Meddelelser
Restaurations og Nattelivsplan er i høring til den 1. juni 2017
Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet forslag til Restaurations og Nattelivsplan, som er i høring fra den 28. april til den 1. juni 2017. Planens formål er, at fremme dialogen mellem kommune, borgere og restauratører og sætte fokus på nattelivets gener – både i forhold til restauratørernes ansvar og kommunens indsats for at nedbringe generne. Arbejdsgruppen Trafik og Plan har behandlet sagen, og har ingen bemærkninger til høringen.
http://www.blivhoert.kk.dk/hoering/restaurations-og-nattelivsplan
Ændring af skoledistrikter er i høring til den 9. juni 2017
Børne- og Ungdomsforvaltningen har udarbejdet forslag til Ændring af skoledistrikter, som er i høring fra den 28. april til den 9. juni 2017. Forslaget indebærer, at der ikke foretages ændringer i skoledistrikterne for skoleåret 2018/2019 og at suspensionen af beslutningen om at oprette et skoledistrikt til den nye skole på Nordøstamager i skoleåret 2017/18 videreføres i skoleåret 2018/19.
http://www.blivhoert.kk.dk/hoering/skoledistrikter-201819
Forskrift for håndtering af olie og kemikalier har været i høring til den 6. maj
Forskrift for håndtering af olie og kemikalier var i høring den 6. marts til den 6. maj 2017. Arbejdsgruppen for Natur og Miljø har ikke haft bemærkninger til sagen.
http://www.blivhoert.kk.dk/hoering/forskrift-om-h-ndtering-og-oplag-af-olie-og-kemikalier
Renovering af Grøndals Ældreboliger, Vanløse
Teknik og Miljøudvalget besluttede i møde den 8. maj 2017 at godkende indstilling til Borgerrepræsentationen om en kommunal garanti på 100 % af et realkreditlån til finansiering af udgifter til renovering af karnapper og vinduer i Boligforeningen SAB, Grøndals Ældreboliger på Godthåbsvej.
Status for bestyrelse til Lillehjemmets sommerhusfond
Borgerrepræsentationens Sekretariat har oplyst, at man ikke kan fremlægge en sag for Borgerrepræsentationen, hvor i 2 af 6 indstillede repræsentanter er valgbare i følge fondens vedtægter. På den baggrund er der, efter aftale med formanden, sendt en anmodning om at få undersøgt, hvorvidt fondens vedtægter kan ændres, således at Vanløse Lokaludvalg udpeger medlemmer til bestyrelsen, men dog uden det nuværende valgbarhedskrav om, at man skal være medlem af lokaludvalget.
Revideret budget for Vanløse på den 2.Ende
Tovholdergruppen arbejder med forskellige mulige aktiviteter for lokaludvalgets deltagelse i Vanløse på den 2. Ende, der influerer på det vedtagne budget, bl.a. børneunderholdning og evt. en fladskærm med billeder fra lokaludvalgets projekter. Der blev orienteret om det reviderede budget i mødet.
Revideret budget for bod ved Vanløse på den 2. Ende | |
Bod | 2500 |
Forplejning | 1000 |
Børneunderholdning | 2500 |
Skærm | 4000 |
Tryk og annonce | 5000 |
I alt | 15000 |
Samarbejde med forvaltninger om mulighed for nærgenbrugsstation
Formanden for Vanløse Lokaludvalg og arbejdsgruppen for Natur og Miljø har haft møde med to repræsentanter fra Miljø- og Teknikforvaltningen, Byens Drift, omkring muligheden for en realisering af en pop-up nærgenbrugsstation ved hockeybanen på Klitmøllervej. Mandag den 15. maj deltager formanden og arbejdsgruppen i et møde, hvor kommunens fremtidige planer for pladsen bliver afklaret og dermed muligheden for en pop-up nærgenbrugsstation. Der orienteres fra dette møde på lokaludvalgsmødet.
Buslinje 9A
Formand for Vanløse Lokaludvalg, Bent Christensen, har, på baggrund af sidste møde i Trafik og Plan arbejdsgruppen, sendt en henvendelse til Lars Weiss vedr. buslinje 9A. Henvendelsen foreslår en omlægning af ruten ind mod byen til Jernbane Alle fra Vanløse Station - med brug af linje 31s stoppesteder v. Grøndals Parkvej, så forbindelse opnås til busser til og fra Flintholm Station. Ud ad foreslås ingen ændring - altså ruten via Flintholm Station.
Alternativt en omlægning så begge retninger kører frem og tilbage til Flintholm Station. Der er problemer ved venstresving mod Finsensvej, som TMF burde se på. Dette forslag var et oprindeligt alternativ, der blev set bort fra. Bruges nu midlertidigt under opbygningen af centret i Vanløse.
Ved disse alternativer nås en reduktion af busser i krydset Apollovej/Grøndals Parkvej.
Et sidste alternativ er at gå tilbage til den først introducerede rute ad Jernbane Alle, der rejser problemer især udadgående for de mange passagerer ved Flintholm Station (udad- og indadgående og for Ringbanen).
