af 2022-puljemidler i to puljer til hhv. egne projekter og eksterne ansøgere til Vanløsepuljen.

Indstilling

Formanden indstiller:

  1. at Vanløse Lokaludvalg beslutter fordeling af puljemidlerne for 2022 i hhv. Vanløsepuljen og en pulje til egne projekter.

Problemstilling

Vanløse Lokaludvalg har i 2022 et budget på 1.398.100 kr. til at fremme lokale aktiviteter inden for demokrati, kultur, miljø og netværk. I 2021 havde Vanløse Lokaludvalg et budget på 1.414.500 kr. Borgerrepræsentationen har besluttet, at puljebudgettet udregnes på baggrund af bydelens befolkningstal. 

Lokaludvalget har hvert år fordelt midler mellem Vanløsepuljen og en intern pulje til lokaludvalgets egne projekter.

Vanløsepuljen er en pulje, som eksterne ansøgere kan søge tilskud fra i henhold til lokaludvalgets retningslinjer og ansøgningsfrister, som også fremgår af Vanløse Lokaludvalgs hjemmeside.   Lokaludvalget har besluttet at behandle eksterne ansøgninger til budget 2022 seks gange; november 2021 og februar, april, juni, september og november 2022.

Den interne pulje er en pulje, hvortil lokaludvalget afsætter midler til egne projekter på baggrund af en udarbejdet projektbeskrivelse og et budget til drøftelse og beslutning på et ordinært møde.

I 2021 har lokaludvalget fordelt budgettet således: 900.000 kr. til Vanløsepuljen og 514.500 kr. til egne projekter.

Forslag til budgetfordeling af puljemidler 2022 

  • 900.000 kr. i Vanløsepuljen, som eksterne ansøgere kan søge om midler fra til gavn for bydelen. 
  • 498.100 kr. i en pulje til lokaludvalgets egne projekter på baggrund af  en udarbejdet projektbeskrivelse og et budget besluttet på et ordinært møde i lokaludvalget.

Løsning

Vanløse Lokaludvalg beslutter fordeling af puljemidlerne for 2022 i hhv. Vanløsepuljen og en pulje til egne projekter, således at at der afsættes 900.000 kr. til Vanløsepuljen og 498.100 kr. til en pulje til egne projekter.

Økonomi

Såfremt indstillingerne imødekommes fordeles puljemidlerne for 2022 i hhv. Vanløsepuljen og en pulje til egne projekter. Der afsættes 900.000 kr. til Vanløsepuljen og 498.100 kr. til puljen til egne projekter.

Til dagens møde er der fire interne 2022-projekter på dagsordenen:   

  • Repaircafé - 12.000 kr.
  • Gæstebud - 25.500 kr.
  • Synligheds- og informationspulje i 2022 - 103.793 kr. 
  • Nytårskur - 17.000 kr. 

Der er 15 eksterne ansøgninger, der tilsammen ansøger om et beløb på 875.990 kr. Såfremt lokaludvalget beslutter at følge Puljegruppens indstillinger, vil lokaludvalget bevilge midler for 445.500 kr.

Videre proces

For at give lokaludvalget et løbende overblik over budget, forbrug og disponering af puljemidler, fremlægges der på hvert af de kommende ordinære møder en status over forbruget.

/Bent Christensen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt, med forbehold for at have retten til at drøfte disponering til bl.a. borgerbudgetter på et senere møde.  

Protokolbemærkning:
Erik Jønsson ønskede ført til protokols, at sekretariatet bedes udarbejde en årsplan over faste egne projekter for 2022. 

 
Til top