Parkeringsredegørelse
Borgerrepræsentationen vedtog med Budget 2015, at en årlig parkeringsredegørelse forud for budgetforhandlingerne skal give overblik over udfordringer og temaer på parkeringsområdet. Den årlige parkeringsredegørelse identificerer en række temaer og investeringsbehov på parkeringsområdet i København, som kan danne grundlag for fremadrettede politiske beslutninger på parkeringsområdet.
Parkeringsredegørelsen for 2017 supplerer tidligere års indsatser og indeholder otte forslag til konkrete anlægsinitiativer og tiltag, der alle kan realiseres, hvis der afsættes midler i de kommende forhandlinger om Budget 2018. Forslagene bidrager til Teknik- og Miljøudvalgets beslutningsgrundlag for fremadrettede løsninger på parkeringsområdet inden for temaerne Bedre udnyttelse af eksisterende parkering og Reduktion af indpendling i bil.
Trafikredegørelse
Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 22. september 2014 Servicemål for trafikledelse 2014-18 og principper for prioritering af trafikken. Som et led heri blev det bestemt, at forvaltningen årligt skal rapportere om fremdrift i servicemålene over for Teknik- og Miljøudvalget. Redegørelse for trafikafvikling 2016 er Teknik- og Miljøforvaltningens anden afrapportering af servicemålene i trafikken. Redegørelsen viser fremgang i forhold til senest status, særligt for biler. Der er også en fremgang for cykler og busser, men der er stadig strækninger, hvor målene ikke er nået. For at nå servicemålene i 2018, er der behov for en styrket indsats for cykler og busser. Teknik- og Miljøudvalget vil modtage den næste redegørelse for trafikafvikling i foråret 2018.
20 ansøgninger til behandling i junimødet
Vanløse Lokaludvalg har modtaget 20 puljeansøgninger til behandling ved det ordinære møde den 15. juni 2017. Puljegruppen forbehandler ansøgningerne mandag den 29. maj 2017.
Parktræf onsdag den 24. maj 2017 kl. 16-18 i Rødkildeparken
I forbindelse med at der skal udarbejdes en udviklingsplan for de fredede områder Rødkildeparken, Degnemosen og Bellahøjparken inviterer Teknik og Miljøforvaltningen til parktræf, hvor brugere og naboer kan komme med forslag og input til planen. Man kan tilmelde sig på mail: tinesc@tmf.kk.dk eller bare møde op ved flagpladsen i Rødkildeparken kl. 16.00.
Genforeningspladsen åbning af nyt idrætsanlæg den 20. maj 2017
Invitation til åbning af det renoverede idrætsanlæg ved Genforeningspladsen starter kl. 11.00. Kultur og Fritidsborgmesteren kommer kl. 11.45 og holder indvielsestalen af skøjte- og boldbanefaciliteter, se vedhæftede invitation.
Popler foran Grøndalscenteret
Vanløse Lokaludvalg har længe ønsket beskæring af poplerne foran Grøndalcentret, men Københavns Kommunes politik er angiveligt, at man ikke skærer fuldkronede træer ned. De nyere træer kan dog beskæres, så der kommer udkigshul mellem de store fuldkronede træer. Der er tale om forhindring af udsigten fra Bellahøj ud over byen. Sagen tages op i næste møde, hvor lokaludvalget får besøg af Centerchef Anders Melamies, Drift Nord, Teknik og Miljøforvaltningen.
Møde afholdt om begrønning, belægning og fortætning i villaområder
Flere lokaludvalg holdt, i samarbejde med grundejer.dk, et dialogmøde den 3. maj 2017 for grundejerforeninger i København om begrønning, belægning og fortætning af villaområder. Se den vedhæftede opsamling for yderligere information.
A/B Katrinedal indviede et stort skybrudsprojekt den 16. maj 2017
Formand for Vanløse Lokaludvalg, Bent Christensen, var med til at indvie et nyt stort skybrudsprojekt i A/B Katrinedals ejendom på Katrinedalsvej m.fl. Projektet er finansieret af HOFOR.
Cykelredegørelse
Teknik og Miljøudvalget behandler på næste møde den 22. maj 2017 Cykelredegørelse 2017 og visionsplan for supercykelstier. Her nævnes bl.a. et forslag om 15 mio. kr. til forbedring af cykel og gangsti på Damhusdæmningen, hvilket er værd at notere sig i forhold til lokaludvalgets ønsker for de kommende budgetforhandlinger. Der udarbejdes et budgetnotat for projektet. Se mere omCykelredegørelsen på TMU's dagsorden: http://www.kk.dk/indhold/teknik-og-miljoudvalgets-modemateriale/22052017/edoc-agenda/ca267696-85e6-43ae-af06-48a55630852b/b498a96a-f255-4cc2-bdc6-767912d76fa0
Valg til Brugerbestyrelsen ved Kulturstationen
Der har været valg til Brugerbestyrelsen til Kulturstationen, hvor Finn Nesgaard sidder som repræsentant for Vanløse Lokaludvalg. Der sidder 3 brugerbestyrelsesmedlemmer, og mangler pt. at blive valgt en fjerde.
Rokering i udvalg:
Grethe Bidstrup er godkendt af Borgerrepræsentationen som ny 2. suppleant for Enhedslisten i Vanløse Lokaludvalg pr. 18. maj 2017.